Et internat er ikke et hjem, og Rufus har siddet her længe

Landets dyreinternater er fyldte til bristepunktet, og dyr med sort pels adopteres ofte sidst

Patterdale-terrieren Rufus i sin boks på Dyrenes Beskyttelses internat i Roskilde, hvortil hunden kom, efter at den var blevet for stor en mundfuld for ejeren.
Patterdale-terrieren Rufus i sin boks på Dyrenes Beskyttelses internat i Roskilde, hvortil hunden kom, efter at den var blevet for stor en mundfuld for ejeren. Foto: Tine Maria Winther.

”Må vi lige smutte forbi her?”.

De to, der gerne vil forbi og ud ad døren, er en medarbejder på Dyrenes Beskyttelses internat i Roskilde og verdens muligvis mindste hund, der i snor er på vej ud på en af sine fem daglige gåture. Resten af tiden bor den i en boks i hundestalden ved siden af de andre bokse med hunde.

Kort efter forlader en frivillig internatet med to killinger i en transportkasse. De skal bo hos hende, indtil de er 12 uger og har nået adoptionsalderen.

Og ind ad døren kommer to reddere fra en 1812-dyreambulance med en flyttekasse, som er fundet på en parkeringsplads. Nede i den trykker fire kaniner sig i noget halm. Den ene dirrer af stress. Hvor længe de har siddet på parkeringspladsen, er der ingen, der ved.

Men de udgør fire af de over tusind dyr, som hvert år smides ud af ejere, som vælger denne kriminelle metode til at komme af med dem.

”Så er vi oppe på 57 hjemløse kaniner,” konstaterer internatleder Rikke Agner Jørgensen.

Internatleder Rikke Agner Jørgensen mangler gode hjem til blandt andre patterdale-terrieren Rufus.
Internatleder Rikke Agner Jørgensen mangler gode hjem til blandt andre patterdale-terrieren Rufus. Foto: Tine Maria Winther

”Sæsonen for egernunger er ved at være slut, nu er det katte og kaniner,” siger den ene af redderne, 39-årige Steffen Prehn. Hans kollega, Mette Duch Olesen, 61 år, tilføjer, at de mange kaniner skyldes, at ikke alle vil betale for at få neutraliseret deres dyr.

Trods tummel med katte og kaniner i internatets indgangsparti er det egentlig Rufus, der er hovedperson i denne reportage. Rufus, som er hund, er case – det er sådan en, man vælger for at legemliggøre situationen. Ligesom Pia (kat) og Colum (kanin) har Rufus siddet på internatet alt for længe, og det har intet dyr godt af. For selvom her virker rart, er det ikke et hjem, og de, der arbejder her, er ikke familie.

Dyreambulancereddere Steffen Prehn og Mette Duch Olesen har hentet en flyttekasse med kaniner. Dyrene var efterladt på en parkeringsplads.
Dyreambulancereddere Steffen Prehn og Mette Duch Olesen har hentet en flyttekasse med kaniner. Dyrene var efterladt på en parkeringsplads. Foto: Tine Maria Winther

Rufus går sine egne veje

Så hovedpersonen er faktisk slet ikke hjemme; bortset fra et yndlingstøjdyr, en madskål, et tæppe og en hundekasse er boksen tom. På et whiteboard på væggen kan man dog allerede konkludere flere ting om Rufus.

Den første er, at hunden er ude at gå tur. Den anden er en rød magnet, som indikerer, at man skal være opmærksom på Rufus, hvortil journalisten replicerer: ”Er den farlig?”. Men den røde brik markerer blot, at Rufus kan smutte ud af sin gå-sele, hvis man ikke husker at sætte flexlineren i både hals- og mavebånd.

Lysten til at gå sine egne veje er grunden til, at patterdale-terrien var for stor en mundfuld for sin ejer.

En hund efter fri luft. Rufus er ude på internatets hundebane.
En hund efter fri luft. Rufus er ude på internatets hundebane. Foto: Kim Johnsen/Roskilde Internat

Og så er Rufus ikke vild med andre hunde, fortæller Rikke Agner Jørgensen.

”Ligesom mennesker er dyr forskellige, og der er noget, man er bedre til end andet. Rufus er en supergod kammerat, han elsker mennesker, der er træningspotentiale i ham, og han kan være alene hjemme. Men han skal ud til nogen, der respekterer, at han ikke bryder sig om andre hunde,” siger hun.

I øjeblikket har internatet omkring 200 dyr boende, og det betyder, at her er fyldt til sidste plads, sådan som der er på de fleste af landets internater lige nu. Kerneopgaven, understreger Rikke Agner Jørgensen, er at hjælpe dyr i nød – og ikke at tage imod kæledyr, som folk er blevet trætte af.

Men er der ikke fare for, at nogle efterlader deres dyr i en papkasse i stedet for at tage ansvar og selv hjælpe dem videre til en anden familie?

”Det er et spørgsmål om moral og etik, så det burde ikke ske, men jo, desværre hænder det. Nogle gange bliver vi også mødt med trusler om, at kæledyret bliver aflivet, hvis vi ikke tager imod det. Det er ubehageligt, men vi har ikke flere pladser, end vi har, og lige nu er vi fyldt til bristepunktet,” siger Rikke Agner Jørgensen.

Er det overtro?

I kattestalden hilser Pia venligt på. Den nydelige kat er ligesom Rufus sort, og sorte dyr bliver ofte adopteret sidst.

”Jeg ved ikke, om det er noget overtro, der har hobet sig op. Men jeg ville ønske, man så på sindet og kemien, frem for farve og alder,” siger Rikke Agner Jørgensen og tilføjer, at et internat fungerer som dyrenes advokat, indtil det rigtige hjem dukker op.

Sådan et med egen familie og et rart sofahjørne.

Det tredje dyr, som har været her længst, kaninen Colum, har sin helt egen historie, som viser, at man skal være lidt forsigtig med at holde en kanin for folk, man ikke kender.

”En ældre dame stoppede en ung kvinde, og spurgte, om hun ikke lige ville holde kaninen et øjeblik, fordi hun selv lige skulle hente noget. Da der var gået 45 minutter, var damen ikke kommet igen, og nu er Colum her,” siger Rikke Agner Jørgensen.

Så er Rufus tilbage med en logren, der forplanter sig i hele kroppen, og får en ekstra gåtur udenfor i et aflukke uden sine to snore, så den kan demonstrere sit gåpåmod.

”Og så er patterdale-terriere gode til at tage mus,” tilføjer Rikke Agner Jørgensen, mens hun igen sætter snor i begge seler.

Efter en godbid sidder Rufus, der er fire år, igen i sin boks og kigger ud gennem tremmerne, sådan som den har gjort det siden begyndelsen af juli.