Etisk råd vil lempe lov om rugemødre

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Etisk råd vil lempe lov om rugemødre
Foto: Carlo Navarro/Unsplash.

Godmorgen, hvor går tiden dog bare hurtigt, kan man synes med endnu et nyhedsspækket nyhedsbrev i hænderne denne onsdag. Men tiden er ikke helt som den skal være i Danmark. Den er faktisk forældet, og så er hele verden også nogle sekunder tættere på Dommedag. Hvad det handler om, vender vi tilbage. Der er meget, vi skal nå i dag: først skal vi til Ukraine.

Tyskland sender Leopard-kampvogne til Ukraine

Der har været stor debat om, hvorvidt Tyskland ville sende de store Leopard 2-kampvogne til Ukraine, som længe været efterspurgt af landet. Men nu er Tyskland altså klar til at sende dem, erfarer flere medier, herunder nyhedsbureauerne dpa og Reuters. Beslutningen er ikke officielt blevet bekræftet, men det vil ske i dag, lyder det. Det tog den tyske regering og forbundskansler, Olaf Scholz, længere tids overvejelse, hvilket har ført til meget kritik fra allierede. De tonstunge Leopard 2-kampvogne er eftertragtede i Ukraine, og flere lande har meldt sig klar til at donere kampvognene til ukrainerne. Flere medier skriver, at også USA skulle være klar til at sende de avancerede kampvogne afsted.

De tonstunge Leopard 2-kampvogne er eftertragtede i Ukraine.
De tonstunge Leopard 2-kampvogne er eftertragtede i Ukraine. Foto: Wojtek Radwanski/AFP/Ritzau Scanpix.

Krisen i Nye Borgerlige tager til i styrke

Der foregår en politisk krig om magt i den blå blok, og det går for tiden ud over Nye Borgerlige, som nu er Folketingets mindste parti, efter at Mikkel Bjørn tirsdag skiftede til Dansk Folkeparti. Årsagen er, at Pernille Vermund har meddelt sin afgang som formand for partiet, og at Lars Boje Mathiesen, som med al sandsynlighed snart kan kalde sig Nye Borgerliges nye formand. De to kan ikke sammen.

Krisen er så stor hos Nye Borgerlige, at det er sandsynligt, at partiet ikke kommer i Folketinget ved næste valg, siger politisk kommentator Erik Holstein fra Altinget til Ritzau. Og nej, i længden har dansk politik næppe plads til tre partier på den yderste højrefløj, vurderer Kristeligt Dagblads politiske redaktør, Henrik Hoffmann-Hansen. Dansk Folkepartis overlevelseschancer ser til gengæld bedre ud nu, skriver han i en analyse.

Nye Borgerlige vælger ny formand på en ekstraordinær generalforsamling 7. februar.

Alt tyder på, at folketingsmedlem Lars Boje Mathiesen nu vil overtage posten som partiformand for Nye Borgerlige efter Pernille Vermund.
Alt tyder på, at folketingsmedlem Lars Boje Mathiesen nu vil overtage posten som partiformand for Nye Borgerlige efter Pernille Vermund. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Ældre beboere fik dræbende medicin

Vi skal til Randers, hvor der i blodet på flere ældre beboere på et plejehjem er fundet giftige stoffer. Der er tale om fire beboere på plejehjemmet Tirsdalen, som blev indlagt og genindlagt sidste forår. Det fastslår en overlæge fra Institut for Retsmedicin ved Aarhus Universitet, da hun i går ifølge Ritzau afgav forklaring i Retten i Randers.

Hos de ældre beboere fandt man medicin, som plejehjemsbeboerne ikke fik ordineret, men som de alligevel havde i kroppen. Stofferne kan fremkalde alvorlige og i nogle tilfælde dødelige forgiftninger i for høje doser. En 81-årig kvinde afgik ved døden få dage efter indlæggelsen.

Anklagemyndigheden mener, at det er den tiltalte i sagen, en 60-årig sosu-hjælper, der helt bevidst gav beboerne medicin, de ikke skulle have. Der ventes at falde dom i sagen 23. februar. Den tiltalte nægter sig skyldig.

Danskere blev stjålet fra koreanske familier

En række danskere med sydkoreanske rødder har slet ikke den adoptionshistorie, som de har levet med hele deres liv. Flere er blevet stjålet fra deres familier, som troede de var døde for eksempel under indlæggelse på hospitalet. I en ny DR-dokumentarfilm følger man Louise, som i 1976 blev adopteret til Danmark og siden fik at vide, at hun var et forældreløst hittebarn. Det viser sig, at adoptionsbureauet har løjet, og at Louise slet ikke findes i deres system. Det gør hendes mor til gengæld.

