På mandag vil statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) indkalde partierne et for et for at undersøge, hvordan man kommer videre efter det klare nej ved folkeafstemningen i torsdags.
På et pressemøde fortalte han, at han ikke i valgkampen havde hørt et eneste argument imod Danmarks tilslutning til Europol. Derfor vil han finde ud af, om partierne stadig mener det, og så vil han arbejde for, at Danmark får en såkaldt parallelaftale med EU.
Men kan man det? Er et nej ikke et nej? Næ, ikke, hvis man spørger den juridiske sagkundskab.
Nej'et kan godt fortolkes, men der er nogle spilleregler, der skal overholdes, hvis et politisk flertal nu alligevel vil til at plukke i de dele af EU's retlige samarbejde, som Danmark fortsat alligevel gerne vil være med i.
Det afgørende er, hvilken metode politikerne vælger for samarbejdet.
Seniorrådgiver Per Lachmann er tilknyttet Tænke-tanken EUROPA, fra 1971 var han ansvarlig for EU-juraen i Udenrigsministeriet, og senere var han kommitteret i EU- og statsret i ministeriet.
Han forklarer, at meget afhænger af, hvordan Danmark vil tage del i EU's retspolitik.
Indgår man en parallel-aftale om et politisk område, er det mellemstatsligt, og Danmark afgiver ikke suverænitet. Det kan gennemføres med almindeligt flertal i Folketinget.
Det store tema i valgkampen, politisamarbejdet Europol, er i dag mellemstatsligt, men fra midten af 2017 ventes det gradvist at overgå til at blive overstatsligt. Danmark står her med to valgmuligheder. Den ene er at indgå en parallelaftale på linje med de aftaler, ikke-EU-lande som Norge har. Det kan man gøre uden en ny folkeafstemning, fordi Danmark stadig bevarer suveræniteten og for eksempel kan droppe aftalen igen, hvis der skulle være flertal for det i Folketinget.
Tidligere mangeårigt medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU og Junibevægelsen Jens-Peter Bonde advarer dog imod en parallelaftale.
”Hvis vi anmoder om en parallelaftale, mister vi muligheden for at foreslå forbedringer i forordningen. Vi vælger så en vej, hvor vi altid vil være i et fotokopirum, hvor vi kopierer, hvad de andre har besluttet på retsområdet. Det er noget smartere at formulere en tilvalgsaftale, hvor vi deltager ligeberettiget på de tilvalgte områder. Det giver fuld medindflydelse,” siger han.
En tilvalgsordning er den anden mulighed. Men var det ikke tilvalgsordningen, vi lige stemte om? Jo, men her er der tale om en begrænset tilvalgsordning, hvor landet udtrykkeligt kun tilvælger lige præcis Europol og måske nogle af de retsakter, ja-partierne har foreslået. Det er ikke et generelt tilvalg af hele det retlige område.
De lærde er imidlertid uenige om, hvorvidt Danmark kan få EU til at acceptere det begrænsede tilvalg. Det var i hvert fald ikke, hvad der lå i den oprindelige tilvalgsaftale, Danmark indgik med EU i forbindelse med Lissabon-traktaten i 2009.
Det politiske problem er, at hvis et flertal i Folketinget enes om at foreslå et begrænset tilvalg, for eksempel af Europol, kræver det endnu en folkeafstemning, fordi der afgives suverænitet. Tilvalgsordningen kunne teoretisk i stedet vedtages med fem sjettedeles flertal i Folketinget, men politisk er det ikke muligt, påpeger Per Lachmann.
”Efter nej'et til Maastricht-traktaten i 1992 fik vi de fire forbehold, som kom igennem Folketinget med fem sjettedeles flertal, og derfor var det ikke juridisk nødvendigt med en folkeafstemning, men af indlysende grunde var det politisk nødvendigt, og derfor gennemførte de en folkeafstemning alligevel,” siger han.
”Det følger direkte af det nationale kompromis fra dengang, at man ikke kan ændre EU-forbeholdene uden en ny folkeafstemning, og derfor er man nødt til at holde en folkeafstemning mere, hvis man laver en ny tilvalgsordning,” siger han.
Professor Peter Pagh med speciale i EU- og miljøret fra Københavns Universitet påpeger, at Danmark også efter 2017 vil være med i Europol, bortset fra de dele, der gøres overnationale, men det vil kun ske gradvist. Så der er tid til at forhandle enten en parallelaftale eller en ny tilvalgsaftale på plads, mener han.
Især Dansk Folkeparti har et problem, hvis det ender med en tilvalgsordning, fordi tilslutning til Europol på denne måde forudsætter, at man også accepterer Schengen-samarbejdet. Det er det overstatslige samarbejde, som sikrer åbner grænser inden for EU, og det kolliderer direkte med Dansk Folkepartis ønsker om en dansk grænsekontrol.
Så der er nok at tale om for partierne, når de nu skal fortolke nej'et, der ikke bare er et nej.