I takt med at Europa de seneste 30 år er blevet mere multikulturelt, har religions- og kristendomsundervisningen i grundskolen fået større betydning som integrationsfremmer. Det ses tydeligt lige nu, hvor nogle lande strammer op om undervisningen, for at sikre kristendommens stilling. Andre vil indføre et bredere religionsfag, der sidestiller alle religioner for at forbedre kulturdialogen i samfundet.
Omdrejningspunktet for debatterne i Europa er dilemmaet mellem at bevare kristne værdier og integrere på den ene side, og ønsket om at have religionsfrihed på den anden. Ifølge lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Steffen Johannessen, der er kyndig i kristendomskundskab, har problemstillingerne omkring faget ikke ændret sig. De er bare blevet forstærket, og så er tonen blevet hårdere.
– Diskussionen er blevet forstærket, fordi vi er præsenteret for den muslimske indvandring og den politiske debat om dette nye hadeobjekt. På den måde er debatten drejet over i, om kristendomskundskab skal være et kulturbevarende fag, eller om det er et integrationsfag, siger han.
I Tyskland går tendensen mod det sidstnævnte. Som reaktion på et æresdrab på en 23-årig kvinde med tyrkisk baggrund forlanger det konservative parti i Tyskland, CDU, nu, at delstaten Berlin får en ny undervisningslov, så alle børn fremover bliver undervist i religion og etik.
– Skolerne skal lære vores børn, at hvert enkelt menneske har ret til frihed, og at man skal respektere menneskeliv. Etik- og religionsundervisning er egnede fag til at give børnene denne viden, og derfor bør fagene have status som rigtige fag, siger CDU-politikeren Nicolas Zimmer.
Tysklands delstater bestemmer selv, om deres skoler skal have religionsundervisning, og hvordan denne undervisning skal se ud. I de fleste delstater har skolerne et særligt fag, der hedder livskundskab/etik/religion, populært kaldet for LER. Faget skal give børnene en viden om forskellige livsopfattelser, skikke og religioner.
I nogle få delstater bliver børnene udelukkende undervist i deres egen konfession. Det vil sige, at katolske børn undervises af katolske præster, lutherske børn af lutherske teologer og muslimske børn af imamer. Men Berlin er den eneste delstat i landet, hvor hverken LER eller konfessionsundervisning er obligatorisk, og hvor eleverne kun undervises i disse fag, hvis de selv ønsker det. Byen har ikke alene oplevet mange æresdrab de seneste måneder, men har også haft rigtig mange tilfælde, hvor muslimske piger udsættes for pres i skolen af andre indvandrerelever, når de ikke går med tørklæder.
Berlin er ikke særligt præget af kristendommen, for i byen lever mange tyrkere, arabere, iranere og pakistanere side om side med polakker og tyskere, og hver gruppe har sine egne værdier.
– De forskellige kulturer mangler en fælles basis for at kunne leve godt sammen, og derfor skriger politikerne nu efter en skole, der skal kunne formidle europæiske værdier til børnene, siger Annette Ramelsberger, der er politisk kommentator ved den store avis Süddeutsche Zeitung.
Det står allerede nu fast, at der vil være et politisk flertal i Berlins parlament for at indføre en eller anden form for religionsundervisning.
– Religionsundervisning er ganske vist ikke noget universalmiddel, der løser alle vores problemer, men vores skoler må ikke forsømme at undervise børnene i dette fag, fordi det kan bibringe børnene de værdier, vores samfund bygger på, siger Karlheinz Nolte, der er medlem af det regerende socialdemokrati i delstaten.
Den konservative Nicolas Zimmer ønsker, at børn fremover skal kunne vælge mellem faget LER og undervisning i deres egen konfession. Han får støtte fra delstatens evangeliske kirke.
– Det er vigtigt at ligestille fagene LER og konfessionslære. Eleverne bør have mulighed for at vælge. Vi har allerede 150.000 elever i delstaten, der frivilligt har valgt kristendomsundervisning, og det ville være en hån mod dem, hvis kun LER blev gjort obligatorisk, siger biskop Karl-Heinrich Lütcke.
Socialdemokratiet er delt på dette punkt. Karlheinz Nolte støtter Nicolas Zimmers idé, mens mange andre mener som Felicitas Tesch, der er partiets skole-ekspert, at alle børn SKAL have undervisning i LER.
– Denne model udelukker naturligvis ikke, at børnene også kan få undervisning i deres egen tro, siger hun.
