Et nyt billede af den danske kolonihistorie

Nationalmuseet åbner nu en ny fast udstilling om dansk kolonihistorie med afsæt i beretninger fra og om de involverede mennesker. Museet håber, at det kan nuancere fortællingen om de onde og ofrene

Et nyt billede af den danske kolonihistorie
Foto: MELISSA KÜHN HJERRILD .

Den sjette august 1735 afsagde retten på den dansk-vestindiske ø Sankt Thomas dom over slaven Fransiskus: 150 piskeslag og et øre skåret af som straf for at flygte fra den plantage, hvor han var slave. Dommen eksekveredes samme dag, og Fransiskus røg retur til slavetilværelsen på samme plantage.

Plantagens ejer, Johan Lorentz Carstens, var givet tilfreds med den kontante afstraffelse af slaven Fransis-kus. Carstens ejede fem plantager i Vestindien, og det krævede en fast hånd at få dem til at give et hæderligt afkast. Carstens havde formået at opbygge en større formue og kunne snart vende tilbage til Danmark med sin familie og nedsætte sig som godsejer med adelsnavnet Castenschiold.

Skæbnen knyttede de to mænd sammen under den dansk-vestindiske kolonitid, og de er blot to ud af mange, hvis livsbane blev udsstukket af Danmarks involvering i kolonidrift og slavehandel fra 1600-tallet og frem.

De to mænd spiller sammen med 32 andre kolonirelaterede skæbner en bærende rolle i Nationalmuseets nye, permanente udstilling om Danmark som kolonimagt under såvel varme som kolde himmelstrøg.

”I vores arbejde med udformningen af udstillingen har vi gjort os mange overvejelser om, hvordan man bedst muligt formidler dette på mange måder mørke kapitel i danmarkshistorien. Det skal ikke handle om skyld og skam. Omvendt føler vi os forpligtet til at fortælle om de voldsomme konsekvenser, som dansk kolonisme fik for folk ude i verden og fortsat har det i dag. Her dukkede idéen med personhistorierne op – historier, som museets forskere igennem årene har trukket ud af de historiske kilder. Alle de historier samlede vi og udvalgte 34, der skildrede levede liv og skæbner i de forskellige egne af verden, hvor danskere havde koloniale interesser. På den måde søger vi at give de berørte selv en stemme og lade dem fortælle deres version af historien,” forklarer antropolog Mille Gabriel fra Nationalmuseet, der sammen med kollega Louise Sebro er kurator på udstillingen.

Fra Dansk Vestindien hører vi også om slaven Andreas, som fik den tvivlsomme ære at være såkaldt bomba og svinge pisken over andre slaver for at holde tempoet i det slidsomme plantagearbejde. Det beskidte arbejde gav ham givet visse fordele.

Eller husslaven Anna Catherina, der måtte lægge krop til baron og plantageejer Lucas de Brettons uhyrligheder og meget opsigtsvækkende valgte at stævne sit herskab. I 1807 stod de Bretton med hustru derfor i retten over for sin slavinde og vandt ikke overraskende retssagen.

”Tilfældet Anna Catherina viser, at ikke alle slavegjorte lod sig kue uden at gøre modstand. I udstillingen vil vi netop gerne fremhæve de nuancer. At nogle havde energien til at handle og kæmpe for deres rettigheder trods et retssystem, hvor ingen lyttede til de slavegjorte. Vi prøver at nuancere forestillingen om de onde og ofrene, myterne og at udfordre folks forhåndsviden. Der er den hvide anti-helt i form af soldaten Christian Andersen, der måtte afsone talrige domme for druk og ballade i kachotten på Sankt Croix, og den sorte barnepige, der endte med at gemme sit hvide herskab under sengen hjemme hos sig selv, da oprørerne brændte plantager ned under arbejderopstanden i Vestindien i 1878. I Afrika ser vi tilsvarende gråzoner med en afrikansk elite, der sælger krigs- og gældsfanger til europæiske slavehandlere. Og da de løb tør for dem, udførte de regulære raids for at få fanger nok at sælge videre,” fortæller historiker Louise Sebro med speciale i Dansk Vestindien.

Mosaikker af andre personfortællinger tegner de andre danske kolonier, der omfattede Trankebar og andre mindre besiddelser i Indien, flere handelsstationer på Guldkysten (nuværende Ghana), Dansk Vestindien og Grønland. Island og Færøerne defineres som en del af rigsfællesskabet og ikke som kolonier.

”Den danske kolonisme tager afsæt i en fascination af fjerne egne og ønsket om eksotiske varer som bomuld, silke, krydderier, kaffe, te, tobak, sukker, elfenben, sælskind og spæk. Men i udstillingen ønsker vi at løfte blikket fra varerne og se på livet, der udspillede sig i kolonierne. Hvordan levede danskerne i de fjerne egne? Hvordan agerede grønlænderne i et system, hvor alt blev reguleret af Kongelige Grønlandske Handel? Hvad lavede de slavebundne arbejdere, når de havde fri? Vi ser på forskelle mellem de forskellige magtrelationer, som danskere indgik i: plantagesamfundet i Vestindien, missionen i Grønland og som handelspartnere i Indien og Vestafrika,” fortsætter Louise Sebro.

Udstillingen rummer få velvalgte genstande til at underbygge personhistorierne. En tandbørste, vaskeklude og en kostbart klædt høvding med elefanthale-vifte fra Vestafrika. En forsølvet vandpibe fra Indien og slavens enkle sukkerkniv. En gyngestol med fletryg velegnet i tropevarme og en vandkøler. En hængekøje, en husgud og en købmandsbutik fra en grønlandsk handelsstation med uldsokker, fiskenet, perler og sælskind.

Det hele ledsages af lydoptagelser af trommer, gribende fortællinger og grønlandske skolebørns sang. Optagelserne er foretaget i Afrika, Virgin Islands, Indien og Grønland tilbage i 1960’erne-80’erne og er klippet sammen til et stemningssættende lydtæppe for udstillingen.