Prøv avisen

Et liv alene

25 ældre kvinder og mænd beskriver i bogen "Ældre om ensomhed" følelsen af ensomhed. Modelfoto. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

25 ældre fortæller om ensomhed. En ensomhed, som kan true helbred og forstand, men som ikke skal accepteres. For som flere af skribenterne har erfaret, kan ensomheden bekæmpes

Maden og mørket. Det er der, ensomheden vejer allertungest. Når middagen indtages i tavshed, og når man om natten rækker hånden over på den anden side af sengen, bare for at blive mindet om, at der ikke længere er en anden hånd at gribe fat i.

Når 25 kvinder og mænd i bogen ”Ældre om ensomhed” skal beskrive følelsen af at være alene, er det hverdagens rutiner, som for de fleste er sværest at håndtere, og især maden og mørket går igen i flere indlæg. For ensomheden bliver skræmmende tydelig, når der kun er dækket op til en person. Og når mørket sænker sig, råber ensomheden stadig højere fra hver eneste tomme stol og hvert eneste familiefoto.

De 25 skribenter, som i alder spænder fra 56 til 86 år, har vidt forskellige baggrunde, men er alle endt i ensomhed, ofte på grund af ægtefællens død. Men ikke alle har haft lige let ved at løfte sig fri af ensomhedens tyngende vægt.

Nogle erkender ærligt at have resigneret, at have mistet troen på noget bedre. Andre har valgt at kæmpe, at tro på et mere givende samvær end fjernsynets uendelige serier.

At det betaler sig at kæmpe mod ensomheden, oplevede 82-årige Helmut Nielsen fra Odense.

Det første års tid efter hustruen Emmas død var sorgen så altoverskyggende, at den ”truede min forstand og mit helbred”, som den pensionerede fiskehandler beskriver det i bogen.

Men et møde med en venlig mand på kirkegården og en erindring om Emmas ord om, at han ikke egner sig til at være alene, får ham til at indse, at han enten må dø af sorgen eller leve med savnet. Han vælger det sidste og tager til fest på en aftenskole, hvor han engang var medlem.

"Snart var jeg kendt af alle som deres gamle fiskehandler, som de sådan havde savnet. Deres venlighed og forståelse gjorde mig godt, og snart følte jeg mig som midtpunkt ved bordet ... Alle ville danse med mig, og pludseligt gik det op for mig, at jeg lo af deres vittigheder. Jeg tænkte på Emma og manden på kirkegården. Jo, de havde haft ret. Mange ensomme ligesom jeg savnede selskab. Men jeg havde trukket mig som en snegl ind i sit hus, endnu ikke klar efter tabet af min kone," skriver Helmut Nielsen i sit indlæg i bogen.

Sværere er det for 75-årige Kathe Cambo fra Holte ved København. Hendes mand er ikke død, men har forladt hende ”efter 44 års ægteskab - til fordel for en yngre model”.

En situation, som i andres øjne ikke gør hendes ensomhed så alvorlig, oplever Kathe Cambo, når hun forsøger at bryde ensomheden, blandt andet ved at besøge det lokale ældrecenter.

"Enten var det sammenspiste kliker, hvor der ikke var plads til nye, eller også havde de stor familie og omgangskreds, og derfor ikke brug for nye venskaber. Samtidig følte jeg, at jeg blev vejet og fundet for let, når jeg svarede på spørgsmålet: ”Nå, hvad døde din mand af, og hvor længe er det siden, at du blev enke?”. Når jeg så fortalte, hvad der var hændt mig, blev der udvekslet sigende blikke," skriver Kathe Cambo, som ærligt skriver, at ensomheden har gjort hende bitter.

Flovt at være ensom

Helmut Nielsen, Kathe Cambo og de 23 øvrige skribenter i ”Ældre om ensomhed” er langt fra de eneste, der tynges af ensomheden.

I rundspørger har syv procent af alle ældre over 70 år givet udtryk for, at de føler sig ensomme. Det svarer til godt 65.000 personer, men flere mener, at tallet er endnu højere, da man nødigt taler åbent om sin ensomhed.

Oplevelsen af at røre ved et tabu havde journalist og forfatter Peter Olesen også, da han sammen med sin medredaktør Birgit Madsen skulle finde de 25 skribenter til den nye bog, som er nummer elleve i en serie om sorg og savn.

De tidligere bøger har handlet om så svære situationer som at miste et barn eller en ægtefælle, at få et handicappet barn eller at være livstruende syg. Men ingen af bøgerne har været så svære at skabe som bogen om ensomhed, oplevede Peter Olesen.

"Folk står gerne frem og fortæller om deres enkestand, deres sygdom og deres handicap, men ensomheden skjuler man. At være ensom er nærmest pinligt. Det er jo de færreste, der går alene på café eller i teatret, for man vil jo nødig opfattes som ensom. Men sandheden er jo, at ensomheden rammer næsten os alle på et eller andet tidspunkt i livet, og derfor er det også så vigtigt at tale åbent om det, fremfor at isolere sig, for så kan ensomheden blive ødelæggende," siger Peter Olesen.

At ensomhed ikke behøver at blive en kronisk, ødelæggende tilstand, har flere af bogens skribenter oplevet. Alle har de stadig perioder med ensomhed, men at turde søge fællesskabet har givet nye venskaber, gode oplevelser og en ny glæde ved livet.

Sådan gik det for 74-årige Margit Hvidberg-Knudsen fra Fåborg, som efter lang tids modløshed, udløst af sin mands død og datterens alvorlige sygdom, indså, at hvis tingene skulle ændres til det bedre, måtte hun begynde med sig selv.

"Jeg købte en ny, lille hund, som jeg så kunne være noget for. Vi går til agility og på udstillinger. I det hele taget er et kæledyr og især en hund en glimrende måde at få kontakt til andre mennesker på. Med andre ord: For at undgå følelsen af at være udenfor - ensom - involverer jeg mig i mange ting. Men så snart jeg ikke selv er aktiv, har jeg denne modbydelige følelse af at være udenfor, og det er som sagt kun mig selv, der kan modarbejde den," skriver Margit Hvidberg-Knudsen.

Peter Olesen ser Margit Hvidberg-Knudsen og flere af bogens andre skribenter som rollemodeller i kampen mod ensomhed.

"Jeg deltog på et tidspunkt i et radioprogram om ensomhed og fik efterfølgende et brev fra en kvinde, som selv havde svært ved at bryde ud af sin ensomhed. Jeg svarede hende, at jeg ikke ville tale hende efter munden, men i stedet give hende et kærligt spark bagi. For ensomheden kan bekæmpes, den skal ikke bare accepteres. Men selv om det kan virke uhyre svært, kræver det en aktiv indsats fra den enkelte. Det beviser flere af de medvirkende i bogen, og derfor er deres historier så vigtige. Ensomhed er et livsvilkår, men det behøver ikke blive en permanent tilstand," siger Peter Olesen.

”Ældre om ensomhed - 25 ældre skriver om at være ensom”, redigeret af Birgit Madsen og Peter Olesen. 197 sider, 229 kroner.