Et par køretimer kan få dårlige bilister til at stoppe

Pensionist Marie Louise Tronhjem fik med et par vejledende køretimer sin mand til at lægge kørekortet fra sig. Nu tager kørelærerne idéen op

Hvis familien har givet op, kan en kørelærer godt vurdere, om farfar fortsat bør sidde bag et rat, men det bliver ikke nemt.
Hvis familien har givet op, kan en kørelærer godt vurdere, om farfar fortsat bør sidde bag et rat, men det bliver ikke nemt. Foto: Morten Germund/Ritzau Scanpix.

Det er alvorlige sværdslag, der tages rundt om i familierne, når der er tvivl om, hvorvidt et ældre medlem bør lægge kørekortet fra sig.

Det har flere læsere givet udtryk for efter en artikel her i avisen i sidste uge om, at det har lagt pres på pårørende, at ældre bilister ikke længere skal omkring lægen for at få fornyet kørekortet.

En af dem, der har haft problemet inde på livet, er 84-årige Marie Louise Tronhjem, som netop har fået fornyet sit eget kørekort for de næste 15 år.

”Jeg var lige ved at falde bagover,” siger Marie Louise Tronhjem, som altså, hvis der ikke støder sygdom til, kan køre, til hun er 99 år, før hun skal på Borgerservice og have kortet fornyet igen.

Marie Louise Tronhjem er glad for sit kørekort, og ”tænker sig om”, når hun kører, men det var en stor udfordring for familien, da de skulle overtale hendes nu afdøde mand til at give slip på kørekortet, fortæller hun.

”Jeg var gift med en kirurg, en overlæge, i 58 år, og da børnene og jeg kunne se, at far ikke burde køre mere, var vi godt klar over, at vi ikke kunne bestemme over ham.”

Familien prøvede uden held at tage debatten, og det var med Marie Louise Tronhjems ord fortvivlende. Men så fik hun en idé, hun gerne vil give videre: Manden kunne tage et par timer hos en sød ung kørerlærer, for så kunne han selv, sammen med læreren, afgøre, om kortet skulle beholdes.

”Efter anden time, sagde han stille og roligt, at han ikke skulle køre mere, det var han og kørelæreren enige om. Senere fik han tilbagefald og ville køre igen, men der kunne vi med vægt sige, at kørekortet havde han jo indleveret til sagkundskaben,” siger Marie Louise Tronhjem.

I dette tilfælde faldtsagen ud til familien og trafiksikkerhedens fordel.

Men i andre tilfælde kan den ældre få retten på sin side ved at vise familien, at det går fint med at køre, og bruge timerne til at genopfriske vejskilte, der er kommet til, siden kortet blev taget, mener hun.

Kørerlærerne forudså de problemer, ”der netop nu bliver rejst”, siger landsformand for Dansk Kørelærer-Union, René Arnt, som ikke tror på, at de praktiserende læger af egen drift får talt kørekort med ældre borgere, når de er til konsultation for noget andet. Men hvis familien har givet op, kan en kørelærer godt vurdere, om farfar fortsat bør sidde bag et rat, men det bliver ikke nemt.

”Bare det at få den ældre bilist til at forstå, at det kan være en god idé med et par kørelektioner er måske ikke muligt. Mange mener jo, at de kører formidabelt og tager det som lidt af en fornærmelse, hvis familien mener noget andet.”

Kan en kørelærer overhovedet vurdere en bilists køreevne på et par timer?

”Vi kan formentlig vurdere den på 10 minutter, men man skal med rette give den ældre muligheden for at vise, at han/hun kan køre over tid – vi ved jo alle sammen, at man bliver nervøs, når der sidder en ved siden af og holder øje med ens kørsel.”

Men lige meget hvad kommer den ældre bilist til at betale. Før i tiden tjente lægen på lægeattesterne, og nu kan I tjene på at give køretimer?

”En kørelektion i dagens Danmark koster et sted mellem 400 og 450 kroner pr. lektion. Så jo, det er en lille tusindkroneseddel. Til gengæld kan man sige, at det er ikke noget, man behøver at betale til flere gange ligesom man skulle med lægeattesten,” siger René Arnt, der vil arbejde videre med Marie Louise Tronhjems idé og overveje en seniorpakke til ældre bilister, der vil prøve formen af.8