Prøv avisen

Erik Bjerager: Et lys i mørket

Redningen af de danske jøder har bud til os alle i dag

For nogle år siden benyttede vi her på Kristeligt Dagblad en svensk mediekonsulent, der skulle hjælpe os med udviklingen af avisen. Han tog dagligt turen fra Skåne og til København, og en dag fortalte han om, hvordan hans kosulentarbejde for avisen havde fået hans far til at fortælle den fulde historie om sin flugt til Sverige mange år tidligere.

Faderen var jøde ligesom sin søn, men han var østrigsk jøde og blev i slutningen af 1939 sendt til Danmark som plejebarn. Den familie på Midtsjælland, der tog imod ham, fastholdt han kontakt med resten af sit liv, men allerede i eftersommeren 1943 stod det klart, at den unge jøde måtte flygte fra Danmark til Sverige. Begge hans forældre og hans bror var på det tidspunkt omkommet i de nazistiske kz-lejre.

Den unge Erik Walter Sommerstein, som han hed, blev forelsket i et andet østrigsk plejebarn, Margit, og sammen ville de flygte til Sverige, da tyskernes aktion for at deportere de 7000 danske jøder til tyske kz-lejre gik i gang natten mellem 1. og 2. oktober 1943. Men de to unge jøder manglede penge til at komme over Øresund til det neutrale Sverige. Det vidste de mennesker, der skjulte dem, og ad omveje kontaktede de den daværende chefredaktør på Kristeligt Dagblad og bad om penge. Det var kendt, at avisen i slutningen af 1930’erne havde stået bag en stor pengeindsamling til fordel for jøderne i Tyskland, som man ville hjælpe i sikkerhed. Indsamlingen havde stor opbakning i den kirkelige verden, og der kom mange penge ind. Måske var det herfra, at den daværende chefredaktør, Jens Theodor Thomsen, tog pengene, måske tog han dem af avisens kasse eller af egen lomme.

I hvert fald kom de unge jøder i sikkerhed, og mange år senere kom deres søn til at arbejde for den avis, hvis redaktør havde hjulpet hans forældre med at redde deres liv.

Heldigvis var denne hjælpsomhed over for de jødiske landsmænd langtfra enestående. Det var et lyspunkt i mørket, at de danske jøder med få undtagelser blev reddet fra tysk deportation.

Historikerne bliver formentlig aldrig enige om, hvad der rent faktisk skete og gjorde den omfattende hjælpeaktion mulig, men sikkert er det, at den ikke var blevet mulig uden mange menneskers uegennyttige indsats og hjælp. Det spillede en særlig rolle, at den kristne kirke, som igennem århundreder havde været dybt præget af antisemitisme og fjendskab over for jøder og jødedom, i Danmark havde lagt antisemitismen bag sig.

Det såkaldte hyrdebrev fra biskopperne, der den 3. oktober 1943 blev læst op i landets kirker, rummede en utvetydig protest mod forfølgelsen af jøder og kaldte det for en kristen pligt at hjælpe. Som det fremgår af artikler i denne særavis om redningen af de danske jøder, var det kendt blandt de flygtende jøder, at danske præstegårde var fristeder, hvortil man kunne søge ly og hjælp.

Men mange hjalp, i hele befolkningen, og selvom motiverne kunne være blandede, har redningen af jøderne givet Danmark et ry, som vi her 75 år senere må tillade os at være stolte af. Det var måske nationens finest hour, da så mange i befolkningen rejste sig i protest og handlede menneskeligt i den umenneskelige situation og anstændigt i en verden, hvor anstændighedsbegrebet havde mistet sin betydning, sådan som det formuleres et sted her i avisen.

Tilbage står den erfaring, som mennesker også gør sig i dag, at ved at handle anstændigt og medmenneskeligt værner man ikke bare om sit medmenneske, men man værner også om sin egen anstændighed og menneskelighed.