Hvorfor er vores søfartshistorie udeladt i ”Historien om Danmark”?

Godt sømandskab har igennem århundreder været en så vægtig hovedbestanddel af Danmarks omdømme, at det er beklageligt, at det ikke hidtil har præget den ellers så anbefalelsesværdige tv-serie, skriver Leif Hejrnøe

Som Holberg skrev i ”Den politiske kandestøber” (1722): ”Et er et søkort at forstå, et andet, skib at føre”.
Som Holberg skrev i ”Den politiske kandestøber” (1722): ”Et er et søkort at forstå, et andet, skib at føre”. Foto: DR 1.

Lørdag aftens udgave af DR1’s prisværdige, nye læselystvækkende serie ”Historien om Danmark” var centreret om enevældens indførelse i 1700-tallet. Med skuespilleren Lars Mikkelsen som guide fik seerne indblik i et århundrede, der var præget af så fremmedartede – for nu ikke at skrive udanske (hvad jeg så gør alligevel!) – samfundsindretninger, at der indledtes med denne advarsel til de yngste seere: ”Der er så voldsomme scener, at det er bedst at se dem sammen med voksne”.

Der tænktes vel på de modbydelige afstraffelser af ”utugtige” kvinder, ulydige fæstebønder og først og sidst den umenneskelige handel med og behandling af afrikanske slaver. ”Der var tæsk, pisk og det, der var værre”. Med offentlige henrettelser var Danmark i de år præget af en voldskultur, vi dårligt kan forestille os. ”Alle pryglede alle”.

Stavnsbånd, hoveri og træhest til bønderne. Man kunne også have nævnt kølhaling af søfolk. Uha, der var langt til den oplyste enevælde! Eneste lyspunkt var Ludvig Holbergs dramatiske kritik af tidens elendighed, der blandt andet indirekte kom til udtryk i den berømte replik fra ”Jeppe på bjerget” (1722), som også i dag kan benyttes om sociale tabere: ”Folk siger nok at Jeppe drikker, men de siger ikke, hvorfor Jeppe drikker”.

Ludvig Holberg (1684-1754) var en helt usædvanlig personlighed, der på genial måde fik indført det bedste af fransk teaterkunst, italiensk og klassisk tænkning og litteratur til dansk. Hans betydning for en slags rendyrkning af dansk sprogbrug i essays, dramatik og historieskrivning er epokegørende. Han blev en ”farlig” kunstner, der i 1741 under pietismen kun kunne udgive ”Niels Klims underjordiske rejse” på latin som en slags undergrundslitteratur.

1741 var iøvrigt samme år, som den fremragende marineofficer fra Horsens, Vitus Bering (1681-1741), der som ”Zarens danske Columbus” gennemførte den russiske ekspedition, der så at sige førte til opdagelsen af Amerika bagfra. Alverdens globusser bærer derfor den dag i dag navnet Beringstrædet som den geografiske betegnelse for havet mellem det østligste Rusland og det nordamerikanske Alaska.

I den forbindelse skal min eneste indvending mod ”Historien om Danmark” have form af dette undrende spørgsmål: Hvorfor er landets søfartshistoriske forhold på godt og også meget ondt (det må have været rædselsfuldt at være sømand på et slaveskib!) fuldstændig udeladt? Danmark har siden vikingetiden været en betydningsfuld søfartsnation. Besejlingen af såvel de indre farvande som verdenshavene har haft en alt afgørende betydning for landets udvikling.

Den danske nationale selvforståelse bygger i næsten alle sammenhænge på, at vi til alle tider har transporteret alverdens varer og råstoffer til søs. Når der for eksempel i alle seriens afsnit omtales monumentale byggerier, så var de jo ikke blevet gennemført, hvis skibsfarten ikke havde kunnet levere træ, teglsten og andre materialer til byggepladserne.

Godt sømandskab har igennem århundreder været en så vægtig hovedbestanddel af Danmarks omdømme, at det er beklageligt, at det ikke hidtil har præget den ellers så anbefalelsesværdige tv-serie. Det gælder også mange andre praktiske fagområder. Som Holberg skrev i ”Den politiske kandestøber” (1722): ”Et er et søkort at forstå, et andet, skib at føre”.

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.