Prøv avisen

Fængslet præst udleverer nu sit barn til faderen

Efter at have været fængslet, har en 35-årige kvindelig præst nu indvilliget at lade sin eks-mand have samvær med parrets datter. Foto: Colourbox.com

En 35-årig kvindelig præst har i dag besluttet at udlevere sin datter, efter at hun siden 29. juni har siddet fængslet for ikke at lade faderen have samvær med pigen

Efter 17 dage bag tremmer, fordi hun ikke ville udlevere sin to-årige datter til samvær med faderen, har en 35-årig kvindelig præst i dag ombestemt sig.

å bagsædet af en bil og iført stribede sommershorts er den to-årige pige blevet fragtet fra sit skjul hos præstens mor og vil her til aften klokken 18.45 blive afleveret til faderen. Han har ikke set pigen siden april, men fogedretten har nu besluttet, at han får lov til at beholde datteren i de kommende tre dage.

Det oplyser præstens advokat, Vivian Jørgensen. Ifølge hende har præsten truffet beslutningen af hensyn til datteren.

Det er svært for et to-årigt barn at være så længe væk fra sin mor. Nu får det trods alt sin mor tilbage på mandag, siger hun og tilføjer, at det også handler om, at faderen har søgt om at få den fulde forældremyndighed og retten til, at barnet bor hos ham.

LÆS OGSÅ:Præst fængslet for ikke at udlevere sin datter

Som Kristeligt Dagblad fortalte onsdag, har den 35-årige præst siddet fængslet siden 29. juni, fordi hun nægtede at overlade datteren til faderen 15 timer hver uge. Hendes påstand har været, at det turde hun ikke, da hun mente, at faderen var psykopatisk.

Myndighederne har dog ikke vurderet, at der var grund til at stoppe samværet med faderen, og derfor blev det besluttet, at præsten skulle fængsles, indtil hun fortalte, hvor datteren blev holdt skjult.

Vivian Jørgensen forventer, at hendes klient nu bliver løsladt.
Fogeddommeren sagde, at han ville løslade hende så snart, han af faderen havde fået oplyst, at barnet var overleveret, fortæller Vivian Jørgensen.

Sagen om præstens fængsling har fået kritikken af den såkaldte forældreansvarslov fra 2007 til at blusse op igen. Loven har betydet, at med mindre tungtvejende grunde taler imod, skal forældremyndighed og samværsret i udgangspunktet deles ligeligt mellem forældre, der går fra hinanden.

Opstår der problemer, opfordres forældrene til selv at løse dem. De regler fører dog i stigende grad til kontroverser ofte til skade for barnet, oplever flere advokater og organisationer.