At erindre en forbrydelse

Breiviks terroranslag i Norge i 2011 udgør en sætningsskade i det norske samfund og viser, hvor vanskeligt det kan være at skabe et minde over ofrene for en forbrydelse

Det norske regeringskvarter i Oslo i minutterne efter, at Anders Brevik havde udløst bomberne den 22. juli 2011. - Arkiv
Det norske regeringskvarter i Oslo i minutterne efter, at Anders Brevik havde udløst bomberne den 22. juli 2011. - Arkiv. Foto: Hampus Lundgren/Scanpix.

Den 22. juli 2011 blev en kraftig bilbombe bragt til sprængning i Grubbegata ud for Statsministeriet i Oslo. Senere samme dag begik gerningsmanden Anders Breivik et massemord blandt deltagerne i en sommerlejr for unge socialdemokrater uden for byen. I alt 77 mennesker omkom.

Begivenheden har sat sig blivende spor, også i mange danskeres erindring, og vil blive en fast bestanddel af fremtidens historiebøger. Denne form for terrorisme er sjældent set i Skandinavien og slet ikke i denne størrelsesorden.

Mærkerne efter bombesprængningen er stadig tydelige i Oslo i dag, fire år efter begivenheden. Hele Regjeringskvartalet (regerings-kvarteret), som området hedder, bærer præg af det. En af de hårdest ramte bygninger er revet ned. De øvrige står endnu; en med de knuste ruder blændede af krydsfinérplader, en anden med hele facaden dækket af presenninger, der camouflerer ødelæggelserne. For turisterne i byen skiltes der ikke med stedet på samme måde som med byens øvrige attraktioner, men det er afgjort et besøg værd for den, på hvem den 22. juli 2011 gjorde indtryk.

Norge er kommet videre. Oslo er en dynamisk by, der emmer af velstand og virkelyst, og hvor der ikke forekommer at være langt fra tanke til handling. Anderledes er det imidlertid i Regjeringskvartalet. Her hersker der ikke den samme livlighed som i resten af byen. Det er ikke fordi der er dødt eller bygningerne er mennesketomme. Kontorfolk færdes i dem, og bygningsarbejdere er i gang. Det er bare alt for tydeligt, at der er sket så påfaldende lidt på fire år. Livet her er stadig behersket af den stilstand, der indtrådte den julidag for fire år siden.

Nogle plancher på stedet forklarer, hvad planerne er for området. Man regner med at sætte væsentlige arbejder i gang næste år eller i 2017. På de samme plancher gøres der ikke meget ud af årsagen til hele byggeprojektet. Datoen nævnes, gerningsmanden ikke.

Der er antagelig mange årsager til, at genopbygningen af Regjeringskvartalet trækker ud. En af dem kunne man læse om i Aftenposten for et par uger siden. Fortidsminneforeningen har indstillet en af bygningerne, den såkaldte Y-blok tegnet af arkitekten Erling Viksjø i 1969, til Europa Nostras liste over bevaringsværdige og truede kulturminder.

Men det er næppe hele for-klaringen. Andre steder i Oslo har man tydeligvis ingen problemer med at rive gammelt ned og bygge nyt op.

En af udfordringerne, som bygherren står over for, er,0 at denne begivenhed som alle vigtige historiske begivenheder kalder på et mindesmærke, en fysisk manifestation af det, der har gjort så stort et indtryk på så mange. Det er i almindelighed ikke vanskeligt at rejse monumenter over glædelige begivenheder. Det har vi mange eksempler på. Katastrofer er en udfordring. Forbrydelser er endnu vanskeligere at mindes i monumentets form, for de har - til forskel fra katastrofer - som regel en identificérbar gerningsmand. Et mindesmærke over en forbrydelse risikerer derfor let at blive et monument over forbryderen.

Nordmændene skal nok finde en løsning, som yder ofrene retfærdighed, når fortiden er oparbejdet. Det er lykkedes andre steder, hvor lignende forbrydelser har fundet sted. Indtil da står de tydeligt beskadigede bygninger i Regjeringskvartalet som Oslos foreløbige mindesmærke over terrorangrebet i 2011.

De legemliggør den sætningsskade, som samfundet blev udsat for, og der er kimen til en opbyggelighed at finde i sporene efter ødelæggelsen.