EU-modstand begyndte som en kamp mod de riges klub

For 50 år siden var modstanden mod Fællesmarkedet drevet af venstreorienterede, der nu omfavner EU. I dag kommer den mest markante EU-modstand fra de nationalkonservative

Under mottoet ”Holger og konen siger nej til unionen” opfordrede SF i 1992 vælgerne til at stemme nej til Maastricht-traktaten. Året efter var Holger K. Nielsen en central figur i udfærdigelsen af det nationale kompromis og dermed de danske forbehold, der blev stemt igennem året efter.
Under mottoet ”Holger og konen siger nej til unionen” opfordrede SF i 1992 vælgerne til at stemme nej til Maastricht-traktaten. Året efter var Holger K. Nielsen en central figur i udfærdigelsen af det nationale kompromis og dermed de danske forbehold, der blev stemt igennem året efter. Foto: Ritzau/Scanpix.

Den 20-årige studerende Peter Wang Langer var ikke i tvivl, da han den 2. oktober 1972 stemte om Danmarks tilslutning til Fællesmarkedet. Han satte kryds ved nej, fordi han opfattede Det Europæiske Fællesskab som en klub for rige lande styret af kapitalen og landbrugets interesser. 

”Ja eller Nej. Flæsk eller Fornuft,” lød parolen dengang i en valgplakat fra SF. 

36,6 procent af vælgerne stemte som Peter Wang Langer, mens et flertal på 63,4 procent støttede Danmarks indtræden i EF.

Lige siden har debatten om EF og senere EU været præget af især to temaer: Modstanden mod at afgive national selvbestemmelse samt en bekymring over det demokratiske underskud i Bruxelles.

For Peter Wang Langer betød modstanden mod Fællesmarkedet, at han i 1973 meldte sig ind i SF.

50 år senere betragter den pensionerede cand.mag. i samfundsfag og historie EU som helt afgørende i en verden præget af stor usikkerhed. Han er ikke tvivl om, at han vil stemme ja til afskaffelse af forsvarsforbeholdet den 1. juni.

”I mange år var jeg mod EF og senere EU, og jeg stemte også nej til Maastricht-traktaten i 1992. Men verden er ikke den samme som for 30 år siden. Kinas dominans, Erdogan i Tyrkiet, krigen i Ukraine og erfaringerne med Donald Trump i USA viser, at vi er nødt til at stå mere sammen i Europa,” siger Peter Wang Langer, der i dag er med i SF’s landsledelse og desuden har været aktiv i Europabevægelsen.

National modstand

SF’s rejse fra at være er inkarneret modstanderparti til omfavne EU, er ifølge professor i historie ved Aarhus Universitet, Thorsten Borring Olesen, et godt eksempel på den udvikling, der er sket i modstanden mod Den Europæiske Union.

Mens kritikken af EF og senere EU frem til 1990’erne var båret af venstrefløjen og ikke mindst SF, så kommer den mest markante modstand i dag fra partier med nationale synspunkter på højrefløjen.

”Modstanden mod EU er især båret af miljøer omkring Enhedslisten på den ene side og Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti og Konservativ Ungdom på den anden side. SF er gået fra at være et hovedparti på modstandersiden til at være et hovedparti på tilhængersiden. Der er nogle stærkt nationale og EU-kritiske holdninger, som forbinder Dansk Folkeparti med Matteo Salvini fra det højreorienterede Lega Nord i Italien og Marine Le Pen i Frankrig,” siger Thorsten Borring Olesen.

Han henviser til, at Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti blev det danske Europaparlamentsvalgs største stemmesluger i 2014 med 466.000 personlige stemmer. Han gik til parlamentsvalg med parolen ”Gi’ os Danmark tilbage”. Et slogan, der gik igen i den britiske Brexit-kampagnes ”take back control” - tag kontrollen tilbage.

EU hjalp Sydeuropa

For SF’eren Peter Wang Langer var optagelsen af Grækenland i EF i 1981, Spanien og Portugals medlemskab i 1986 samt Murens fald i 1989 med til at forme hans gradvise mere positive holdning til EU.

