Det var med hjemmelavede ja/nej-skilte og sit helt eget quiz-koncept, når Torben Henriksen tog plads midt i byfestens største telt på sportspladsen i Hammerum. Som om han aldrig havde bedrevet andet, quizzede han byens borgere i favoritemnerne historie, geografi og politik, og i hånden holdt han den til lejligheden fremskaffede megafon, som skulle garantere, at de flere hundrede fremmødte fik det hele med.
Sådan var han. Et socialt omdrejningspunkt, som vidste det meste om det meste. En lokal kapacitet, der hellere end gerne stillede sig forrest. En ledende figur, som insisterede på at udrette noget og gøre en forskel.
I marts 2020 fik Torben Henriksen åndedrætsbesvær. Han lod sig indlægge på Regionshospitalet Herning, fordi han ville vide, hvad han var oppe imod. Kende fjenden. Med lungerne fulde af coronavirus blev han som en af de første danskere lagt i respirator. Efter 18 dage i kunstig koma døde han, 71 år.
Han var ellers ikke i tvivl om, at han nok skulle komme igennem det. Det var det sidste, han nåede at sige til sin hustru, Inge, gennem 46 år. Torben Henriksen var nemlig også ukuelig optimist med en let gang på jorden. Meget lidt gik ham imod, og hvis det endelig gjorde, prellede det som regel af. Deraf tilnavnet ”Teflonmanden”, som familien havde givet ham.
Dybest set var det et højt selvværd, der beklædte Torben Henriksen med teflon. Et selvværd, som var vokset med store succeser, han oplevede tidligt i livet. Som ung blev han leder i FDF, og senere gik han i forsvaret og steg fra sergent til officer for til sidst at blive major. Han fik bevis for, at hvis han gik foran, ville andre følge med.
Og Torben Henriksen gik forrest det meste af livet. I sin karriere som erhvervsrådsdirektør i Herning og Ikast-Brande var han kendt for at være vedholdende og krævende, men også en medarbejdernes mand, der arrangerede ryste sammen-kanoture og sørgede for, at alle løftede i flok. ”At løfte i flok” var et af hans yndlingsudtryk blandt et fast arsenal, han havde fået med sig fra FDF-tiden. Et andet var ”korpsånd”. Den særlige evne til at kultivere fællesskabsfølelse brugte han ikke kun fagligt, men også som far til to.
Når familien drog ud i verden, handlede det altid om at komme op ad et bjerg eller gennem en stor skov. Ingen charterferier, det skulle være ”strabadserende” – endnu et favoritudtryk. Ingen strandstole, men et utal af museer og historiske mindesmærker. Man er nødt til at vide noget, så man kan have en holdning til tingene, formanede Torben Henriksen ofte sine børn.
Hvis en af dem kom hjem med et 11-tal, var hans umiddelbare reaktion: Hvorfor ikke 13? Ikke ud af skuffelse, men af ren interesse. Ingen af børnene mindes nogensinde at have fået skældud, men han var en far, man gerne ville gøre stolt.
Torben Henriksen levede sit liv på solsiden. Den største sorg formodes at være, da han blev erklæret uegnet til realskolen, men selv det afslag, som han fandt dybt uretfærdigt, vendte han til en jeg-skal-vise-dem-drivkraft, som han aldrig gav slip på.
Han talte meget, han sagde, hvad han mente, og han var overbevist om, at han havde ret. Det bekymrede ham aldrig, hvad andre måtte tænke om ham.
Hvis der var et dansegulv i nærheden, var det ikke usædvanligt, han tog Inge under armen og gav hende en svingom, indtil alle andre stod stille og betragtede dem. Andre gange var det hele familien, der langt op i børnenes teenageår lagde armene om hinanden og dansede alle fire. Et skoleeksempel på den berygtede korpsånd. Familien havde endda et motto, som Torben Henriksen havde fundet på. Først råbte han: ”Har vi det ikke dejligt? Og må jeg så bede om et rungende ja!”, inden de tre andre af deres lungers fulde kraft svarede: ”JAA!”.
Kort efter at Torben Henriksen gik på pension, fik han konstateret Parkinsons sygdom. Diagnosen kastede en skygge i solen, men Teflonmanden tacklede det med daglig morgengymnastik, kilometervis af gåture og hockeykampe, som han organiserede med andre Parkinson-ramte. Men det var Parkinsons sygdommen, som gjorde coronasmitten særlig alvorlig for ham. Både han og Inge blev ramt, men ingen ved hvordan. Først da det stod klart, at der ikke var mere at gøre, fik familien lov til at se ham og sige farvel.
Respiratoren blev slukket langfredag, den 10. april 2020. Torben Henriksen døde omgivet af sin hustru og to børn, mens de sang en af hans favoritter, FDF-sangen ”Du, som har tændt millioner af stjerner”.
I dagene efter opsøgte flere tusinde familien for at dele den betydning, han havde haft for dem, og i Herning Folkeblad blev det til ikke mindre end fem mindeord. Så meget desto mere ubærligt var det, at restriktioner tillod bare 25 personer i kirken.
Til gengæld ville det sikkert have passet ham fint, at det blev en verdensomspændende epidemi, der kostede ham livet. Det er der ligesom noget schwung over. Som sønnen Lars Henriksen sagde ved begravelsen:
”Nu bliver han en del af et vigtigt kapitel i historiebøgerne, hvor han hører til.” Torben Henriksen er blandt de 2382 danskere, som er døde med coronavirus.