Prøv avisen

Et realityshow ses som spejl, springbræt og skriftestol

Realityshowet "Paradise Hotel" på TV3 har i flere år opnået store seertal og adskillige af deltagerne er fortsat som stjerner i andre realityshows. Her ses deltagerne i 2012-udgaven af programmet. Foto: TV3.

Hvorfor vælger nogle mennesker at få deres mest private og måske utiltalende sider udstillet på tv? Ifølge antropologen Sarah Warny Berg betyder det meget at stå frem og blive anerkendt for at være sig selv

Nogle deltagere irealityshows på tv bliver overvældet over den pludselige berømmelse og inviterer familie og venner med hjem for at se det program, de deltager i. Men selvom der er lagt op til tv-hygge og pølsehorn, opdager de, at de hellere vil være alene. For så kan de bedre koncentrere sig om at få alle detaljerne med i deres tv-præstation. Realityshowet fungerer som et spejl.

Der findes også deltagere i realityshows, som siger, de ønsker at prøve sig selv af.

LÆS OGSÅ: Reality-program gør ulighed til underholdning

Men inde bag dette træder det alligevel frem, at personen nærer en drøm om, at tv-programmet kan fungere som vejen til rigdom og berømmelse. En metode til at springe direkte fra samfundets lavere sociale klasser og op i overklassen i en flot bue hen over den store, brede middelklasse. Realityshowet fungerer som et springbræt.

Og så er der deltagere i realityshows, som oplever selve det at skulle krænge sit inderste jeg ud på landsdækkende tv og få det allermest private udstillet som en frisættelse. Ved at stå offentligt frem, som man er, opnår man noget, der minder om syndsforladelse i en livsopfattelse, hvor offentlighedens blik og mulige anerkendelse har overtaget Guds og præstens plads i den enkeltes liv. Realityshowet fungerer som en skriftestol.

Sarah Warny Berg er antropolog og har ved Københavns Universitet skrevet speciale om, hvad der driver nogle af dagens danskere i retning af at deltage i de realityshows, som fylder en stadig større del af sendefladen. Derfor har hun fulgt produktionen og interviewet 25 af deltagerne i en række forskellige programmer inden for genren. Uanset programtype udtrykker de fleste deltagere først og fremmest et ønske om at kunne vise, hvem de er i virkeligheden.

Alle siger, at det er vigtigt at kunne vise sig selv og blive genkendt som sig selv. Den bedste anerkendelse er, når familie og venner har set dem i en bestemt situation og siger: Det er sådan, du er. Selv når de mister kontrollen og for eksempel græder, råber eller bryder sammen, fortryder de ikke. Det afgørende er, at de har fået vist, hvem de er, forklarer hun.

Realityshows er en række forskellige programmer, der har det til fælles, at deltagerne er almindelige mennesker, der medvirker som sig selv, og at forløbet ikke på forhånd er indstuderet. I nogle programtyper følger kameraholdet deltagerne i deres sædvanlige omgivelser, for eksempel De unge mødre I andre bliver deltagerne anbragt i kunstige omgivelser, hvor de skal konkurrere om at vinde og sende andre ud af legen som i Robinson-ekspeditionen, Paradise Hotel og Fristet hvor langt vil du gå?. Eller også skal mænd og kvinder parres sammen og sendes på date som i Singleliv og Dagens mand.

Uanset hvilken programtype man deltager i, ser drivkraften ud til at være et udtalt ønske om at kunne lære noget om sig selv.

Alle dem, jeg har interviewet, gør meget ud af at sige, at de ikke er som alle de andre deltagere i realityshows. De ved godt, at man bliver sat i bås for eksempel som dum blondine. Men mange gør meget ud af at formulere andre formål end bare at blive kendt, fortæller Sarah Warny Berg, og nævner to konkrete deltagere, der efter eget udsagn så deres deltagelse som henholdsvis et kunstprojekt og et politisk projekt.

Uanset hvad de drømmer om, tyder Sarah Warny Bergs speciale på, at rigdommen og berømmelsen er flygtig. Nogle får en del penge i hånden, men de forsvinder igen på grund af den dyre livsstil med diskoteksbesøg, sushi-retter og taxier hjem fra byen, som følger med.

Andre reality-stjerner har formået at gøre en karriere ud af at deltage i det ene program efter det andet, fordi de evner at gøre sig selv til en historie.

Det er et paradoks i vores moderne samfund, at vi på den ene side konstant rådes til at søge ind i os selv og gøre det, der føles rigtigt, og samtidig er der en higen efter andres anerkendelse. Realityshowet kombinerer disse tendenser ved, at anerkendelsen tilfalder den, der kan være sig selv på den mest overbevisende måde. Samtidig lever vi i en tid, hvor kravet til os alle er, at vi er i konstant udvikling. Engang havde vi tre- til 13-årsalderen til at eksperimentere os frem til, hvem vi ville være. I dag synes man langt op i 40erne og 50erne, at man løbende skal redefinere sig selv, og derfor ser vi voksne bruge mange kræfter på at søge omgivelsernes anerkendelse, forklarer Sarah Warny Berg.

Hun henviser til den tyske sociolog Axel Honneth, som har defineret, at der traditionelt er tre planer, mennesker søger anerkendelse på. Vi vil anerkendes for vores formelle formåen bredt i verden, for vores sociale evner i vennekredsen, på arbejdspladsen eller i foreningen, og følelsesmæssigt i familien og blandt de allernærmeste. Det paradoksale ved realityshow-deltagere er, at de søger den følelsesmæssige anerkendelse hos et stort, fremmed tv-publikum.

For deltagerne i situationen er det for abstrakt, at der måske er en million tv-seere. Men for eksempel betyder det meget for deltagerne i X Factor, hvordan de 50 mennesker i tv-studiet reagerer på deres optræden, forklarer Sarah Warny Berg.

En af hendes 25 interviewpersoner er vinderen af X Factor i 2010, Thomas Ring, og hun hæfter sig ved, at selvom deltagerne her er mest optaget af at sparke en karriere som sanger i gang, betød det også meget for ham at vise sig frem som sig selv.

Sarah Warny Berg pointerer dog, at selvom denne søgen efter anerkendelse vinder bredt frem i samfundet, er deltagere i realityshows ikke repræsentative for befolkningen. De fleste tilhører en bestemt gruppe af unge, kortuddannede og udadvendte mennesker.

Det store spørgsmål er til slut, om deltagerne opnår, hvad de ønsker sig. Tilsyneladende er de aldrig utilfredse med andet, end at de gerne ville have noget mere af det, de sagde, klippet ind i programmet. Men opnår de mon den selvindsigt, berømmelse og syndsforladelse, de håber på? Ifølge Sarah Warny Berg opnår de det til en vis grad, men ofte modarbejdes de af tilrettelæggere, som er mere optaget af at skabe underholdning og sensation her og nu:

Det kan være fint nok med et program, der giver en gruppe mennesker mulighed for at vise, hvem de er. Men problemet er, at selvom det kan være svært at gennemskue for dem i situationen, er programmerne ofte tilrettelagt, så de bliver latterliggjort.

Kalveslagtning i "Fristet - hvor langt vil du gå" på TV3.
Intime situationer i "De unge mødre" på Kanal 4.
Sceneoptræden i "X factor" på DR 1.