Prøv avisen

Et tilbud, De Radikale ikke kan afslå

Mette Frederiksen fremlagde tre konkrete forslag til en ny uddannelsespolitik, som direkte bryder med Socialdemokratiets hidtidige linje. De tre forslag ligner en stor skål fløde med jordbær, stillet frem i den strålende bornholmske sommersol foran den radikale partileder Morten Østergaard. Eller udtrykt mere mafiøst - et tilbud, han får svært ved at afslå. Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Hverken statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) eller Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen talte på folkemødet om udlændingepolitik eller den parlamentariske situation efter næste valg. Begge forsøgte at sige det, deres respektive støttepartier helst ville høre

Der bliver talt og talt på Folkemødet i Allinge på Bornholm, men nogle gange er det mest interessante næsten det, der ikke bliver sagt.

Både statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, brugte i går en væsentlig del af taletiden på unges psykiske problemer. Statsministeren fokuserede på udfordringerne i sundhedspolitikken, mens Mette Frederiksen fokuserede på uddannelsespolitikken. Dermed tog de begge temaer op, som bedst imødekom deres respektive støttepartier.

Ikke et ord om Dansk Folkepartis parlamentariske rolle. Ikke et ord om udlændingepolitikken. Og ikke et ord om De Radikale.

Derimod fremlagde Mette Frederiksen tre konkrete forslag til en ny uddannelsespolitik, som direkte bryder med Socialdemokratiets hidtidige linje. De nationale tests af skoleelever helt ned til 2. klasse skal nytænkes, og den såkaldte karakterbonus til unge, der går hurtigt i gang med en videregående uddannelse, skal afskaffes. Det samme skal uddannelsesloftet, som betyder, at man højst kan tage én uddannelse.

De tre forslag ligner en stor skål fløde med jordbær, stillet frem i den strålende bornholmske sommersol foran den radikale partileder, Morten Østergaard. Eller udtrykt mere mafiøst – et tilbud, han får svært ved at afslå, hvis der bliver rødt flertal efter næste valg, og De Radikale roste da også allerede i går udspillet.

Morten Østergaard skærpede ellers i sin folkemødetale retorikken over for Socialdemokratiet. ”Kage. Kage. Kage,” sagde han med en syrlig henvisning til, at Dansk Folkeparti vil fejre stramning nummer 100 af udlændingepolitikken med en kage, ligesom integrationsminister Inger Støjberg (V) gjorde ved stramning nummer 50.

Den radikale leder udstedte en garanti for, at De Radikale efter næste valg kun vil støtte en regering, der gør sig uafhængig af Dansk Folkeparti. SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, sagde i DR 2 Debatten, at den garanti kunne koste den røde blok valgsejren.

Det har hun ret i, i den forstand at det på papiret ultimative radikale krav kan få flere indvandrerkritiske vælgere til at stemme borgerligt, fordi de kommer i tvivl om, hvorvidt en socialdemokratisk mindretalsregering faktisk kan føre en uændret, stram udlændingepolitik.

Spørgsmålet er, hvad Morten Øster-gaard reelt mener med, at en kommende regering skal gøre sig uafhængig af Dansk Folkeparti for at få radikal støtte.

Taget for pålydende kan det ikke lade sig gøre. Dansk Folkeparti er allerede med i en lang række forlig, og både Socialdemokratiet og Venstre ville begå forligsbrud, hvis de på forhånd skulle udelukke Dansk Folkeparti fra al politisk indflydelse, på samme måde som for eksempel de store partier i Sverige har udelukket partiet Sverigedemokraterne.

Morten Østergaard forklarede, at Socialdemokratiet ikke både kan blæse og have mel i munden, og at man ikke kan tælle de radikale mandater med uden også at ændre politisk retning.

De Radikale vil efter alt at dømme fastholde den skarpe tone helt op til valget for at samle skuffede vælgere op fra Socialdemokratiet og SF. Vurderingen hos kilder med god indsigt i De Radikale er imidlertid, at partiet på et tidspunkt vil bøje af, måske først når man måtte stå med et valgresultat.

I sidste valgkamp førte Venstre kampagne på, at den tidligere regering havde gennemført 31 lempelser af udlændingepolitikken. De Radikale opgjorde det selv til cirka 45 lempelser, og de er siden kommet frem til, at i hvert fald 14 af dem har fået lov at stå ved magt under den nuværende regering.

Dermed er en ”uændret, stram udlændingepolitik” ikke nogen entydig størrelse, som Socialdemokratiet og de borgerlige partier forsøger at overbevise vælgerne om.

Så efter et valg viser de ultimative ord om udlændingepolitik sig nok alligevel bøjelige, hvis partierne til venstre for midten får flertal.