Espersen lod sig friste af Støjberg: Jeg har tillid til hende

Den tidligere DF-profil Søren Espersen bliver folketingskandidat for Støjbergs parti i Sydjyllands Storkreds.

Søren Espersen har tilsluttet sig Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne. (Arkivfoto).
Søren Espersen har tilsluttet sig Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne. (Arkivfoto). Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix.

For mindre end to måneder siden meldte folketingsmedlem Søren Espersen sig ud af kriseramte Dansk Folkeparti, men nu er den tidligere DF-næstformand ikke længere løsgænger.

Fremover skal han tørne ud for den tidligere udlændingeminister Inger Støjbergs parti, Danmarksdemokraterne. Og det skyldes i høj grad personen Støjberg.

- Jeg har kæmpe tillid til den kvinde. Det er utroligt, hvad hun har stået igennem. Hun er fremkommelig, venskabelig, og hun vil magten med andre borgerlige.

- Der er en positiv tilgang, som jeg godt kan lide. Der er ikke noget protest i det her overhovedet. Det handler om, hvordan vi finder sammen og får væltet Mette Frederiksen, siger Espersen med henvisning til den socialdemokratiske statsminister.

- Det er afgørende for mig, at Inger har en pragmatisk tilgang til det. At vi ikke behøver være fjender i Folketinget, at vi godt kan finde ud af en helt masse sammen. Bare vi står sammen på den borgerlige fløj, tilføjer Espersen.

Efter at have meldt sig ud af DF udtalte Espersen, at en fremtid for ham i Danmarksdemokraterne var en mulighed, men at han ikke kendte så meget til Støjbergs nye projekt.

Duoen har ikke haft en lang proces om skiftet til Danmarksdemokraterne, understreger Espersen. Men da partiet fortsat er i gang med at udvikle sin politik, så er det hovedsageligt Støjberg, der har været trækplastret. Det ser Espersen ikke noget underligt i.

- Det er ikke usædvanligt, at der kommer et nyt parti, som er baseret på en profil, der står stærkt i hele Danmark, siger Espersen.

Han håber på, at Danmarksdemokraterne efter næste folketingsvalg får en nøglerolle i et blåt flertal.

- Det er vigtigt, at vi har den rigtige leder for landet. Det vil sige, at det skal være en borgerlig statsminister, vi skal være med til at udpege. Det bliver ikke spor svært, siger Espersen.

Både Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, og De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, er statsministerkandidater i blå blok. Espersen vil ikke røbe, hvem af de to han foretrækker som statsminister. Det er op til Støjberg at melde ud, siger han.

Espersen bliver folketingskandidat i Sydjyllands Storkreds. Han skifter dermed fra Sjællands Storkreds.

/ritzau/