Prøv avisen

Et hjørne af Danmark med en plads til alle

På Timring Kirkegård i Vestjylland står ens gravstene på rad og række. Her ligger Møltrups Sønner -- tidligere beboere på Mølstrup Optagelseshjem -- og her skal Leif Elektriker også sættes i jorden. -- Foto: Kristian Djurhuus.

På en herregård i Vestjylland kæmper 125 hjemløse mænd for at vende tilbage til samfundet -- gennem arbejde og kammeratskab. Ikke alle kommer dog så langt

Leif Elektriker har allerede bestilt plads i den bløde muldjord. Lige ved siden af sin gode ven Jaques, der døde i 1997. For selvfølgelig skal han begraves i det hjørne af Timring Kirkegård, der er reserveret til Møltrups Sønner. Her står allerede 110 hvide gravsten med navnene på hjemløse mænd, der har levet og udåndet på Møltrup Optagelseshjem gennem de seneste snart 100 år.

Leif går lidt rundt med hænderne på ryggen og nikker til stenene, mens han fortæller. Der er kun tre andre tilbage fra dengang i 1989, da han selv ankom til Møltrup blot et par hundrede meter længere ned ad vejen. Resten er døde af druk eller livslede, og mange af dem ligger her i kirkegårdens jord.

Personligt regner han dog ikke med at lægge sig foreløbig, siger han. Selv om han har rundet de 64 år. Men det er også, fordi han holder sig i gang. Noget, der er rig mulighed for på Møltrup. På de 165 hektar jord er der både et fuldt udbygget landbrug med flere end 100 kreaturer og en række værksteder, hvor beboerne får lov til at arbejde for føden. 37 timer om ugen skal de være i sving for at få deres bistand eller pension. Og det er en kur, der virker på de fleste, mener Leif Elektriker.

– De fleste af os passer bare ikke ind i samfundet. Jeg kan ikke holde ud at bo i en almindelig lejlighed, og mange kan ikke få job nogen steder, fordi de er for svingende i deres adfærd. Når man ikke føler, der er plads til én, så knækker de fleste. Men her på Møltrup er alle ens, og der er brug for hver en hånd, og det hjælper. Bare det at have noget at stå op til om morgenen hjælper mere, end man aner.

Der er plads til 125 mænd ad gangen på Møltrup, og der er som regel fyldt op. De fleste beboere kommer af egen fri vilje – ofte uden andet end det tøj, de har på. Andre bliver henvist af de kommunale myndigheder. I gennemsnit bliver de tre-fire måneder, før de igen føler sig parate til livet uden for herregårdens port. Mange kommer dog igen, og enkelte kommer aldrig ud igen.

– Møltrup er en livsstil og på mange måder et lille samfund i samfundet. Her er også regler og pligter, men de er tilpasset, så de kan rumme alle. Og så passer vi på hinanden. Vi har endda vores eget plejehjem, hvor jeg regner med, at jeg skal op og hygge mig om nogle år. For mig er Møltrup som et hjem, og jeg er ikke den eneste, der har det sådan, siger Leif Elektriker, inden vinden tager fat i det store skæg.