Prøv avisen

EU spiller nøglerolle i indsats mod Erdogan

Røg stiger op fra kamphandlinger nær den syriske by Tal Abyad. – Foto: Bulent Kilic/AFP/Ritzau Scanpix

EU's udenrigsministre mødes mandag for at diskutere Tyrkiets militæraktion i det nordøstlige Syrien. Under invasionen er det lykkedes flere hundrede IS-sympatisører at flygte fra tidligere kurdisk bevogtede lejre. Blandt dem kan flere være svenske og norske statsborgere

Godt nok truer den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, med at trykke på den knap, som kan afbryde flygtningeaftalen mellem Europa og Tyrkiet og sende flere millioner flygtninge vestpå.

Men EU blevet vant til den tyrkiske præsidents retorik, og når sagen mandag tages op af EU's udenrigsministre, vil medlemslandene ikke lade sig true. Det forudsiger Cecilie Felicia Stokholm Banke, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

”Erdogan bruger sin sædvanlige retorik, når han forsøger at presse EU til at blande sig udenom og til at finansiere den zone, Tyrkiet vil oprette for syriske flygtninge i de kurdiske områder i det nordøstlige Syrien. Men selvom Erdogan er hurtig og hård i sine udmeldinger, ser vi en anden adfærd, når det kommer til stykket,” siger hun.

Det var efter, at flere stats- og regeringsledere i EU havde kritiseret den militæroperation, som Tyrkiet indledte onsdag i sidste uge, at præsident Erdogan truede med at ”åbne portene og sende 3,6 millioner flygtninge” mod Europa.

Tyrkiets militære operation foregår i det nordøstlige Syrien, som er kontrolleret af den væbnede kurdiske gruppe YPG. En gruppe, som Tyrkiet betragter som terrorister, men som har spillet en nøglerolle i krigen mod terrorbevægelsen Islamisk Stat.

Socialdemokratiets EU-ordfører Lars Aslan Rasmussen, der selv har kurdiske rødder, glæder sig over, at Danmark var et af de første lande, som fordømte den tyrkiske militæraktion.

Han håber, at EU-landene på mødet mandag vil beslutte at presse på for at få Erdogan til at holde igen i Syrien.

”Det er naturligvis ømtåleligt, eftersom Tyrkiet er et NATO-land, men for mig at se er Erdogans militære handling en katastrofe – både med hensyn til de IS-fanger, der nu slipper løs fra lejrene i området, og i forhold til de religiøse mindretal, der bor i byerne her, kristne blandt andet. For Erdogan har allierer sig med nogle meget islamistiske kræfter i Syrien,” siger han.

Lars Aslan Rasmussen ser positivt på EU’s muligheder for at lægge pres på Tyrkiet, men mener også, at dialogen skal fortsætte.

”EU er langt stærkere end Tyrkiet, men det er vigtigt, at forhandlingerne med Tyrkiet fortsætter, fordi landet er så meget andet end Erdogan.”

Lars Aslan Rasmussen, der har været valgobservatør i Tyrkiet, hæfter sig ved, at præsident Erdogan ved det seneste valg tabte til den sekulære opposition i landets større byer.

”Det viser, at der er mange tyrkere, der vil i en anden retning,” siger Lars Aslan Rasmussen.

Der er flere grunde til, at Tyrkiet netop nu gør udfald mod kurderne i Syrien, mener militærhistoriker og pensioneret brigadegeneral Michael Hesselholt Clemmesen.

”For Erdogan er kurderne en langt større trussel end IS. Han vil ikke have et Tyrkiet, der består af mere end én nation, og sagen er, at i Syrien og Irak er der nu halve kurdiske stater. Dengang Erdogan gerne ville have Tyrkiet ind i EU, blev kampen mod kurderne droslet ned, men det hensyn er væk. Og i og med at den amerikanske præsident nu trækker nogle af sine tropper ud, er der frit slag,” siger Michael Hesselholt Clemmesen, der mener, at den amerikanske tilbagetrækning er ”noget svineri”.

”Vesten forråder de mennesker, der kæmpede for os i både Irak og Syrien. Det har rigtig mange amerikanere det dårligt med, men Donald Trump lovede i valgkampen at trække amerikanske styrker hjem, og det er det løfte, han lever op til,” siger Michael Hesselholt Clemmesen.

Blandt de sympatisører med Islamisk Stat, som søndag flygtede fra en lejr i det nordlige Syrien, skal hundredvis være europæiske statsborgere, deriblandt både svenske og norske. Det meddeler en talsmand for det kurdiske mindretal i det nordlige Syrien ifølge Reuters.