Grundlovsdag, fredag, for et år siden stemte et stort flertal af vælgerne ved folketingsvalget VLAK-regeringen ud – og banede vej for den socialdemokratiske mindretalsregering.
Statsminister Mette Frederiksen (S) må knibe sig selv i armen hver morgen. Ikke alene fik hun som det første forholdsvis smertefrit forhandlet et forståelsespapir igennem med sine støttepartier. Hun har også det første år siddet solidt på statsministerposten uden stormløb mod en eneste af sine ministre, og støttepartierne har taget det med at støtte særdeles alvorligt.
De Radikale var efter valget spået igen at ville opføre sig besværligt, fordi de ikke kom med i regeringen. Men de har kun drillet regeringen en smule, som for eksempel i februar i sagen om husleje-regulering. Den konflikt fik regeringen dog hurtigt pakket ned ved at erstatte De Radikale med Dansk Folkeparti i forligskredsen.
Helt dominerende i tilbageblikket på det første regeringsår bliver de seneste tre måneders håndtering af coronapandemien.
Mette Frederiksen har muligvis lukket landet hårdere og hurtigere ned, end sundhedsmyndighederne først anbefalede, men på bundlinjen kan statsministeren sole sig i, at Danmark har været blandt de lande i den vestlige verden, der er blevet ramt mest skånsomt af smitten.
Undervejs har regeringen fået nærmest udelt opbakning fra Folketingets øvrige partier, selv til en hastelovgivning, der har brudt med knæsatte demokratiske traditioner og grebet dybt ind i borgernes personlige frihedsrettigheder.
Coronakrisen kommer til at trække lange spor i dansk politik helt frem til næste folketingsvalg og formentlig længere endnu. Forude venter en stor økonomisk regning, og der bliver brug for en skarpere prioritering mellem alle de gode formål, regeringen og dens støttepartier gerne vil bruge penge på.
I valgkampen for et år siden stod valgløfterne i kø. Blandt andet ville Socialdemokratiet gerne have en højere pensionsalder for ”Arne”, den fysisk nedslidte arbejder, som havde været på arbejdsmarkedet i mange år. Partierne på venstrefløjen og De Radikale krævede en klimalov med 70 procents reduktion af udledningen af CO2 i 2030, mens Socialdemokratiet var parat til at nøjes med 60 procent.
Klimaloven blev vedtaget, men endnu mangler de konkrete tiltag for at nå målet.
Fra støttepartierne lød det, at Danmark igen skulle modtage kvoteflygtninge, men et år senere er der stadig kun sket meget lidt på det felt.
Minimumsnormeringer i daginstitutioner var et andet centralt valgtema hos især SF, og der er aftalt en gradvis indfasning af normeringerne, som dog først bliver fuldt indfaset i 2025.
Alt i alt er en række centrale valgløfter endnu ikke i nærheden af at være opfyldt, men Mette Frederiksen (S) har ikke ikke som sin forgænger, Helle Thorning-Schmidt (S), været i nærheden af anklager om løftebrud.
Her er det, at statsministeren og støttepartiernes ledere så småt kan begynde at skæve ned i den forsikringspolice, som coronakrisen i praksis kan vise sig at blive før næste valgkamp. Krisen kan blive det stykke papir, de må holde op foran vælgerne, når de skal forklare, at det alligevel ikke var muligt at nå i mål med alle løfterne om velfærd og miljø.
Så står der altid noget med småt i forsikringspolicer – og også i denne. Nemlig at en dyb økonomisk krise risikerer at skabe større spændinger i regeringsblokken de kommende år.
Når krybben er tom, bides hestene, og ikke mindst Enhedslisten vil blive stærkt udfordret, hvis en verdensomspændende recession tvinger regeringen til at spare på den offentlige service eller miljøet.
Sætter en høj arbejdsløshed sig fast, er det heller ikke givet, at regeringen selv kan fastholde sin nuværende popularitet hos vælgerne.
Bortset fra det er det svært at få øje på, hvad der skulle bringe den borgerlige opposition i offensiven. Det seneste år er de blå partier blot faldet endnu mere fra og over hinanden.
Udlændingepolitikken var i 15 år det tema, der holdt Dansk Folkeparti og de borgerlige partier inde i regeringsvarmen, men det våben har Socialdemokratiet og venstrefløjen effektivt demonteret. I kombinationen med, at der stort set ingen flygtninge kommer til Danmark, er udlændingepolitik i dag primært egnet til at øge spændingerne i og mellem de blå partier.
Meningsmålingerne viser, at de borgerlige partier står endnu svagere nu end efter valget for et år siden, selvom Venstre og De Konservative holder skindet på næsen.
Regeringens dygtige håndtering af coronakrisen er uden tvivl en afgørende forklaring på styrkeforholdet, men den borgerlige splid bidrager til ubalancen mellem røde og blå partier. Så langt øjet rækker, er det svært at se blot konturerne af et dueligt alternativ til den nuværende regering.