Prøv avisen

Få grunde til at beholde blasfemiparagraf

Sangeren Trille Bodil Nielsen (født 6. marts 1945) blev landskendt, da hun den 18. september 1970 på Danmarks Radio fremførte Jesper Jensens sang ”Øjet” i programmet ”Musikalske Venner”. Sangen handlede om forbudte erotiske følelser og provokerede blandt andet med verselinjen: ”Ham Gud – han er eddermame svær at få smidt ud”. Det endte med, at den konservative justitsminister Knud Thestrup besluttede at få rejst blasfemi-tiltale mod de ansvarlige programchefer i Danmarks Radio. De blev pure frifundet året efter. Foto: Allan Moe

Et politisk flertal vil sløjfe straffelovens bestemmelse om straf for at håne religion. Der findes dog argumenter for paragraffen

Argumenterne for at sløjfe blasfemiparagraffen står efterhånden i kø:

Paragraffen bliver aldrig brugt, religioner og trossamfund skal også kunne tåle kritik og spot, ytringsfriheden er vigtigere end religiøse følelser, og religiøse følelser skal ikke have særstilling.

I mandags meldte kulturminister Marianne Jelved (R) og Sofie Carsten Nielsen, gruppeformand for De Radikale, sig i koret af fortalere for at afskaffe blasfemiparagraffen, som i knap 150 år har skullet beskytte religionssamfund mod krænkelser. I en kronik i Politiken argumenterede de for en afskaffelse, fordi vores samfund ikke skal bygges op på det tankesæt, blasfemiparagraffen er udtryk for, nemlig at krænkede religiøse følelser er vigtigere end ytringsfriheden.

Paragraffen førte senest til dom i 1946, hvor et ægtepar fik en bøde for at have døbt en dukke under et maskebal, og nu tegner der sig et politisk flertal med opbakning fra flere eksperter og biskopper for at afskaffe paragraffen. Det kan dog tidligst ske ved udgangen af 2014, fordi Straffelovrådets eksperter skal indstille til en eventuel afskaffelse, før politikerne vil sætte noget i værk.

Men er der faktisk argumenter for at bevare den religionsbeskyttende paragraf, som i vid udstrækning er blevet overhalet af straffelovens langt oftere benyttede bestemmelse om racisme?

Ja, det er der, forklarer Signe A.E. Larsen, forskningskonsulent ved Aarhus Universitet og ph.d. med afhandlingen Det blasfemiske selv. Blasfemiparagraffen i Danmark 1912-2012.

Paragraffen kan være en symbolsk påmindelse om at tale ordentligt til religiøse mindretal og et signal om, at der er grænser for hån, siger hun.

Lisbet Christoffersen, professor ved Roskilde Universitet og ekspert i kirke- og religionsret, tilføjer:

Der er ingen argumenter for at beholde blasfemiparagraffen, men der er noget at tage højde for, hvis paragraffen afskaffes. Og det er, at som jeg forstår racismeparagraffen, tager den ikke højde for hate speech (hadefuld tale, red.) mod religiøse grupper. Det er helt afgørende, at Straffelovrådet får redegjort for det, så samfundshensynet mod det dækkes. Ellers skaber man et hul i lovgivningen.

Herudover kan der opstå et lovgivningshul, hvis eksempelvis en kristen fanatiker finder på at afbrænde koraner, som det er forsøgt i USA, forklarer Signe A.E. Larsen.

At brænde en hellig bog eller at bruge løsrevne skriftsteder fra hellige bøger som en indirekte, men ikke mindre grov, mistænkeliggørelse eller stigmatisering af visse religiøse grupper er en særlig form for minoritetskrænkelse, som ikke fanges af racismeparagraffen. Man kan mistænkeliggøre religiøse grupper ved at mistænkeliggøre deres hellige skrifter, og det beskytter blasfemiparagraffen imod. I hvert fald i princippet.

Som en blandt mange eksperter er hun dog heller ikke fortaler for at bevare blasfemiparagraffen.

Jeg ser ikke noget tegn på, at paragraffen reelt har haft indflydelse på, hvordan man taler om religiøse mindretal i den politiske debat i Danmark. Hvis paragraffen fjernes, kunne man håbe, at politikerne ville tage mere ansvar for at beskytte religiøse mindretal, når tonen bliver meget grov, frem for at gemme sig bag straffeloven.