Erhvervsskoler skal finde flere lærepladser

Inden udgangen af 2026 skal 80 procent af elever på erhvervsuddannelser have en praktikplads, lyder det i målsætning i trepartsaftale. Skoler får større ansvar.

En trepartsaftale, der blev indgået lørdag, giver erhvervsskoler bedre vilkår for at medvirke til, at flere elever på erhvervsuddannelserne kan få en praktikplads. 80 procent af eleverne skal have en praktikplads med udgangen af 2026, lyder målsætningen i aftalen. (Arkivfoto)
En trepartsaftale, der blev indgået lørdag, giver erhvervsskoler bedre vilkår for at medvirke til, at flere elever på erhvervsuddannelserne kan få en praktikplads. 80 procent af eleverne skal have en praktikplads med udgangen af 2026, lyder målsætningen i aftalen. (Arkivfoto) Foto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix

Danmark får brug for flere faglærte i fremtiden. Men alt for mange unge falder fra på erhvervsuddannelserne, blandt andet fordi de ikke får skaffet en praktikplads efter deres grundforløb på uddannelsen.

Det er hovedårsagerne til, at regeringen, fagbevægelsen og arbejdsgiverne natten til lørdag indgik en trepartsaftale til 500 millioner kroner årligt fra næste år og frem.

- Det er et meget stort beløb, der er blevet sat af i varige midler de kommende år.

- Derfor har vi selvfølgelig et håb om, at det her vil give et ordentligt boost på lærepladsområdet, siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

Artiklen fortsætter under annoncen

Aftalen indeholder en målsætning om, at 80 procent af eleverne på erhvervsskolerne skal have fået en praktikplads, når de er færdige med deres grundforløb.

- Den målsætning er til for, at eleverne trygt kan starte på en erhvervsuddannelse og vide, at man faktisk også kommer til at afslutte sin uddannelse, siger ministeren.

Der bliver lavet en såkaldt indfasningsmodel for, hvor hurtigt de enkelte erhvervsuddannelser skal indfri målsætningen. Det fremgår dog af aftalen, at alle uddannelser senest ved udgangen af 2026 skal være i mål med de 80 procent.

Igennem en del år er det gået skidt med at fastholde en stor del af de unge på erhvervsuddannelserne.

Faktisk falder over 45 procent af eleverne fra i løbet af uddannelsen. Af disse sker omkring en tredjedel af frafaldet i overgangen fra grundforløb til hovedforløb.

For fire år siden blev der indgået en trepartsaftale om, at der skal laves mellem 8000 og 10.000 flere aftaler om lærepladser i 2025 end i 2016.

I øjeblikket bliver der hvert år indgået omkring 43.000 uddannelsesaftaler mellem elever og virksomheder, og det er overvejende elevernes eget ansvar at finde en læreplads.

Det er stadig planen, at så mange aftaler som muligt skal laves direkte på den måde, men med lørdagens aftale skal erhvervsskolerne få bedre økonomi og vilkår for at hjælpe så mange som muligt til at få en praktikplads.

Netop dette element kommer til at blive "en gamechanger", forudser Anton Bay Hansen, der er formand for Erhvervsskolernes Elevorganisation.

- Rigtig mange praktikpladser kommer på plads gennem ens netværk. For de elever, som ikke har et så stort netværk, er det rigtig godt, at skolerne får et lovmæssigt medansvar.

- Det er jo ikke fordi, vi vil have, at skolerne skal tage eleverne ud af spillet i forhold til lærepladserne.

- Eleven skal jo stadig selv søge sin læreplads, men skolen får nu et ansvar, der gør, at de bliver nødt til at hjælpe eleverne, siger han.

Hos Dansk Arbejdsgiverforening er administrerende direktør Jacob Holbraad tilfreds med, at virksomhederne med aftalen får en større lønrefusion for deres lærlinge end tidligere, når eleverne skal tilbage på skoleophold.

Det er blandt andet vigtigt, fordi mange virksomheder er presset økonomisk under coronakrisen.

- Så bliver der altså en lettelse af nogle lønudgifter, som kan bidrage til at sikre, at vi får tilpas mange faglærte i fremtiden, siger han.

/ritzau/