Etniske konflikter fører til nyt hjemløse-herberg

I Aarhus eneste varmestue for danske og udenlandske hjemløse har der været så mange problemer, at et nødherberg oprettes senere på måneden

Også i år er der en stor gruppe personer, der mangler ly for de frostkolde nætter. –
Også i år er der en stor gruppe personer, der mangler ly for de frostkolde nætter. –. Foto: Jens Nørgaard Larsen.

Sidste år var der intet nødherberg for hjemløse i Aarhus. Det kommer der i år, men baggrunden er på flere måder ulykkelig.

Dels er nødherberget udtryk for, at en stor gruppe personer igen i år mangler et livsvigtigt nattely, når frosten sætter ind. Dels er herberget udtryk for, at de hjemløse i landets næststørste by ikke kan finde ud af at sove under samme tag på den nuværende døgnvarmestue, Nattjenesten, som drives af Kirkens Korshær. Derfor har Blå Kors efter dialog med Korshæren søgt penge i Socialministeriets nødovernatningspulje til at oprette 12 sovepladser, fortæller Christian Bjerre, generalsekretær i Blå Kors.

Vi har fået forskellige meldinger om, at der var behov for nødovernatningspladser til ikke mindst de udenlandske hjemløse. Vi har hørt fra Kirkens Korshær, at der skulle være en del konflikter, og det handler vi på. Vi ønsker at øge den samlede overnatningskapacitet, og som biprodukt kan det medvirke til at mindske konflikterne mellem de etniske grupper.

Lignende melding lyder fra Lisbet Ulbjerg Kristensen, leder af Blå Kors værested Det Blå Sted, hvor de 12 sovepladser skal etableres. Her hører medarbejderne om konflikterne fra de brugere, som overnatter hos Kirkens Korshær.

LÆS OGSÅ: En nat i kulden med de hjemløse

De danske hjemløse kan føle, at der ikke er plads til dem, fordi der kommer mange med en anden etnisk baggrund. Der opstår konflikter på grund af kulturbaggrunde, og hvis man som meget trængt menneske føler sig truet på sin eksistens, vil man forsøge at sparke de andre ud af reden, siger hun.

Hos Nattjenesten ved Kirkens Korshær i Aarhus har der rigtigt nok været konflikter mellem danske og østeuropæiske hjemløse, fortæller afdelingsleder Kaj Bertelsen. Nattjenesten har cirka 50 brugere hver nat, og de seneste måneder har østeuropæerne decideret fortrængt de danske hjemløse.

En stor gruppe østeuropæere var begyndt at bruge os som hotel, og det skubbede vores brugere, som virkelig har behov for samtale og overnatning, ud. Der begyndte at opstå konflikter med provokationer, så vi har været nødt til at sige til østeuropæerne, at de kun kan komme om dagen. Vi vil ikke udelukke en bestemt gruppe, men vi var nødt til at gøre det klart, at vi ikke er et bosted, siger Kaj Bertelsen.

Behovet for overnatningsmuligheder til udenlandske hjemløse var særligt mærkbart sidste år med nattetemperaturer ned til 15 frostgrader. Men udenlandske hjemløse har ikke lov at sove på landets etablerede herberger, fordi en del opholder sig illegalt i Danmark, og derfor var og er der brug for nødherberger. Sidste år anslog de kirkelige organisationer, at omkring 500 udenlandske hjemløse opholdt sig i hovedstaden, mens et mindre antal befandt sig i Aarhus, Odense og Aalborg.

Men også i Aabenraa er der udenlandske hjemløse, fortæller medarbejder Anette Bonde fra Blå Kors Den Blå Oase i Aabenraa.

Vi har haft konflikter mellem udenlandske og danske hjemløse, men ikke mere end danskerne imellem. For mig at se er det ikke noget kulturelt, men snarere en pludselig konflikt mellem to personer.

I hovedstaden huser Kirkens Korshærs natcafé på Nørrebro hver nat udenlandske hjemløse. På en nat i natcaféen fordeler op mod 40 brugere sig over psykisk syge danskere til afrikanske joblykkeriddere og østeuropæiske flaskesamlere.

Selvfølgelig er der indimellem konflikter, for nogle østeuropæere er tit berusede, men så siger enten vi eller andre brugere, at de lige må ud og dampe lidt af. Vi har meget klare retningslinjer, og dybest set har alle grupperingerne danskere, østeuropæere, afrikanere og grønlændere ét behov, når de kommer her: at få hvilet. I den situation glemmer de nationaliteten og vil bare have dækket et menneskeligt behov, siger Hanne Pedersen, leder af natcafeen.

I dag åbner et nødherberg ved Kristuskirken på Nørrebro, mens nødherberget Nattely ved Bavnehøj Kirke på Vesterbro efter planen også etableres i løbet af vinteren. Begge steder slog dørene op sidste år.