Hver eneste gang, en etnisk dansker dør i Finlandsparken i Vejle, flytter en efterkommer af en indvandrer ind.

Så kort kan ændringen i beboersammensætningen i det socialt udsatte boligområde beskrives, ifølge Knud Aage Thiemer. Han har boet i Finlandsparken, der også figurerer på den såkaldte ghettoliste, i 22 år og var indtil sidste år formand for beboerforeningen. Derfor kender han alt til den demografiske udvikling, der præger stedet Finlandsparken, men også de øvrige ghettoområder i Danmark.

Hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande i 1985 udgjorde under 10 procent af det samlede antal beboere i de socialt udsatte boligområder, udgør gruppen nu mere end 50 procent i 19 af de i alt 22 boligområder, der betegnes som ghettoer. Samtidig er antallet af beboere i ghettoområderne steget fra omkring 45.000 i 1985 til cirka 62.000 i 2017.

Det viser tal fra Kraks Fond Byforskning og fra Transport-, Bygnings og Boligministeriet.

I Finlandsparken er 71,9 procent af de i alt 1630 beboerne ifølge de seneste tal fra Transport-, Bygnings- og Boligministeriet indvandrere eller efterkommere fra ikke-vestlige lande.

”Det skyldes blandt andet, at vi længe har været et udskældt område, og det betyder, at de danskere, der kunne løfte området, ikke vil flytte ind,” siger Knud Aage Thiemer oven på udmeldingerne fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som i sin nytårstale talte for, at ”vi skal lukke hullerne i danmarkskortet og genskabe de blandede kvarterer, hvor vi møder hinanden på kryds og tværs.”

Det kan kun løses på én måde, hvis man spørger Knud Aage Thiemer:

”Det er at lave et stop for udlændinge under den forudsætning, at staten dækker huslejen, hvis der ikke rykker danskere ind i de tomme lejligheder,” siger han fra Finlandsparken, hvor de største beboergrupper ifølge ham er tyrkere og arabere.

Men sådan har det altså ikke altid været. Tidligere var de udsatte boligområder i høj grad beboet af arbejderklassefamilier. Det fortæller forfatter Lars Olsen, der har skrevet en række bøger om sociale grupper i Danmark.

”Det var murersvende og pædagoger. Men da de havde tjent nok penge, flyttede de til København og omegnskommunerne i 1980’erne og 1990’erne, hvor priserne ikke var nær så høje som i dag. De marginaliserede danskere blev til gengæld boende, mens indvandrerne flyttede ind,” siger Lars Olsen.

Og de er der stadig, de etniske danskere. Men mange hænger på kanten af arbejdsmarkedet og har også længere perioder i arbejdsløshed, fortæller forfatteren. Samtidig fylder flygtninge og indvandrere stadig mere i boligblokkene.

Det er dog ikke uden konsekvenser, mener Lars Olsen, der oplever større kulturelle forandringer fra 1980’ernes ghettoområder til nutidens.

”Der har hele tiden været en social konflikt, men nu er der også kommet en større kulturel og religiøs afstand mellem ghettoområder og det omkringliggende samfund,” siger Lars Olsen.

I Finlandsparken ser Knud Aage Thiemer ikke de samme konflikter. Det største problem er ifølge ham, at indvandrerkvinderne ikke er i stand til at tage et arbejde, og at mange ikke kan tale ordentligt dansk.

”Men ellers mærker vi ikke problemer i dagligdagen. Kiggede man ikke på hudfarven, var vi slet ikke på ghetto- listen,” siger Knud Aage Thiemer og henviser til, at Finlandsparken opfylder to af fem kriterier for at komme af ghettolisten. Hvis ikke andel-en af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere overskred 50 procent, var boligområdet derfor ikke på ghettolisten.

22 ghettoer og 13 kommuner

For hvert ghettoområde er angivet det samlede antal beboere (med fede tal) samt procent-delen af beboere med ikke-vestlig baggrund