Er S-opgør med globalisering modigt eller en falsk fortælling?

Mette Frederiksen (S) vil styrke alliancen med Produktionsdanmark. Det store slagnummer er en kamp mod centralisme og globalisering. Men er regeringens analyse retvisende?

”Hun er i gang med at skabe en fortælling om, at alle andre i nyere dansk politisk historie har været magtesløse idioter, og at Danmark endelig har fået en regering, der tør være politisk. Man får skabt en idé om, at de sidste 30 års reformer ikke har været politik, men konsekvensen af nogle kræfter udefra. Det er en falsk modsætning og en stråmand,” siger Noa Redington om Mette Frederiksen.
”Hun er i gang med at skabe en fortælling om, at alle andre i nyere dansk politisk historie har været magtesløse idioter, og at Danmark endelig har fået en regering, der tør være politisk. Man får skabt en idé om, at de sidste 30 års reformer ikke har været politik, men konsekvensen af nogle kræfter udefra. Det er en falsk modsætning og en stråmand,” siger Noa Redington om Mette Frederiksen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Dansk politik er på vej ind i en ny virkelighed, hvor håndteringen af den allestedsnærværende coronavirus ikke længere er det altoverskyggende tema, som det har været tilfældet i de 14 forgangne måneder.

I stedet er det tid til at kigge fremad og tage fat på nogle af de mest komplicerede og omfangsrige problemer, der knirker og knager i hjørnerne af den danske velfærdsstat. Centralisering. Mangel på faglært arbejdskraft. Klimakrise. Fejlslagen integration.

Det var budskabet, da statsminister Mette Frederiksen (S) satte punktum for den politiske sæson med sin tale ved Folketingets afslutningsdebat i onsdags.

”Vi vil sætte reformarbejdet i gang i et 10-årigt perspektiv. Og vi kommer til at tage fat på alle de afgørende strukturelle udfordringer i vores samfund,” lød det fra statsministeren.

Målet er at ”øge væksten og velstanden og gøre os grønnere, rigere og dygtigere”. Og det skal ske i et stærkt samarbejde med en gruppe af vælgere, som Socialdemokratiet har satset benhårdt på, siden Mette Frederiksen overtog formandsposten fra Helle Thorning-Schmidt i 2015.

I talen slog Mette Frederiksen nemlig fast, at Socialdemokratiet agter at gå i takt med og i samme retning som Produktionsdanmark, ”den underliggende motor i dansk økonomi”.

”Danmark var, er og skal fortsat være et produktionsland,” lød det blandt andet.

Helt centralt står opgaven om at uddanne flere faglærte, der kan bygge, svejse og støbe den grønne omstilling i den praktiske verden.

Kombineret med et stigende fokus på velfærd i yder-områder, en stram og værdibaseret udlændingepolitik, Arne-reformen og et opgør med Thorning og tidligere finansminister Corydons (S) nødvendighedspolitik, tegner det alt i alt et godt billede af, hvilket parti Mette Frederiksen har transformeret Socialdemokratiet til efter snart seks år i formandsstolen.

Det vurderer Tim Knudsen, der er politolog og professor emeritus ved Københavns Universitet.

”Den socialdemokratiske bevægelse har det skidt i hele den vestlige verden, men Danmark er en undtagelse. Analysen er, at partiet har været for lidt lydhør over for vælgergrupper, der traditionelt har støttet dem.”

Bolig- og indenrigsminister Kaare Dybvad (S) er en af dem, der har sat ord på den drejning, som partiet har været igennem under Mette Frederiksen.

I 2015 skrev Kaare Dybvad ”Udkantsmyten”, der beskriver, hvordan centralisering rokker ved velfærdsstatens fundament. Og i ”De lærdes tyranni” fra 2017 satte han spørgsmålstegn ved overproduktionen af akademikere.

Han fortæller, at alliancen med produktions-Danmark tager udgangspunkt i en socialdemokratisk tradition fra 1950’erne og 1960’erne.

”Dengang var det et selvstændigt mål at få flere over i industrialiseringen, fordi folk i landbruget havde en meget dårlig løn og dårligere arbejdsvilkår. Det har været gennemgående for os som parti.”