Morgensamling beskrev tilbage i september 2022, hvordan 283 adopterede personer - herunder Louise fra dokumentaren - søgte svar hos Sydkoreas såkaldte Sandhedskommission for at få svar på, hvem deres egentlige, biologiske forældre er. 

Det Etiske Råd anbefaler at lempe loven om rugemødre

Der er mange - også ulovlige - måder at få børn på. En er, at  sundhedssystemet hjælper en rugemor med at blive gravid. Men det skal ændres. I dag er det lovligt at være rugemor i Danmark, men det er ulovligt for en rugemor at få fertilitetsbehandling. Det Etiske Råd skriver i en pressemeddelelse, at man nu anbefaler, at loven ændres, så sundhedssystemet kan være involveret i ikke-kommercielt rugemorskab.

Det Etiske Råd foreslår at lempe loven om rugemødre, så det fremover bliver lovligt for en rugemor at få hjælp til insemination. 15 ud af 16 medlemmer af rådet mener, at det vil være etisk forsvarligt at ændre lovgivningen, så rugemødre kan få hjælp i det danske sundhedssystem.

Den anbefaling har Det Etiske Råd nu fremlagt for Folketingets Sundhedsudvalg. Det er op til Folketinget, om den nuværende lovgivning skal ændres. Rådet har ikke forholdt sig til størrelsen på en mulig økonomisk kompensation til en rugemor.

Hvem bliver Fyns næste biskop? Følg bispevalget live

Rugetiden bliver kun kortere på Fyn, når det handler om den nye biskop. I dag bliver det nemlig afgjort, hvem af de fire bispekandidater, der fremover skal være biskop over Fyens Stift. Eller i hvert fald hvilke to kandidater, der går videre til næste runde, hvis ikke det lykkes en af de fire at få 50 procent af stemmerne. Du kan følge det hele på denne live-blog fra klokken 11, når Kristeligt Dagblad går live fra Sankt Knuds sal i Odense Domkirke, hvor resultatet bliver afsløret. Og vil du vide mere om kandidaterne, kan du finde en masse artikler om valget her.

Oscarnomineringer til Sverige og Danmark

Det er rart at blive valgt, og i første omgang bare som kandidat til at kunne gå hele vejen, for eksempel på Fyn, men også i Hollywood. De eftertragtede Oscarpriser bliver uddelt i marts, og nu er de nominerede fundet. Det skete i går, og det kan ende med skandinaviske takketaler, da to danske film er nomineret. Det drejer sig om "Ivalu", der er nomineret i kategorien Bedste Kortfilm, og "A House Made of Splinters", der er nomineret i kategorien Bedste Dokumentar. 

Hvorfor danske film har været selvskrevne deltagere ved Oscar-uddelingerne, forklarer Politiken her

Ændring af 130 år gammel lov skal justere tiden i Danmark

Så er tiden næsten gået for i dag. Men den skal lige rettes til - altså tiden. For den officielle måde at fastsætte, hvad klokken er i Danmark, skal ændres. I dag fremlægger transportminister Thomas Danielsen (V) et lovforslag, der skal justere en urlov fra 1893.

Lov om Tidens Bestemmelse foreskriver, at såkaldt dansk normaltid fastsættes ud fra "Middelsoltiden for den 15. Længdegrad Øst for Greenwich", hvilket er et bestemt punkt på Bornholm. Men den måde at bestemme tiden efter Jordens rotation har ikke holdt siden 1970'erne, og derfor har en ændring været undervejs længe. For loven bruges ikke i praksis. I stedet følger Danmark den koordinerede universaltid, UTC, som de fleste andre lande gør. Og det skal nu fastsættes i lov.

I Hørsholm hos Danmarks Nationale Metrologiinstitut (DFM) er det atomur, der fremover skal fastsætte Danmarks normaltid.
I Hørsholm hos Danmarks Nationale Metrologiinstitut (DFM) er det atomur, der fremover skal fastsætte Danmarks normaltid. Foto: DFM

Vi kommet lidt tættere på dommedag

Nu er vi ved afslutningen for Morgensamling. Og måske også lidt tættere på den ultimative slutning, dommedag. Det mener i hvert fald en lang række videnskabsmænd, som i går satte det såkaldte Dommedagsur 10 sekunder frem til 90 sekunder i midnat (dommedag). Det skriver blandt andet The Guardian.

Fremrykningen af det symbolske dommedagsur skyldes primært krigen i Ukraine og trusler om anvendelse af atomvåben. Samtidig udskyder det indsatsen mod klimaforandringerne.

90 sekunder i midnat er det tætteste, menneskeheden nogensinde har været på en global katastrofe. 

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling skrives på skift af den digitale redaktions journalister og udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.