Hvis den socialdemokratiske regering var et rockband, så ville udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) være den kedelige bassist, der stod helt omme bagerst på scenen og holdt rytmen.
Sådan sagde han det i hvert fald selv, da han i oktober 2019 modtog Altingets Ting-Pris, der hvert år gives til en politiker, der er god til at kommunikere, så alle fortstår det.
Ifølge Tesfaye står hans rolle som den kedelige bassist i skærende kontrast til hans forgænger Inger Støjberg, der var forsanger i Lars Løkke Rasmussen band, der i dag er gået i opløsning.
I takketalen fortalte han videre, at hans mål ligefrem er at gøre Udlændinge og Integrationsministeriet til det kedeligste på hele Slotsholmen.
”Når jeg giver stafetten videre, skal der helst kun dukke to-tre journalistelever op for at dække det,” lød det dengang fra Mattias Tesfaye.
Om den tidligere murersvend kommer til at lykkes med sit forehavende om at blive verdens kedeligste minister i verdens kedeligste ministerium, vil tiden vise.
Til gengæld står det uden for enhver tvivl, at Tesfaye, der fylder 40 år i morgen, har spillet en afgørende rolle i Socialdemokratiets markante opstramning af udlændingepolitikken, der lagde fundamentet for valgsejren i 2019, hvor flere tusinde vælgere vendte Dansk Folkeparti ryggen til fordel for det gamle arbejderparti, der ikke har stået stærkere i 30 år, hvis man altså tror på meningsmålinger.
I 2017 skrev Mattias Tesfaye debatbogen ”Velkommen Mustafa”, der hudfletter 50 års intern socialdemokratisk uenighed om balancen mellem humanismen og forsvaret for velfærdsstaten i udlændinge- og integrations-politikken.
På den ene side stod de socialdemokratiske vestegnsborgmestre, der råbte op om de integrationsproblemer, som de så udfolde sig for øjnene af dem. På den anden side stod partiledelsen på Christiansborg, der ikke ville lytte.
I bogen argumenterer Tesfaye selv for, at en stram udlændingepolitik går hånd i hånd med den socialdemokratiske velfærdsmodel, der er kendetegnet ved massiv økonomisk omfordeling og en høj grad af kulturel homogenitet. Derfor er politikerne nødt til skærpe tilstrømningen af mennesker, der er svære at integrere, lyder rationalet.
Journalist og forfatter Lars Olsen var konsulent på bogen, og han var derfor en vigtig sparringspartner for Tesfaye undervejs i processen.
”Partiets strategiske drejning skal tilskrives Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen. Men med bogen viser han, at der i Socialdemokratiet altid har været et skisma mellem forskellige fløje, der har fokuseret på forskellige hensyn. Det er med til at underbygge og konsolidere partiets nuværende kurs.”
Lars Olsen er helt på linje med Tesfayes egen bassist-metafor. Mattias Tesfayes vigtigste opgave er at udradere udlændingeområdet som en afgørende politisk kampplads mellem blokkene, lyder det.
”Jo mindre man snakker om det, desto bedre er det. Det er bedre for partiet, hvis man kan score sine point på andre offensive velfærdsdagsordner. I Socialdemokratiet har man både en lang række tidligere DF’ere og en stor gruppe, der stemmer på partiet på trods af den stramme udlændingepolitik. Så hvis man fremhæver området for meget, taber man stemmer lige meget hvad,” siger Lars Olsen, der betegner sig selv som en mangeårig betragter af Socialdemokratiet og venstrefløjen.
Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, ser det helt omvendt. Han undrede sig, da han hørte Mattias Tesfaye omtale sig selv som en kedelig bassist i regeringens husorkester.
”Han har ment, at han ikke provokerer for provokationens skyld, som Støjberg for eksempel gjorde med sin kagefejring. Men derfra til at være en kedelig bassist, der er jo et stykke vej.”
Erik Holstein henviser blandt andet til, at Udlændinge- og Integrationsministeriet fremover vil lave en opdeling af personer med ikke-vestlig baggrund i ministeriets statistikker over kriminalitet og beskæftigelse. Fremover vil der være en særskilt MENAP-kategori, der dækker over personer, der kommer fra Mellemøsten, Nordafrika og Pakistan.
”Det er noget, han kommer til at bygge videre på og føre politik ud fra. Det er ikke en farveløs bassist, det gør sådan noget,” siger Erik Holstein, der mener, at Tesfayes kurs har gjort partiet mindre sårbar over for anklager om, at man kun har ændret kurs af vælgertaktiske årsager.
”Tidligere har det været uklart, om den nye linje kun blev lagt for at stjæle vælgere fra Dansk Folkeparti. I dag er det tydeligt, at partiets profil bygger på et ideologisk fundament.”
Og her har Tesfaye ganske rigtigt spillet en afgørende rolle, lyder det fra Erik Holstein.
”Han er slået igennem med en fortælling om, at en stram udlændingepolitik ikke nødvendigvis er et højreorienteret eller nationalistisk projekt, der handler om Gud, konge og fædreland. Han tager udgangspunkt i klassiske venstrefløjsværdier som ligestilling, et opgør med religiøs fanatisme og arbejderdyder som ret og pligt.”