Leder af Menighedsfakultetet: Evangeliet om Jesus Kristus er det største håb

Thomas Bjerg Mikkelsen, leder af Menighedsfakultetet i Aarhus, glæder sig over den fællesskabsfølelse, der vokser ud af krisen

Hvordan bevarer du livsmodet i denne tid?

Jeg forsøger at bruge min tid godt. Det indebærer daglige rutiner med fokus på praktiske opgaver. Vi har en datter på tre år, og da min kone arbejder på en døgninstitution med skæve arbejdstider, må jeg ofte løse mine arbejdsopgaver uden for almindelig arbejdstid. Det lægger et pres ind over hverdagen at få to fuldtidsjob til at harmonere med forældrerollen. Alligevel er der noget skønt over det. I hvert fald er det let at finde livsmod, når man en almindelig hverdag leger sørøver i haven eller sidder tæt sammen med en treårig og læser historier.

Hvordan bruger du din tid anderledes nu?

Den aktuelle stilstand i samfundet har ikke givet mig færre arbejdsopgaver. Jeg er leder af en uddannelsesinstitution og formand for flere bestyrelser. Der er et ansvar, der skal løftes, og det kræver tid og overblik. Trods det kan jeg mærke, at hverdagen er roligere. Mange møder, foredrag, rejser og konferencer er aflyst. Desuden skal jeg ikke bruge to og en halv time på transport til og fra arbejde. Der er også blevet mere tid til udeliv. Vi har haft et fantastisk forårsvejr, og vi bruger ofte flere timer på leg i haven og naturen. Da krisen brød ud, skyndte jeg mig at anskaffe to nørdede bøger om trylleri med kort. Jeg har en passion for tryllekunst, og jeg havde håbet at kunne finde tid til at dyrke den interesse. Desværre har der indtil nu kun været få åndehuller til den slags.

Hvilke råd til opmuntring vil du give medborgere, der er ramt af krisen?

Det er altid vanskeligt at give råd til mennesker, der er desillusionerede, syge og bange. Det kan let opfattes som en utidig hån. Derfor vil jeg vende det om og give et råd til alle os, der endnu ikke føler os ramt: Vi skal gøre op med den bekvemmelige uvidenhed og benægtelse, der får os til at tro, at det ikke rammer os – og som hindrer os i at se vores egen sårbarhed. Vi må have større respekt for livet. Både vores eget og andres. Coronakrisen har lært os, at der er sider af livet, som ikke kan kontrolleres. Pludselige kriser kan fjerne livsgrundlaget, og angsten får tag i os. Bevidstgørelse om dette kan være en smertelig proces. Men ønsker vi at gøre op med den tilintetgørelse og fremmedgørelse, lidende mennesker risikerer at blive udsat for, må vi indse, at der ikke findes et dem og et vi – forstået på den måde, at vi klarer det, og at de andre, der bliver ramt af sygdom eller mister deres livsgrundlag, ikke gør. For alle er underkastet det vilkår at risikere at blive syge eller ramt af uventet arbejdsløshed. Det lyder ikke særligt opmuntrende. Det er det så måske alligevel. For ud af denne bevidsthed vokser en ny slags fællesskabsfølelse midt i, ja faktisk ud af selve den sociale isolation. Et ”vi” i stedet for vores evindelige ”jeg”. Vi erkender, måske med større styrke end længe, vores indbyrdes afhængighed. En epidemi er en høj pris for den erkendelse; og vi havde næppe valgt at betale den, hvis vi havde fået valget. Men det fik vi ikke. Nu er det op til os, hvad vi vil gøre med den. Kan vi gå ud af denne krise med en løftet samhørighed, vil meget være vundet.

Nævn tre håbstegn, dér hvor du er

Evangeliet om Jesus Kristus er det største håb, som kan forkyndes for mennesker. Derfor er jeg opmuntret over, at mange præster er begyndt at bruge de digitale kanaler til at forkynde evangeliet. Menneskelighed beror på en fælles forpligtelse for hinanden. Derfor giver det også håb at se, hvordan mennesker viser hinanden respekt ved at overholde de retningslinjer, som myndighederne har fastsat. Endelig vil jeg nævne vores gode venner og familie, som følger med i vores liv og spørger ind til det. Gensidighed skaber tillid, fortrøstning – ja, håb.

Hvordan vil krisen påvirke dit liv fremover?

Måske kan jeg bruge krisen til at skærpe min egen proportionssans, så jeg bedre kan skelne væsentligt fra uvæsentligt. Epidemien er jo en påmindelse om, at livet er skrøbeligt og hurtigt kan komme ud af kontrol. Derfor gælder det om at være ydmyg over for naturen og livet i det hele taget.