Erik Hoffmeyer: Verden gør det rigtige

Tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer mener, at verdens regeringer og centralbanker tackler krisen meget tilfredsstillende

Aldrig før har verdens økonomi fået så stor en vitaminpille som i disse måneder. Regeringer og centralbanker poster tusinder af milliarder af dollar ud i hjælpepakker. Og det har været den helt rigtige medicin, mener tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer.

Han styrede gennem 30 år landet gennem et utal af økonomiske kriser.

- Jeg er meget tilfreds med, at de politiske systemer og centralbankerne har reageret så resolut. Mere end jeg har oplevet tidligere, siger han.

Inspirationen til hjælpepakkerne kommer måske fra den måde, svenskere, nordmænd og finner håndterede deres bankkriser i begyndelsen af 1990'erne på.

- At man så ikke kan blive enige om en fælles strategi undrer mig ikke, men jeg ved heller ikke, om det er nødvendigt. Hvis hvert land klarer sine egne problemer, får man i virkeligheden en fælles indsats, siger han.

hoffmann@kristeligt-dagblad.dk