Det havde længe været en hobby for slamsuger-chauffør Torben Toft Heidelbach at gå tur ved vandet om aftenen med hunden Sally i den ene hånd og en ravlygte i den anden.
Lige før jul sidste år faldt lyskeglen så på noget, han først troede var en bideskinne af plastic til små børn, og han tænkte, at det da var utroligt, hvad folk smed i naturen.
Da han gik forbi stedet igen på vej hjem, var han alligevel for nysgerrig til ikke at samle genstanden op. Og pludselig stod han med det, eksperter nu er sikre på er et unikt og cirka 13.000 år gammelt kunstværk. Formentlig det ældste kunstværk fundet nogensinde i hele Norden.
Amuletten forestiller et dyr, måske en hest, men mere sandsynligt en elg eller et rensdyr, som var almindelige på den tid, og som havde en særlig betydning for jægerne. Og den fortæller en række historier om datidens mennesker. Ikke mindst deres forestillingsverden, for elsdyr optræder også på de senere helleristninger som et symbol for nogle, der rejser.
Og ornamentikken på amuletten er velkendt fra smykker i jægerstenalderen (en periode, som i Danmark spænder over cirka 12.800 f.Kr.-3900 f.Kr.) og menes at have haft et beskyttende formål. Blandt andet mod sygdom. Derfor er lignende figurer fundet i flere børnegrave. Den nyfundne figur viser dog, at troen på elgens eller elsdyrets magiske kræfter allerede var fremherskende for 13.000 år siden.
På Nationalmuseet er vurderingen, at rav-elgen, som den er døbt i medierne, blev efterladt af jæger-samlere, som tilhørte den såkaldte Brommekultur. Er det rigtigt, stammer amuletten fra en dramatisk periode i Nordens historie.
Det var nemlig her, istiden gik ind i sin afsluttende fase og efterlod et totalt forandret landskab og dermed livsgrundlag for datidens mennesker. Sommertemperaturen steg til 15-17 grader og gjorde det muligt for Brommekulturen at blive den første kultur, som spredte sig over hele det, vi i dag kalder Danmark.
Indtil da havde der kun været få og sporadiske bosættelser, forklarer seniorforsker og museumsinspektør på Nationalmuseet Morten Fischer Mortensen.
”Man kan vel med en vis ret kalder dem de første danskere, selvom man naturligvis ikke kendte det begreb dengang. De var i hvert fald det første folk, som formentlig boede her hele året,” fortæller han.
Teksten fortsætter under kortet
De oplevede, hvordan den første skov indvandrede fra øst og med tiden dækkede hele Sjælland, Fyn og det østlige Jylland.
Fra at være dækket af is voksede nu især birketræer overalt kun afbrudt af de mange små og store søer skabt af smeltede isblokke.
Men det var langtfra det eneste, der adskilte landskabet fra i dag. Isen havde nemlig suget så meget vand til sig, at havets vandstand var cirka 100 meter under nutidens. Derfor var hele det nordeuropæiske lavland ét, sammenhængende fastland fra England i vest til den baltiske issø (senere Østersøen) i øst.
Stod man på det, som i dag er den jyske vestkyst, ville man se ud over en tundra-lignende slette fuld af floder og vandløb, som man i dag til dels kender det fra Norge. Og stod man ved vandet i Korsør, hvor rav-elgen blev fundet, ville Storebælt blot være en mindre flod, og mennesker ville bo, hvor der i dag er vand.
I det hele taget var datidens danmarkskort uigenkendeligt i forhold til i dag. Det samme var dyrelivet og dermed kosten. I det tørre og træløse hedelandskab, som prægede det vestlige og nordlige Jylland, var flokke af rensdyr det mest iøjnefaldende og eftertragtede dyr.
Inde i skovlandskabet dominerede i stedet elge og den nu uddøde kæmpehjort, men også bævere, rådyr, ulve og svaner blev jagtet med skafttungepile spændt for buer. Et jagtredskab, som netop i denne tid begyndte at afløse kastespydene i takt med, at jægerne ikke længere var ensidigt afhængige af rensdyret. Særligt elgen, som kom med udbredelsen af skovene, blev en ny og betydningsfuld skikkelse, som mange jægere betragtede som magisk.
Dette skifte betød dog, at jægerne måtte endnu tættere på deres bytte, cirka 20 meters afstand har været det optimale. Først herfra kunne de ramme hjertet eller lungerne, så dyret forblødte hurtigst muligt og var nemt at finde.
Også floraen var væsentligt anderledes end i dag. Den var blandt andet præget af dværgbirk, rypelyng, ølands soløje, dværgpil, gipsurt og solstenbræk - hvoraf alle i dag er forsvundet fra Danmark, men stadig trives i blandt andet de norske fjelde. Der var dog også bær og planter, som vi stadig nyder godt af, ikke mindst brændenælde, brombær, skovjordbær, multebær og havtorn.
Fordelingen af de naturlige goder var dog ulige, først og fremmest på grund af de meget forskellige jordforhold, der blev skabt af isens aflejringer. Det østlige Jylland og videre mod øst fik al den lerede og kalkrige jord, og derfor er der ikke overraskende, at fundet af rav-elgen netop blev gjort ved Korsør.
Levevilkårene for datidens mennesker skulle dog snart skifte drastisk igen. For cirka 12.700 år siden faldt temperaturen drastisk, og inden for få århundreder døde birkeskoven, og landskabet blev igen mere ensartet og træløst. Brommekulturen forsvandt, og for en tid blev området, der siden blev til Danmark, mennesketomt.
Derfor repræsenterer rav-elgen en ganske særlig periode i historien, hvor landskabet, naturen og leveforholdene forandrede sig markant. Og hvor det gav god mening at gå rundt med et smykke, der havde beskyttende kræfter.
Rav-elgen skal til at begynde med udstilles på et af de vestsjællandske museer, inden den kommer til at indgå i Nationalmuseets samlinger.