Prøv avisen
Interview

Formand for Det Etiske Råd: Behandlings-testamenter er en håndsrækning til læger

”Vi er i en situation i dag, hvor læger ofte ikke indstiller behandlingen, selvom det er urimeligt at fortsætte,” siger Gorm Greisen, formand for Det Etiske Råd. – Foto: Leif Tuxen

Det er et fremskridt for både læger og patienter, når borgerne fra nytår kan oprette behandlingstestamenter, hvor de kan fravælge livsforlængende behandling, siger Det Etiske Råds formand

Formand for Det Etiske Råd Gorm Greisens mor var 99 år og knap nok kontaktbar, da hun blev tilset af en læge på sit plejehjem et par dage før sin død. Den tilkaldte læge udmærkede sig dog mest ved at undlade at handle. Hun oplyste, at hun ikke ville lytte på den ældre kvindes lunger og fik godkendt sit valg ved at udveksle et blik med Gorm Greisens hustru.

Med vilje fandt lægen altså aldrig ud af, om hendes patient led af en lungebetændelse, der kunne behandles, men lod moderen dø i fred.

Fremover får læger på den måde lettere ved at undlade at behandle, og borgere får bedre mulighed for at sige fra, inden de mister evnen til det, når en ny ordning med juridisk bindende behandlingstestamenter træder i kraft fra nytår.

Og det er godt, siger Gorm Greisen, som mener, at mange patienter behandles for længe i dag, fordi lægerne ofte ikke tør at lade være – i modsætning til den læge, der tilså hans mor.

”Jeg har stor sympati for, at man forsøger at hjælpe ved at indføre disse behandlingstestamenter. Det er en håndsrækning til læger, som bedre føler, at de så kan holde op med at behandle, hvis det ikke giver mening for patienten. Og det er en politisk reaktion på det krav, mange personer har rejst i den offentlige debat om, at de ikke vil holdes i live, når de ligger magtesløse hen,” siger han.

I de nye behandlingstestamenter er lægen juridisk forpligtet til at handle i overensstemmelse med borgerens nedskrevne ønsker, hvis denne en dag skulle komme i en situation, hvor han eller hun ikke selv kan give udtryk for dem, det vil sige, at personen er blevet inhabil.

Mere præcist kan man skrive ned i sit behandlingstestamente, at man ikke ønsker livsforlængende behandlinger i tre specifikke situationer: Hvis lægerne vurderer, at døden alligevel er nært forestående. Hvis man bliver så svært invalideret, at man ikke kan klare sig selv hverken fysisk eller mentalt. Og hvis man kommer i en tilstand, hvor de fysiske konsekvenser af ens sygdom eller behandlingen er forbundet med meget alvorlige og stærke smerter.

Hvad er det overordnede problem, som behandlingstestamenterne afhjælper ifølge dig?

”Vi er i en situation i dag, hvor læger ofte ikke indstiller behandlingen, selvom det er urimeligt at fortsætte. Det er der flere grunde til. De kan være nervøse for, om de kommer i konflikt med straffelovens bestemmelser om, at man ikke må lade en anden henligge i hjælpeløs tilstand eller medvirke til en handling, der medfører døden, hvilket det for eksempel gør, hvis man afbryder en respiratorbehandling. Læger har også tekniske succeskriterier i form af for eksempel overlevelse, og vi vil generelt gerne overgå os selv. Men vi skal se den her ordning som både en hjælp til, at det er i orden at holde inde i nogle bestemte situationer, og som en imødekommelse af et folkeligt krav om selvbestemmelse, når man er på sit yderste.”

Men er det ikke vanskeligt at afgøre, om en inhabil patient for eksempel har ”meget alvorlige og stærke smerter”, som ét kriterie lyder, og derfor ikke skal behandles?

”Jeg mener, at det er en god mulighed for, at fagfolk kan skønne og handle i patientens interesse – fremfor simpelthen bare at behandle. Det må bero på en konkret vurdering, og der kommer et spillerum, hvor læger, sygeplejersker og pårørende sammen kan vurdere, om en behandling vil være så lidelsesfuld, at den skal opgives jævnfør den syges behandlingstestamente.”

Kan det ikke være vanskeligt på forhånd at tage stilling til, om man i en fremtidig situation ikke vil holdes i live?

”Jo. Behandlingstestamenterne løser ikke det grundlæggende etiske dilemma, som er, at når man skriver testamentet, så tager man stilling til en situation, man ikke er i. Én ting er, hvad du ikke tror, du kan leve med, når du er ung og stærk, noget andet er, hvad du faktisk kan leve med, når du er gammel og svag. På den måde er behandlingstestamenter også et slags fremtidsudsagn med begrænset værdi, så lægen har fortsat et ansvar.”