Ja-siden har hele tiden skullet slukke de ildebrande, som nej-siden tændte i stedet for at køre deres egen dagsorden. Det er ikke lykkedes specielt godt for ja-siden at forklare befolkningen, at Danmark ikke kun afgiver suverænitet

Thorsten Borring Olesen

Historiker

Mens han fulgte SF-parolen om, at ”Holger og konen siger nej til unionen” ved afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992, så stemte han ja, da der året efter var afstemning om den såkaldte Edinburgh-aftale. Det var den aftale, som sikrede Danmark en plads i det indre marked med en række forbehold som bevarelsen af kronen og forsvarsforbeholdet.

 ”Sidst i 90’erne var der en stor diskussion mellem tilhængere og modstandere i SF. Det var på mange måder den samme diskussion, som Enhedslisten har i dag. Mens Folkebevægelsen mod EU sagde nej til alt, hvad der havde med EU at gøre, så var vi mange i SF, der diskuterede, om ikke EU kunne bruges til at skabe større social retfærdighed. Vi besøgte venstreorienterede i Sydeuropa, der var helhjertede tilhængere af EU. Fattigdommen var udbredt, og i dag kan man se, hvordan de sydeuropæiske lande er blevet løftet takket være EU. Vi mente også, at EU kunne forbedre forholdene i Østeuropa efter Murens fald,” fortæller Peter Wang Langer, som understreger, at der stadig er en EU-skepsis i dele af SF’s bagland.

 Defensiv ja-side

Generelt har danskerne ifølge Thorsten Borring Olesen fået et lidt ufortjent ry for at høre til et af de mest EU-skeptiske folk i Europa.

”Det skyldes, at vi med vores otte folkeafstemninger sammen med Irland er de lande, der har haft flest folkeafstemninger om EU. Andre befolkninger er ikke blevet spurgt på samme måde. Målinger viser, at danske vælgere generelt støtter det økonomiske samarbejde og frihandel, men er mere skeptiske over for det politiske samarbejde og afgivelsen af suverænitet,” siger Thorsten Borring Olesen.

Han peger på, at nej-siden generelt har været gode til at italesætte frygten for at miste national selvbestemmelse, mens ja-siden ofte er blevet drevet ud i mere defensive argumenter om, at så slemt er EU heller ikke. 

”For eksempel udløste afstemningen om indførelsen af euroen i stedet for kronen i år 2000 en forståelig og stærk national følelse, som nej-siden var gode til at italesætte, for danskernes nationale identitet er betydeligt stærkere end deres europæiske identitet,” siger Thorsten Borring Olesen.

Han fremhæver, at befolkningens tendens til at stemme nej har tæt sammenhæng med tilliden til politikerne på Christiansborg.

”Målinger viste, at tilliden til politikerne var rekordlav i 2015, da danskerne sagde nej til ophævelse af retsforbeholdet. I udgangspunktet var det et guldrandet papir, Danmark havde fået af EU. Man kunne være med i dele i det retlige samarbejde og fravælge andre dele. Min tolkning er, at det, vi stemte om i 2015, var så komplekst og svært gennemskueligt, at mange fandt det sikrest at stemme nej,” lyder det fra Thorsten Borring Olesen.

 Ja-siden slukker ildebrande

Skiftende afstemninger har ifølge Thorsten Borring Olesen i det hele taget været præget af, at ja-siden har været bange for at fortælle befolkningen, at EU også er et politisk samarbejde, mens nej-siden ofte har ridset trusler op om, at al traktatudvikling er en glidebane mod en union.

”Ja- siden har hele tiden skullet slukke de ildebrande, som nej-siden tændte i stedet for at køre deres egen dagsorden. Det er ikke lykkedes specielt godt for ja-siden at forklare befolkningen, at Danmark ikke kun afgiver suverænitet. Vi får også del i beslutninger,” siger Thorsten Borring Olesen.

Han vurderer, at ja-siden har bedre chancer for at vinde denne gang end ved afstemningen om retsforbeholdet i 2015.

”Men sejren kommer ikke gratis til ja-siden,” vurderer historieprofessoren.

Kilde til faktuelle oplysninger: Kampen om Unionen, Thorsten Borring Olesen, Aarhus Universitetsforlag udkommet 2021.