Han mener, at partiet under Mette Frederiksen for alvor er lykkedes med at punktere fortællingen om, at det danske industrisamfund var ved at uddø.

”Vi har taget et opgør med 2000’ernes forestilling om, at vi skulle sidde i en farvet sækkestol og tænke en masse tanker, for så at sende tegningerne til Kina, hvor de kunne producere det hele. Og hvis der var noget, der gik i stykker, så ville der komme en fra Rumænien og reparere det. Hele den forståelse af verden har spillet fallit.”

Indtil videre har den nye ”forståelse af verden” båret frugt for Mette Frederiksen. Ved valget i 2019 gik Socialdemokratiet markant frem i yderområder og i provinsbyer, hvor nutidens arbejdervælgere i høj grad har slået rod. Tilsvarende tabte man cirka det samme antal vælgere i de store byer blandt unge og højtuddannede. De søgte i stedet mod SF, Enhedslisten og Radikale.

I Socialdemokratiet er der stor tilfredshed med den slags vælgervandringer.

For ifølge Tim Knudsen er der en oplevelse af, at man har ”genskabt forbindelsen til en række vælgere, der over en bred kam har været hårdest ramt af de konsekvenser, som globaliseringen fører med sig.”

I et interview med Weekendavisen forud for talen i onsdags føjede Mette Frederiksen et nyt aspekt til analysen, da hun påpegede, at forrige generationer af politikere har haft ”en utrolig apatisk tilgang” til megatrends som globalisering, kapitalisme, centralisering, migration og ulighed.

Men på baggrund af corona-krisen er hun nu blevet forstærket i troen på, at tigeren kan tæmmes, hvis politikerne har modet til at træde ind i buret.

”Tænk, hvis vi gik til samfundets andre store udfordringer med samme beslutsomhed og turde stille spørgsmål ved de etablerede sandheder – som for eksempel ved den påstand om, at vi ikke kan gøre noget ved den stigende centralisering af vores land,” lød det for eksempel, da hun havde ordet i folketingssalen.

Her henviste hun til sidste uges lancering af planerne om store udflytninger af uddannelser fra storbyer til provinsen, hvilket blot var en forsmag på et mere omfattende reformkompleks, der skal decentralisere velfærdsstaten og styrke alliancen mellem regeringen og produktions-Danmark.

Ove Kaj Pedersen er politolog og professor emeritus ved CBS i København og har blandt andet markeret sig ved at rejse debatten om den såkaldte konkurrencestat. Han roser Mette Frederiksen for at sætte fokus på problemet med de geografiske og sociale ubalancer, der findes i Danmark. Men han vil gerne udfordre hendes fortælling om, at man kan betegne årtiers centralisering i Danmark som et udtryk for apati.

På samme måde slår han fast, at Danmark har nydt godt af globaliseringen og formået at udnytte den på kløgtig vis med økonomiske reformer gennem de seneste 30 år.

”Centralisering er ikke noget, der kommer med Guds vilje eller kapitalismens ubønhørlighed. Det er noget, som politikere, herunder socialdemokrater, har besluttet og gennemført.”

Han påpeger, at 1950’ernes velfærdsstat i sin grundtanke er bygget på ”en ideologi om decentralisering”.

”Men i 1970’erne viste det sig, at decentralisering førte til statsunderskud og gældsættelse. Det var særdeles ineffektivt, og det mundede ud i mere økonomisk centralstyring. Det har der hele tiden været et væsentligt politisk flertal bag.”

For ham at se er Mette Frederiksens reformprojekt og alliancen med produktions-Danmark et forsøg på genskabe en progressiv socialdemokratisk fortælling. Men det er også en naturlig videreførelse af den konkurrencestat, han selv har sat ord på som samfundsforsker.

”Når hun kobler produktions-Danmark med provinsen, uddannelse og den offentlige velfærd, så er det ud fra en pointe om, at Danmark er et eksportorienteret land. Det vigtigste er, at vi kan konkurrere med omverdenen på arbejdskraftens kompetencer og udnyttelsen af de ressourcer, vi har i provinsen, der ikke udnyttes effektivt i dag.”

