Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Et kritisk punkt er nået og ”demokratiet lider”. Partiernes medlemstal falder og falder

Socialdemokratiet er et af de partier, der bløder medlemmer. På blot to år har partiet mistet næsten 4500 ud af 40.000 medlemmer. Billede fra Socialdemokratiets valgfest på spillestedet Vega i København i 2011. Foto: Erik Refner/Ritzau Scanpix

Selvom kurven flader ud viser nye tal, at historisk få danskere er medlem af et parti. Om få år kan partimedlemskabet som vi kender det være fortid

Medlemstallet i de politiske partier har nået et kritisk lavt niveau, og ”demokratiet lider” i fraværet af partipolitisk aktive.

Sådan lyder det fra eksperter på baggrund af en ny opgørelse over partiernes medlemstal, som Kristeligt Dagblad har foretaget.

Opgørelsen viser, at 135.000 danskere i runde tal er medlem af et parti i dag. Især Dansk Folkeparti, Alternativet og Socialdemokratiet bløder medlemmer. Førstnævnte har på fem år mistet cirka 30 procent af medlemmerne, mens Socialdemokratiet har mistet næsten 4500 ud af 40.000 medlemmer på bare to år. Socialdemokratiet er dog fortsat det største medlemsparti i Danmark.

Udviklingen får en række forskere til at tale om, at det medlemsbaserede partidemokrati om få årtier kan være fundamentalt forandret.

”Det her bør virkelig give rynker i panden hos nogle af partierne. De bør være langt mere opmærksomme på at få flere medlemmer med. Demokratiet lider, hvis ikke vi har en bred skare af partimedlemmer,” siger Peter Nedergaard, professor i statskundskab på Københavns Universitet.

Karina Kosiara-Pedersen, lektor og partiforsker på Københavns Universitet, stemmer i:

”Partierne er som rekrutteringskanal for mangfoldige kandidater udfordret, når vi når ned på det her antal medlemmer.”

Lyst til at involvere sig i demokratiet er der masser af, forklarer Karina Kosiara-Pedersen. Facebook-likes, sociale bevægelser, borgerforslag og den slags.

Alligevel er hun bekymret:

”Vi mister det der med, at man melder sig ind i en lokal forening og sætter sig ind i tingene. I stedet bliver det demokratiske engagement lidt ad hoc og flyvsk. Vi får deltagelse, men ikke nødvendigvis den deltagelse, der uddanner folk og giver dem demokratiske kompetencer.”

I går eftermiddag kom Demokratikommissionen, nedsat af Dansk Ungdoms Fællesråd, med en længe ventet rapport om det danske demokratis tilstand. På 191 sider tager kommissionen især fat på de faldende medlemstal, der ifølge rapporten udgør ”en alvorlig udfordring” for demokratiet.

I 1960, hvor tallet toppede, havde næsten 600.000 danskere et partikort i skuffen. For 10 år siden var 150.000 danskere medlemmer af et parti.

De seneste år er kurven fladet ud og har ligget på lidt over 140.000, men drosler altså stille og roligt nedad ifølge Kristeligt Dagblads opgørelse. Dermed er under fire procent af vælgermassen i dag medlem af et parti.

”I dag kender mange slet ikke et partimedlem. Det bliver næsten odiøst at være det,” siger Karina Kosiara-Pedersen.

Det er særligt en udfordring, når partierne skal finde kandidater til de kommune- og folketingsvalg, som langt de fleste stemmeberettigede danskere stadig sætter kryds ved.

”Det bliver en snævrere og snævrere kreds af mennesker, der stiller op til vores valg. Vi kan ikke længere være sikre på, at kandidaterne er særligt repræsentative,” supplerer Peter Nedergaard.

Har vi nået et kritisk punkt med et medlemstal på cirka 135.000?

”Ja, det synes jeg. Partierne er kernen i demokratiet, og derfor er det altså ret vigtigt, det her,” siger Peter Neder-gaard, der opfordrer partierne til at gå nye veje for at skaffe medlemmer:

”Skal der tilbydes fri adgang til partierne uden kontingent i de første år? Skal man være mere opsøgende i lokalområdet? Et eller andet skal der gøres,” siger Peter Nedergaard.