Felicitas Tesch ønsker ikke, at for eksempel muslimske børns religiøse dannelse udelukkende overlades til imamerne. Hun frygter, at børn ellers risikerer at blive påvirket af fanatikere.
I andre tyske delstater kender myndighederne allerede til dette problem. For eksempel kører en retssag for øjeblikket i delstaten Nordrheinwestfalen, hvor dommerne skal tage stilling til, om bestemte muslimske organisationer har ret til at lade deres imamer undervise skolebørn. Domstolen skal blandt andet se på, om imamerne nu også respekterer menneskerettighederne.
I en anden delstat, Bayern, hvor børn udelukkende undervises i deres egen konfession og ikke i LER, har myndighederne besluttet at forebygge fanatisk indoktrinering af muslimske elever ved at oprette en universitetsuddannelse for imamer. Uddannelsen er den første af sin art i Tyskland, hvor de fleste imamer ellers bliver uddannet i Tyrkiet.
– De nye imamer skal blandt andet kunne fjerne muslimske elevers fordomme mod kristendommen, og de skal være i stand til at fortælle børn om de værdier, som andre religioner har. Vi overlader ikke dette område til fanatiske islamister, siger en af initiativtagerne til den nye uddannelse, juraprofessor Mathias Rohe.
Adskillige skoler i Tyskland nøjes ikke længere med at tilbyde børnene LER eller konfessionsundervisning, men kalder eleverne til fælles salmesang eller bøn hver morgen. Nogle politikere vil indføre fællesbøn på alle offentlige skoler, men især kirkerne er imod.
– Kors og bønner må ikke bruges som våben i en politisk kamp mod anderledestænkende, siger prælat Erich Pfanzelt, der er skoleekspert for de katolske biskopper i Bayern.
Samtidig med, at Frankrig forviser alle synlige, religiøse tegn fra skolerne, styrker man undervisningen i de store religioner. Og mens den såkaldte verdslighedslov skabte voldsom debat, er det gået næsten ubemærket hen, at den franske Nationalforsamling i februar besluttede at udvide religionsundervisningen.
Ifølge ophavsmanden til forslaget, som desuden er borgmester i Montreuil, en forstad til Paris med en stor indvandrerbefolkning, lider de unge af religiøs analfabetisme.
– Det er en af grundene til vanskelighederne med at udvikle en fredelig sameksistens mellem de forskellige befolkningsgrupper både i skolen og i samfundet. Vi skal gå fra en inkompetent verdslighed til en intelligent verdslighed, og det skal ske ved at undervise i religionshistorie på en objektiv, rationel og konfessionsløs måde, sagde borgmester og parlamentsmedlem Jean-Pierre Brar under behandlingen af forslaget.
Undervisning i de store religioner er allerede en del af undervisningsplanerne for historie og geografi fra og med sjette klasse. Historiefaget gennemgår de store civilisationer og kommer ind på både jødedommen, kristendommen og islam.
Med den nye lov vil det også blive muligt at integrere den religiøse dimension i fag som fransk, formning og kunsthistorie. Men der bliver ikke tale om et selvstændigt fag.
– Kendskab til de store religioner hører med til almendannelsen. Det er utænkeligt i dag, at eleverne kan afslutte deres skolegang uden at have stiftet bekendtskab med alle de store religioner, siger man i undervisningsministeriet, som forventer at loven vil træde i kraft efter sommerferien.
Religionsundervisning var fuldstændig forvist fra den franske skole frem til slutningen af 80'erne, hvor en stor del af lærerkorpset endnu mente, at undervisning i religion ville være en trojansk hest for den katolske kirke, som mistede sin plads i skolen forud for adskillelsen af kirke og stat i 1905.
Med tilstedeværelsen af en voksende muslimsk befolkningsgruppe vendte spørgsmålet om religionens plads i samfundet og dermed i skolen tilbage i debatten, og i 1996 blev religionshistorien indarbejdet i læseplanerne for historie og geografi. Siden har en ny rapport, udarbejdet af filosoffen og forfatteren Régis Debray, peget på, at undervisning i religion er en forudsætning for at forstå både sin egen kultur – og de andres.
Skolerne og lærerkorpset ser i dag denne undervisning som en naturlig del af læseplanerne.
– Indføringen i de forskellige religioner giver anledning til dialog og debat mellem eleverne. De opfordres til at se ud over deres egen religiøse baggrund. Det er en forudsætning for, at de kan acceptere hinanden på trods af kulturelle forskelle, siger skoleinspektør Paul Thivillier fra Honoré de Balzac-skolen i Vénissieux nær Lyon, en indvandrerforstad med en stor muslimsk befolkningsgruppe.
