Erik Bjerager: Derfor bragte vi Dansk Folkepartis annonce

Ytringsfriheden skal være udstrakt i den politiske debat

Laura Arensbak Kjærgaard er ofte på farten, og derfor har hun altid en lille tynd udgave af Det Nye Testamente med sig, så hun kan læse i Bibelen, når hun føler sig tilskyndet til det.
Laura Arensbak Kjærgaard er ofte på farten, og derfor har hun altid en lille tynd udgave af Det Nye Testamente med sig, så hun kan læse i Bibelen, når hun føler sig tilskyndet til det. Foto: Jeppe Bjørn Vejlø Denmark.

I dag bringer flere aviser, herunder også Kristeligt Dagblad, en annonce fra Dansk Folkeparti, der har vakt betydelig debat. Annoncen tager udgangspunkt i det seneste lovforslag om dansk statsborgerskab og optrykker navnene på knap 700 nydanskere.

Blandt dem er een i søgelyset hos Politiets Efterretningstjeneste for deltagelse i terrorvirksomhed. Den pågældende er statsløs og hverken sigtet, tiltalt eller dømt for terror, og da Danmark overholder internationale konventioner har vedkommende ret til statsborgerskab.

FAKTA: Det står der i DF's kontroversielle annonce

Dansk Folkeparti bringer i annoncen listen med de mange navne på nydanskere, der i øvrigt også kan læses på internettet, for at rejse en debat om den måde, hvorpå der tildeles dansk statsborgerskab.

Kristeligt Dagblad anser annoncen for at være populistisk og provokerende, og den er utiltalende, fordi den mistænkeliggør en stor gruppe mennesker, der nu bevilges statsborgerskab i Danmark.

Men annoncen er et led i en legitim politisk debat, og den er indrykket af et politisk parti i folketinget, som hver ottende danske vælger stemmer på. At Kristeligt Dagblad bringer annoncen skyldes ikke, at avisen er enig med Dansk Folkeparti. Avisen bringer løbende annoncer, journalistik eller debatindlæg med holdninger, som vi forbeholder os retten til at tage afstand fra.

Men der må og skal være vide rammer for ytringsfriheden - ikke mindst i den politiske debat. Partierne bør kunne komme til orde med deres holdninger, også i annoncer, sådan at vælgerne kan tage stilling til, om de ønsker at stemme på de pågældende partier eller ej. Det er et grundprincip i et frit og åbent samfund og i en fri og åben presse. Også Dansk Folkeparti har ret til at komme til orde i annoncer, der ikke krænker dansk lovgivning, og det mener vi ikke, at den pågældende annonce gør.

Andre aviser har valgt anderledes, heriblandt Politiken, der i en leder begrunder det med, at annoncen mistænkeliggør en gruppe sagesløse mennesker. Det er et respektabelt synspunkt. Men Politikens afvisning af annoncen beror på et smagsdommeri, der let bliver hyklerisk. Politiken tøver nemlig ikke med at mistænkeliggøre sagesløse mennesker i andre sammenhænge.

LÆS OGSÅ: DF-annonce hænger nye statsborgere ud som terrorister

I lørdags lagde Politiken i et stort opsat interview med billedkunstneren Jørgen Haugen Sørensen spalter til følgende dybt kontroversielle mistænkeliggørelse af alverdens katolikker, herunder de danske: Det pædofile har været i katolicismen altid, de er alle blevet røvpulet af en pædofil præst som barn, sagde kunstneren med en usmagelig sprogbrug.

Udsagnets dumhed er indlysende og i modsætning til Dansk Folkepartis annonce udgør det formentlig en overtrædelse af straffelovens diskriminationsparagraf. Hvorfor Politiken mener, at det er i orden at optrykke en mistænkeliggørelse af en så stor gruppe af sagesløse mennesker som verdens katolikker, men ikke mener, at det er i orden at mistænkeliggøre 700 nydanskere, viser hvor konfliktfyldt det kan være at trække alt for bastante grænser over for andres ytringer.