Prøv avisen

Et mandat forpligter, til du får et bedre tilbud

Jens Rohde, europaparlamentariker og byrådsmedlem i Viborg, valgte i weekenden at forlade Venstre og i stedet melde sig ind i Radikale Venstre. - Foto: Scanpix

Vælgerne kan ikke forvente livslang partiloyalitet fra Jens Rohde og andre politikere i en tid, hvor vælgerne selv hopper rundt mellem partierne, mener eksperter

For 100 år siden rejste man en statue på torvet af den trofaste politiker, der havde tjent sit parti gennem et langt liv.

I dag ved man ikke, om den politiker, man har stemt på, bliver siddende perioden ud, eller om vedkommende bliver ved med at være medlem af samme parti.

Det blev igen tydeligt i weekenden, da medlem af Europa-Parlamentet og byrådet i Viborg Jens Rohde meddelte, at han siger farvel til sit gamle parti Venstre og går til Radikale Venstre. Blandt andet fordi, han ikke kan stå inde for stramninger af asyl- og udlændingepolitikken, som V-regeringen har gennemført de seneste måneder.

”Jeg føler, at Radikale Venstre på mange måder er det Venstre, som jeg meldte mig ind i, da jeg var ung. De står for de samme liberale, klassiske dyder. Og jeg synes, at der mere end nogensinde er behov for en klar liberal tilgang til de udfordringer, vi står over for i verden i dag,” sagde Jens Rohde i går til Ritzau.

Dermed følger han efter en række andre politikere, der i nyere tid har skiftet fra et parti til et andet. I sidste folketingsperiode hoppede blandt andre Uffe Elbæk fra De Radikale til Alternativet, Ida Auken fra SF til De Radikale og Astrid Krag fra SF til Socialdemokratiet.

Ifølge Tim Knudsen, der er professor emeritus ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, skifter politikere i dag parti langt oftere end før i tiden.

”Det er både blevet mere almindeligt at skifte parti, men også at gå ud af Folketinget midt i en valgperiode. Et mandat til at repræsentere vælgerne opleves ikke nær så forpligtende i vore dage som i ældre tid. Det hænger nok også sammen med, at mange ikke ved, hvem der er min folketingsmand, og hvem der repræsenterer mig i mit område,” siger Tim Knudsen.

Det er hans indtryk at flere politikere ser deres job som et personligt karriereprojekt.

”Får man et fristende tilbud og ser muligheder et andet sted, så er man ikke så bange for at hoppe over i noget andet. Det bliver forstærket af, at det heller ikke længere er så trygt mere at sidde som politiker. Der er større forskydninger fra valg til valg. Men kan hurtigere i vore dage risikere at ryge ud af Folketinget eller Europa-Parlamentet, fordi vælgerne har ombestemt sig,” siger han og fortsætter:

”Der er en større flygtighed i forholdet mellem vælgerne og de valgte. Det er heller ikke sådan, at vælgerne bliver frygteligt forargede eller overraskede, når politikerne forlader deres plads eller skifter parti. Det sker der ikke så meget ved. Men når de så gør det anden gang, så får de ry for at være en politisk flakke. Sådan nogle som Karen Jespersen (V) og Naser Khader (K), der har været i tre partier eller endnu flere, tør man næsten ikke stemme på, fordi man ikke ved, hvor de går hen næste gang.”

Også Rulle Grabow, der er kommunikationsrådgiver og tidligere spindoktor, mener, det er menneskeligt, at politikere ændrer holdninger over tid - selvom det puster til politikerleden, når de gør det.

”Det er ikke befordrende for den vaklende tillid til politikerne, og generelt kan det bidrage til en 'hvad kan man egentlig regne med-tilstand'. Men det synes jeg personligt er lidt urimeligt. Vi andre har også lov til at ændre mening, og de fleste af os kan nok godt genkende, at vi mente noget andet i vores teenageår, end vi gør i dag. Når vi andre har lov til at ændre holdning til væsentlige politiske ting i vores liv, så må politikerne selvfølgelig også det.”

Hun mener, det hører fortiden til at tilhøre det samme parti fra vugge til grav.

”I gamle dage var du Venstremand ind til benet og i hjertet, og det var din familie også. Den politiske identitet, som rakte ud over den konkrete person, ser vi ikke så meget i dag. Man oplever i højere grad, at politikere ser deres hverv som en karriere, og kan skifte parti eller job af de samme årsager, som når almindelige mennesker skifter job: At det var kedeligt, eller at man ikke kunne lide at være der mere, eller man gerne vil prøve noget andet. Men der er en tendens til, at man som befolkning har strengere krav til, hvad politikerne må og ikke må.”

Filosof Anders Fogh Jensen mener omvendt, at det i orden, at man stiller andre krav til politikere end til folk i såkaldt almindelige job. Skal en politiker skifte parti med troværdigheden i behold, må han eller hun kunne sandsynliggøre, at det er for sagens skyld og ikke for egen vinding:

”Selvfølgelig kan man diskutere, hvor megen tillid politikerne efterhånden har at miste. Men jeg mener alligevel, at det er vigtigt for folkevalgte politikere at vise, at de ikke vil have embedet for deres egen skyld, men at de gør det for en højere sags tjeneste. At de vil gøre deres bedste for befolkningens skyld. Derfor kan et partiskifte fra en politiker virke på to måder. Hvis det er et meningsskifte, hvor man ikke længere kan stå inde for partiets nye linje, så kan et skifte faktisk styrke troværdigheden, fordi man netop siger sandheden. Bliver det derimod opfattet som et klart karrieretræk, falder troværdigheden. I forlængelse af filosoffen Kant kunne man sige, at det handler om, hvorvidt skiftet er båret af interesse for sig selv, eller om det er for befolkningens skyld.”