Religionsundervisningen er blevet indført i et klima, hvor den verdslige skole er blevet udfordret af elever, som nægter at deltage i for eksempel biologiundervisning eller i dele af historieundervisningen.
– Ofte kan lærerne med Koranen i hånden bevise at visse radikale standpunkter ikke har hold i islams egne tekster. Netop fordi den franske skole er konfessionsløs og verdslig kan vi sige til eleverne, at deres religiøse overbevisning er en privatsag, som ikke forhindrer dem i at læse om darwinismen. Vi kan sige, at de ikke risikerer at miste deres tro, selv om de stifter bekendtskab med Bibelen på lige fod med alle de store religioner på programmet, siger undervisningsinspektør Jean-Louis Carnat, som har tilsyn med skolerne.
Han mener ikke, at vægten i undervisningen fjernes fra det franske samfunds grundlæggende værdier.
– Vi har ved siden af religionsundervisningen timer i samfundslære, som lægger vægten på samfundets institutioner, dets værdier og borgernes rettigheder og pligter, siger Jean-Louis Carnat.
– Undervisningen i alle religioner er en konsekvens af, at vi i Frankrig ikke betragter det religiøse tilhørsforhold som den bærende kulturfaktor, men derimod sproget. Derfor har vi aldrig indført modersmålsundervisning, siger Gauillaume Merzi fra det franske integrationsråd, Haut Conseil de l'Intégration, som består af en række fremtrædende universitets- og kulturpersonligheder.
Historikere har netop peget på, at med adskillelsen af kirke og stat for 100 år siden blev det slået fast, at Frankrigs nationale identitet ikke længere var synonym med den religiøse identitet. Det skabte grundlaget for fuld integration som retmæssige borgere af datidens minoriteter, protestanterne og jøderne.
Det franske integrationsråd understreger, at undervisningen i de forskellige religioner er afgørende for integrationen af borgere med vidt forskellige kulturbaggrunde.
– At nægte at undervise eleverne i alle religioner ville betyde, at vi sagde til flere hundrede tusinde franske skoleelever, at deres baggrund ikke er legitim. Det er hele forskellen mellem integration og assimilation, siger Guillaume Merzi.
I Danmark diskuterer folketingspolitikere og skoleverdenen, hvorvidt kristendomsundervisningen skal tilpasses en mere multikulturel virkelighed ved at kalde faget "religion" og tage udgangspunkt i den enkelte elevs forudsætninger frem for kristendommen, som det er i dag.
Skoleborgmester i Københavns Kommune, Per Bregengaard (Enh.), har bragt sig på kollisionskurs med Undervisningsministeriet, idet han har godkendt en multikulturel læseplan for Ålholm Skole, som flere skoler i København overvejer at kopiere. På den anden fløj vil Dansk Folkeparti fremsætte lovforslag om at at gøre kristendomskundskab obligatorisk uden at ændre på fagets indhold. Der er dog med stor sandsynlighed ikke flertal for forslaget, da kun de Konservative med stor sandsynlighed vil stemme for.
I Norge er Dansk Folkepartis forslag blevet til virkelighed, idet nordmændene i 1997 indførte "Kristendomskundskab med religions- og livssynsorientering", hvor retten til fuld fritagelse faldt bort. Selv om andre religioner og filosofiske retninger behandles, har kristendommen en klar fortrinsret i undervisningen. Men nu er den norske stat imidlertid kommet i knibe, idet FN's menneskerettighedskomité har udtalt sig kritisk om konstruktionen.
Udtalelsens konklusion var, at KRL-faget krænker forældres frihed til selv at stå for deres børns religiøse og moralske opdragelse. Den norske regering vil derfor nu gøre det lettere at blive fritaget for kristendomskundskab og fjerne den lovbestemmelse, der forankrer KRL-undervisningen i skolens formålsparagraf om at opdrage til kristne værdier.
I Danmark, derimod, ønsker politikere at gå den anden vej og sikre fagets stilling som et kulturbærende fag. Dele af det politiske spektrum ville sige, at danskheden er på spil. Eller tyskheden. Som Markus Söder fra det konservative CSU, der vil indføre fællesbøn på alle offentlige skoler, siger:
– Det bør være en daglig pligt for børnene at deltage i bønner. Det er vigtigt, at vi har noget at trodse islam med. Når alt kommer til alt, hører kors – og ikke tørklæder – hjemme i vores skoler, siger Markus Söder.