Et liv i Kampmanns fodspor: ”Han rummede en enestående kombination af talenter”

Som 89-årig har professor emeritus Ejvind Damsgård netop nedfældet sit sidste bidrag til den økonomiske videnskab og den social- demokratiske historie. Hans far var kirkeminister under Stauning, og han har selv fulgt velfærdsstatens udvikling på nærmeste hold. I sin nye bog peger han ikke mindst på tidligere statsminister Viggo Kampmans (S) afgørende rolle for udformningen af det samfund, vi har i dag

Den 89-årige lektor emeritus Ejvind Damsgård Hansen er aktuel med en bog om efterkrigstidens økonomiske og sociale reformer, der blev båret frem af den politiske bevægelse, der i dag fejrer 1. maj. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.
Den 89-årige lektor emeritus Ejvind Damsgård Hansen er aktuel med en bog om efterkrigstidens økonomiske og sociale reformer, der blev båret frem af den politiske bevægelse, der i dag fejrer 1. maj. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.

For den unge nationaløkonom Ejvind Damsgård var det en fast tradition at gå i demonstration, når kalenderen sagde den 1. maj. Arbejdernes internationale kampdag.

Han var nemlig opvokset i et ”stærkt troende socialdemokratisk hjem”.

Men for ganske nyligt var han blevet ansat i Udenrigsministeriet, hvor han arbejdede under en fuldmægtig, der var ”særdeles konservativ.” Så hvordan kunne han få tilladelse til at tage i Fælledparken og fejre dagen?

”Efter mange overvejelser kom jeg frem til en udvej. For vores minister H.C. Hansen, der også var socialdemokrat, skulle jo holde tale på Fælleden. Så jeg sagde bare, at jeg ville gå over og høre ministeren, og det kunne han jo ikke sige nej til.”

Historien er fra 1957, og manden bag den – Ejvind Damsgård – er ikke længere en ung nyansat nationaløkonom, men de socialdemokratiske sympatier er blevet hængende.

Til gengæld er den 89-årige lektor emeritus aktuel med en bog om efterkrigstidens økonomiske og sociale reformer, der i allerhøjeste grad blev båret frem af den politiske bevægelse, der i dag fejrer 1. maj.

Vi har sat os ved bordet i spisestuen i hans parcelhus i Emdrup lidt nord for København.

Foran os ligger den bog, Ejvind Damsgård har brugt de seneste tre år af sit liv på at gøre færdig.

”Den skulle være færdig, inden jeg døde,” som han selv siger det.

På forsiden ser man et billede af Viggo Kampmann, tidligere socialdemokratisk stats- og finansminister. Og det er næppe nogen tilfældighed, for ifølge Damsgaard må man ikke undervurdere Kampmanns betydning for udviklingen af det samfund, vi kender i dag.

Han lærte ham aldrig at kende personligt og har kun truffet ham ved enkelte lejligheder, for eksempel til en mundtlig eksamen på økonomistudiet, hvor Kampmann var censor. Men han fulgte ham tæt hele livet, først som embedsmand i Udenrigsministeriet, og siden 1968 som lektor på Handelshøjskolen i København.

”Det er et enormt stort reformkompleks, han står for at udvikle op gennem 1950’erne og 1960’erne, og det er ingen overdrivelse at sige, at Danmark blev et helt andet land i den periode.”

I bogen beskriver Damsgård, hvordan Kampmann i sin tid som først embedsmand og siden finansminister (1953 til 1960) og statsminister (1960 til 1962) var med til at støbe de kugler, der senere blev til folkepensionen, momsen, kildeskatten, invalidepensionen og dagpengene. På samme måde var Kampmann en afgørende indpisker i enorme statslige investeringer i almene boliger, infrastruktur og uddannelsesinstitutioner.

Ejvind Damsgård beskriver Kampmann som en uortodoks og visionær politiker.

”Dengang var mange socialdemokrater indstillet på, at man skulle have en vis planøkonomi. Men Kampmann var omvendt en stærk tilhænger af, at produktionens tilblivelse skulle foregå på markedsvilkår. Til gengæld skulle staten disponere over en betydelig del af indtægterne.”

Det var denne kombination – af vækst, velfærd og en aktiv finanspolitik – der var med til at skabe den højkonjunktur, der satte ind fra 1957, og som varede helt frem til 1974.

Ejvind Damsgård, der er født i 1931, har selv fulgt udviklingen tæt gennem hele livet. Det hele startede i Brande i Midyjylland, hvor han voksede op som den yngste af fire sønner i et socialdemokratisk lærerhjem.

I 1928 blev faderen Johannes valgt til Rigsdagen, og så flyttede familien til Østerbro i København. Efter et par år på tinge, blev faderen udnævnt til kirkeminister i Staunings anden regering, og det var på den baggrund, at den niårige Ejvind i maj 1945 blev vidne til et stykke danmarkshistorie. Han var nemlig med sin far på arbejde, da Rigsdagen blev genåbnet efter Befrielsen. Det foregik i Fællessalen på Christiansborg, hvor Christian 10. skulle holde tale. Salen var fyldt til randen med den danske politiske elite, så den lille dreng kunne ingenting se.

”Men så var der en dame, der skubbede mig lidt frem, så jeg stod forrest på trappen ned til salen. Jeg har tænkt på, om der er andre tilstede her i landet, der har overvåget Rigsdagens åbning i 1945 personligt, der ikke er på kirkegården. Det er der jo nok ikke.”

Efter gymnasiet blev Ejvind Damsgård optaget på Københavns Universitet, hvor han skulle studere nationaløkonomi ligesom Viggo Kampmann, der med tiden blev et stort forbillede.

Derfor var det også en stor oplevelse, da han i 1972 blev kontaktet af Viggo Kampmann, der i mellemtiden var gået af som statsminister på grund af alvorlig sygdom. I et brev foreslog Kampmann, at de to økonomer gik sammen om at skrive en bog om perspektiverne for dansk erhvervspolitik. Anledningen var, at Ejvind Damsgård og hans hustru et par uger for-inden havde fået bragt et debatindlæg om apotekervæsnets økonomi i Berlingske Tidende. Bogprojektet blev dog aldrig til noget, og i 1976 døde Kampmann, kun 65 år gammel.

I dagene efter studerede Ejvind Damsgård avisernes nekrologer med stor interesse – men han savnede en ”ordentlig rubricering” af Kampmanns økonomiske tænkning, der havde fascineret og inspireret ham hele livet igennem.

Derfor gik han selv til tasterne, og på etårsdagen for Kampmanns død kunne man i Politiken læse en kronik, der også er er gengivet i den nye bog. I teksten henviser han til et essay, hvor den engelske økonom John Maynard Keynes filosoferer over, hvorfor dygtige nationaløkonomer tilhører en uhyre sjælden race:

”Han må have evnen til at tænke abstrakt og konkret på samme tid. Han må kunne anskue samtiden i lys af fortiden med henblik på at kunne forudse fremtiden. Ingen dele af menneskelivet må være ham fremmed,” skriver Keynes.

Tilbage i Emdrup sidder Ejvind Damsgård og bladrer i sit endegyldigt sidste bidrag til den økonomiske videnskab og sit partis historie.

”Jeg mener, at Keynes’ ord er dækkende for den alsidighed, som Kampmann besad. Han rummede en enestående kombination af talenter, der ved naturens rundhåndethed var blevet nedfældet i et enkelt menneske.”