Mette Frederiksens forhenværende partikammerat og ministerkollega, tidligere finansminister Bjarne Corydon, er ikke imponeret over regeringens diagnose af fortidens eftergivenhed over for globaliseringen og centraliseringens negative konsekvenser.

”Det mest foruroligende er, at analysen af virkeligheden ikke er retvisende. Man bliver bekymret, når man hører hendes beskrivelse af de seneste 30 års udvikling som apatisk. Det er ahistorisk, og det kan føre til fatale fejlgreb,” lyder det fra Bjarne Corydon, der i dag er chefredaktør på Børsen.

Ifølge den forhenværende socialdemokratiske finansminister står Danmark i en stærk situation, fordi skiftende regeringer og flertal er lykkedes med et omfattende reformarbejde, der har skærpet Danmark i den internationale konkurrence om at uddanne kvalificeret arbejdskraft og tiltrække investeringer. Og her er centralisering bare en af flere komponenter. Det er ikke apati, men modig politik, der har drevet udviklingen, lyder Corydons modsvar.

”Det er en sandhed, man går udenom, når man er aktiv politiker, for så brydes illusionen om det politiske teater.”

Han er derfor dybt kritisk overfor regeringens ideologiske dagsorden om decentralisering, der i første omgang handler om at flytte uddannelser fra store byer til provinsen.

”Der er en ’dem og os’-retorik i forhold til forskellige dele af landet og forskellige dele af befolkningen, som jeg ikke bryder mig om,” siger han og fortsætter:

”Vores uddannelser er blevet en brik i et politisk spil om provinsstemmer, og med sine handlinger har regeringen signaleret, at kvalitet er sekundært. Det er forstemmende.”

Noa Redington har også engang spillet på samme hold som Mette Frederiksen. Han var nemlig særlig rådgiver for tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, da Mette Frederiksen var beskæftigelsesminister og justitsminister. I dag er han politisk analytiker på TV 2 og Politiken. Han har også bidt mærke i Mette Frederiksens udtalelser om tidligere generationernes apati over for de globale megatrends.

”Hun er i gang med at skabe en fortælling om, at alle andre i nyere dansk politisk historie har været magtesløse idioter, og at Danmark endelig har fået en regering, der tør være politisk. Man får skabt en idé om, at de sidste 30 års reformer ikke har været politik, men konsekvensen af nogle kræfter udefra. Det er en falsk modsætning og en stråmand.”

Bolig- og indenrigsminister Kaare Dybvad afviser, at regeringen kaster smuds på tidligere generationer i bestræbelserne på at opbygge en handlekraftig fortælling om sig selv.

”Jeg mener ikke, at de seneste 30 års politikere har været ude af stand til at træffe vigtige beslutninger. Men hvis man for eksempel ser på det forrige årti, så var det præget af, at man ikke kunne få sin politik igennem på vigtige områder. Det sætter sig i befolkningen, og man mister tilliden til politikere, hvis man ikke oplever, at politik gør samfundet bedre, der hvor man lever.”

Hvor opstår apatien så?

”Apatien opstår, når folk i samfundsdebatten siger, at man ikke kan gøre noget ved tingene. Der er masser af ting i den tidsperiode, der bliver pakket væk fra den demokratiske kontrol. For eksempel når seminarier er blevet lukket af en bestyrelse uden et politisk mandat. Det er apatisk.”

Bliver de studerende brugt i et politisk spil, der handler om, at I skal gøre jer til over for en vælgergruppe, I har mistet kontakt med?

”Det er overdrevet. Det store narrenummer er, når folk bruger store dele af deres ungdomsliv på en uddannelse, som ikke giver dem adgang til arbejdsmarkedet. Det er en ulykkelig situation, og det er dem, vi hjælper, hvis der kommer færre ind på universitetet.”

Er der nogle vælgere, der er vigtigere for Socialdemokratiet end andre?

”Vi fører politik for hele samfundet og ikke bestemte grupper. Men vores udgangspunkt har altid været arbejderklassen og middelklassen. Det er der ikke noget nyt i.”