Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Kommentar

Europæiske kriser lægger spor ud for dansk politik

Den danske debat har til en vis grad foregrebet de seneste ugers europæiske tendenser. Tidligere på året spillede Socialdemokratiet ud med et ambitiøst samlet bud på en udlændingepolitik, der vil flytte asylansøgningscentre uden for EU’s grænser. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Udsigten til, at EU-lande går sammen om løsninger i indvandringspolitikken, kan skabe ny skillelinje mellem EU-positive strammerpartier og EU-fjendtlige ditto

Den seneste måned har Europa og USA opvist flere kriser, som kan sætte deres præg på den kommende valgkamp her i landet.

Protestpartiernes valgsejr i Italien, den tyske regeringskrise og præsident Donald Trumps behandling af flygtningebørn har trods indlysende forskelle fælles træk. Både i USA, Tyskland og Italien har befolkningernes bekymringer ved indvandringens forandring af samfundene sat sig markant igennem i demokratiske valg. Folkelige oprør – som mange vil kalde populistiske – har sat sig igennem med styrke inden for det seneste par år og udvirket markante ændringer i indvandringspolitikken. I USA og Italien har indvandring i årtier været ikke bare tolereret, men også ønsket af en tvetydig alliance mellem frisindede liberale og store eller mellemstore erhvervsdrivende, der har haft stor økonomisk fordel af en gerne illegal indvandring, som skabte en billig arbejdsstyrke uden rettigheder.

Men med væksten i indvandringen har store befolkningsgrupper følt deres egen og deres børns fremtid truet – ikke mindst i takt med stadigt voksende indkomstforskelle – og samlet sig om modstand mod masseindvandringen. En hård politisk linje til begrænsning af især den illegale indvandring blev et væsentligt bidrag til Donald Trumps valgsejr i USA. Og i Tyskland, Østrig og Italien har valghandlinger i år været præget af ny styrke til indvandringskritiske partier – i Italien og Østrig fik populistiske partier regeringsmagt.

I Tyskland blev den hidtil stærke kansler og de tre regeringsbærende partier – CDU/CSU og socialdemokraterne i SPD – tilføjet alvorlige valgnederlag. En svag ”sort-rød” regering blev til efter et halvt års svære forhandlinger, men indvandringsmodstandens gennembrud ved valget har i de seneste dage udløst en regeringskrise, da CSU-formanden Horst Seehofer satte kansleren stolen for døren med krav om afvisning af asylansøgere, der var kommet til Tyskland gennem andre europæiske lande. Et dramatisk EU-topmøde åbnede for en ny model med modtagelsescentre ved grænsen, og for aftaler mellem villige EU-lande om regler for afvisning og hjemsendelse. Horst Seehofer var ikke tilfreds, før kansler Angela Merkel mandag aften accepterede, at nyligt ankomne migranter screenes i de nye centre, og at alle, der tidligere har anmodet om asyl i EU, sendes tilbage.

Den danske debat har til en vis grad foregrebet de seneste ugers nye tendenser. Tidligere på året spillede Socialdemokratiet ud med et ambitiøst samlet bud på en udlændingepolitik, der vil flytte asylansøgningscentre uden for EU’s grænser, og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) åbenbarede kort før Foketingets sommerferie, at han arbejder på en aftale med udvalgte EU-lande om at etablere et modtagelsescenter for afviste asylansøgere uden for EU-grænserne.

Selvom der er lang vej igen, kan man måske omsider skimte konturer af et mere holdbart migrationssystem end den sammenbrudte Dublin-konvention.

Den kommende danske valgkamp har allerede elementer, der kan gøre den historisk, men det kan de immigrationspolitiske dramaer også bidrage til. Udsigten til, at mere holdbare løsninger kan være på vej i samarbejde mellem EU-lande, kan skabe en skillelinje mellem EU-positive strammere og EU-fjendtlige strammere (læs: Dansk Folkeparti). Dansk Folkeparti kan for første gang i partiets levetid blive isoleret – i en strid med Nye Borgerlige.

Det kan føre til betydelige opbrud i vælgerskaren og nye alliancemønstre i det kommende Folketing.