Det så ud til, at Recep Tayyip Erdogan havde trykket på den helt rigtige knap.
Europæiske regeringsledere og toppen i EU gispede efter vejret, da Tyrkiets præsident lod porten til Europa være åben og rev en aftale, som siden 2016 har holdt tilstrømningen af migranter og flygtninge nede, midlertidigt i stykker.
For sig så de magtesløsheden fra 2015, hvor over en million mennesker fra især Syrien vandrede tværs over kontinentet. Porøse grænser, der bryder sammen. Motorveje, der fyldes med migranter. Og i sidste ende tabte parlamentsvalg og utilfredshed i de europæiske befolkninger, der for længst har gjort det klart, at EU’s legitimitet står og falder med unionens evne til at beskytte sine ydre grænser.
Allerede mandag lander Erdogan i Bruxelles for at diskutere en løsning på krisen med EU’s præsident, Charles Michel.
Dermed lader det politiske skuespil, hvor Tyrkiet har opildnet en lille andel af landets millioner af flygtninge til at søge mod EU’s ydre landgrænse ved Grækenland, til at være ved vejs ende.
Erdogans mål har været lige så tydelige, som de har været kyniske. EU skal sende flere penge end de 45 milliarder kroner, som flygtningeaftalen fra 2016 stiller i udsigt, og lempe visumreglerne for tyrkere, der vil til EU. Han er også stærkt utilfreds med Vestens manglende opbakning ved kampene i Syriens nordvestlige Idlib-provins, hvor ni års borgerkrig er i sin tilsyneladende sidste fase.
Hvis ikke EU makker ret, er Tyrkiet klar til at bruge nogle af de cirka 3,7 millioner syriske flygtninge, der befinder sig i landet, som pressionsmiddel. Det er et stærkt kort at have på hånden.
Erdogan har ikke fuldstændig overspillet sin magtposition og vil efter alt at dømme få visse indrømmelser i de kommende dage. Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) erklærede efter et rådsmøde med EU’s udenrigsministre i Zagreb i fredags eksempelvis, at EU er ”klar til at sikre den nødvendige økonomiske hjælp til de syriske flygtninge i Tyrkiet.”
Alligevel har knappen, Erdogan trykkede på, ikke virket efter planen.
Krisen ved den græsk-tyrkiske grænse har vist en i EU hidtil uset vilje til at beskytte de ydre grænser. I håbet om at udstille en handlingslammet union er tyrkerne endt med at gøre det modsatte.
Adskillige europæiske statsledere og toppolitikere har under krisen været hurtige til at bakke den græske regerings hårde grænsekontrol op.
Ursula von der Leyen, EU-Kommissionens formand, fløj i begyndelsen af sidste uge til Athen og lovede at sende over 5 milliarder kroner og 100 ekstra Frontex-vagter til landet. Hun inspicerede endda ved selvsyn grænsen, som Kristeligt Dagblad siden i torsdags har befundet sig ved, i en helikoptertur med den græske premierminister Kyriakos Mitsotakis.
”Det er ikke kun en græsk grænse, men en europæisk grænse,” sagde von der Leyen og lovpriste Grækenland for at være ”Europas skjold” for tiden.
Angela Merkel, Tysklands kansler, ville også være med.
”Jeg finder det fuldstændigt uacceptabelt, at præsident Erdogan og hans regering ikke har forelagt os deres utilfredshed gennem EU, men i stedet fortæller det ved at lægge byrden ud på flygtninge,” sagde Angela Merkel på en tysk konference om migration i sidste uge
Selv udenrigsminister Jeppe Kofod (S), der ikke er kendt som en skallesmækkende retoriker, tog klart afstand fra Erdogans manøvre.
”Der er rigtig mange mennesker, der er taget til Tyrkiet, og jeg forstår godt, at den situation er vanskelig. Men vi lavede en klokkeklar aftale for at hjælpe, og derfor går det ikke, at Erdogan bryder den ved at sende uskyldige mennesker mod Europas grænser,” sagde han i mandags.
Opbakning af den karakter er ikke en selvfølge og viser, at de fem år fra 2015 til 2020 er en menneskealder i politik.
Beskyttelsen af EU’s ydre grænser kommer med en pris. Den hedder gummikugler, vandkanoner, pigtrådshegn og en tung mobilisering af militær og politi, der er valfartet fra resten af Grækenland til området ved Evros-floden.
Talrige medier og menneskerettighedsorganisationer melder om hårdhændet græsk behandling af de migranter, som Erdogan skubber foran sig i kampen for politiske indrømmelser fra EU. Der ses stort på internationale konventioner, og i den næste måned har Grækenland helt ophævet retten til at søge asyl i landet. Offentlige ydelser til asylansøgere bliver også snart sat på hold.
”Fra da af er de (migranterne, red.) nødt til at arbejde for at leve,” sagde Notis Mitarachi, Grækenlands migrationsminister, i lørdags.
I 2015 var den slags blevet modtaget med forargelse i store dele af EU – Tyskland og Sverige i særdeleshed – som noget, der grundlæggende er i strid med Europas humanistiske værdigrundlag.
I dag er tilgangen vendt på hovedet. Merkels ”vi klarer den”-retorik er væk, erstattet af en fælles udtalelse fra EU’s indenrigsministre, der er parate til at bruge ”alle nødvendige tiltag” for at forhindre forsøg på at nedbryde EU’s grænser.
EU’s modsvar har sendt Erdogan på rygsvømmertur og vist, at hans talent for udenrigspolitik de sidste par år har ligget på et relativt lille sted.
Med den sidste uges begivenheder in mente kan det ikke med mening hævdes, at unionen ikke har rykket sig siden 2015. EU’s top har givetvis også mindet Erdogan om, at det økonomisk pressede Tyrkiet har brug for EU, der er Tyrkiets største eksportmarked.
Nu går der så diplomatisk finhåndværk i den. Parterne vil i denne uge forsøge at strikke et kompromis sammen, der kan sælges i den hjemlige offentlighed. EU skal vise, at man ikke tager let på Tyrkiets afpresning, men er samtidigt nødt til at få stablet flygtningeaftalen fra 2016 på benene igen. Erdogan skal kunne fremvise en check i Ankara af en størrelse, som ikke får hans iscenesatte migrantkrise til at virke som et fuldtonet selvmål.
De første indrømmelser har allerede fundet sted. Lørdag udtalte den tyrkiske kystvagt ifølge BBC, at migranter ikke længere kan krydse Det Ægæiske Hav i båd.
For EU er læren nok en gang, at det fælleseuropæiske grænsekorps Frontex virker underfinansieret og umobilt. Det er Grækenlands eget militær og politi, som har taget kampene ved landegrænsen langs Evros-floden.
Opbakningen til hårde ydre grænser har dog vist sig større end antaget.
Erdogan vil også i fremtiden bruge flygtninge som magtmiddel og rasle med sin sabel over for EU. Men næste gang vil hans klinge virke knap så frygtindgydende.