Helene Helboe Pedersen, professor i statskundskab på Aarhus Universitet, kalder det ”super traditionelt” at være medlem af et parti.

Det er ikke kun dårligt ment. Men det er en konsekvens af, at vejnettet af demokratiske aktiviteter er blevet heftigt udbygget i de senere årtier. Kristeligt Dagblad har i denne uge sat eksempelvis sat fokus på, hvordan over en halv million danskere i de seneste to år har sat deres underskrift på et borgerforslag. Sociale medier og likes er et kapitel for sig selv i den fortælling.

De mange punktnedslag af engagement, er på mange demokratisk dannende, men har også en slagside. Det danske samtaledemokrati, hvor høj og lav mødes – eksempelvis i den lokale partiforening – og danner sig en holdning til en lang række emner, ikke kun klima, udlændinge eller hvad man nu farer i flint over på Facebook, er i fare.

”Den kæmpe og afgørende forskel er, at partierne er forpligtet til at have holdninger om alle de emner, vi bekymrer os om. En klimaaktivist kan danne sig holdninger om klimaet uden at tænke på, hvad en grøn politik vil betyde for sociale ydelser og ulighed – det kan et parti ikke,” siger Helene Helboe Pedersen.

Ifølge Karina Kosiara-Pedersen er vi nået derhen, hvor lokalforeninger i de små provinsbyer må lukke.

”Der er et minimum, og det minimum har man nået i nogle lokale partiforeninger, hvor der ikke er nok medlemmer til at opretholde et liv.”

Ser man fremad, er det svært at forudsige hvor langt medlemstallet kan falde. De seneste par års nedgang er især drevet af Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti. De Konservative er derimod i vækst, og flere har i det seneste år også meldt sig ind i De Radikale.

Karina Kosiara-Pedersen forudser, at vi ”om 20 år har transformeret formerne for partitilknytning.”

En ting er, at partierne ikke har brug for medlemmer i samme grad som førhen. Hænder og fødder fra partimedlemmer er knap så vigtige i en tid, hvor flere og flere kampagner orkestreres i reklamefremstød på tv og internet.

Selve politikudviklingen klares ofte på Christiansborg, hvor et flertal i 2017 besluttede at hæve partistøtten med ekstra 52 millioner. En stigning på cirka 40 procent af den samlede gruppestøtte, hvoraf en del af pengene bruges til at ansætte professionelle rådgivere i partiernes sekretariater.

Måske vi derfor snart ser partier, der åbner op for gratis medlemskaber eller afstemninger, hvor alle – også ikke-medlemmer – kan deltage.

Eksempelvis gjorde Canadas liberale parti, for hvem den nuværende premierminister Justin Trudeau er valgt, i 2016 medlemskabet helt gratis. Og i England gjorde arbejderpartiet Labour for et par år siden det muligt at stemme til formandsvalg, hvis man registrerede sig under et særligt medlemskab til tre pund, cirka 25 kroner. Til sammenligning koster det 500 kroner om året at være medlem af Socialdemokratiet.

Mette Abildgaard, politisk ordfører i De Konservative og medlem af Demokratikommissionen, mener at tendensen med lave medlemstal bliver ”svær at vende”.

”Jeg tror, vi kan blive tvunget til at eksperimentere med medlemsformer og inddragelse. Eksempelvis har vi i Demokratikommissionen diskuteret alternative partimedlemsskaber, hvor man kun bakker op om en del af politikken og eksempelvis tegner et grønt medlemskab.”

Skulle vi ende med differentierede partimedlemskaber – et for de grønne, et for pensionister og et for dem med små børn – vil det være en bitter pille at sluge, vedkender hun dog.

”Jeg vil nødig den vej. Partierne kan balancere samfundshensyn, hvor man anskuer noget ud fra en samlet interesse. Det er unikt.”