Prøv avisen

Færingerne holder fast ved fårene

Jóannes Patursson er 17. generation på kongsgården i Kirkjubøur, og han kan ikke forestille sig at stoppe med at arbejde med får. – Foto: Katrine Barslev.

En gang havde de fleste på Færøerne får, men med fiskeriets indtog fik landbruget en perifer betydning. Nu er under en procent af færingerne beskæftiget i erhvervet, men der er enighed om, at det aldrig helt vil dø ud

Overalt langs vejen mod Kirkjubøur ser man fårene. De står i vejkanten og tygger sindigt, mens de hjemmevant kigger på bilerne, der kører forbi. De holder sig fast på selv de stejleste skråninger, og de er herrer over de fjelde, som menneskene kun sjældent bestræder. Det er ikke for ingenting, at Færøerne betyder fåreøerne.

I bygden Kirkjubøur bor cirka 75 mennesker, men bygdens beskedne størrelse til trods er den Færøernes kulturelle og gejstlige centrum. Her boede engang den første biskop på Færøerne, og ruinerne af Magnus-katedralen står stadig næsten, som da den blev opført omkring år 1300.

I bygden ligger også Færøernes største kongsgård.

Bonden Jóannes Patursson viser rundt på gården, som bærer tydelig præg af fortiden. De gamle loftsbjælker er de samme, som da hans oldefar ejede gården, og de gamle trævægge har været ramme om mange generationers liv. Altid har fårene været basis for familiens indtægt, og sådan er det stadig.

Denne rolle har fårene haft i mange hundrede år, for færingerne var i lang tid afhængig af fårene for at overleve. Den klipperige jord gør det svært at dyrke afgrøder, og kun omkring fem procent af Færøerne er opdyrket jord. Fåreholdet har aldrig været en guldgrube, men mere en måde at overleve på. Derfor greb mange bønder chancen for en ny start, da fiskeriet kom til i 1800-tallet, og antallet af landmænd styrtdykkede. Nu arbejder kun cirka en procent i landbruget, mens mere end 97 procent af Færøernes eksport består af fiskeprodukter.

Nogle bønder holder ved. Jóannes Patursson er 17. generation på kongsgården i Kirkjubøur, og han kan ikke forestille sig at stoppe med at arbejde med får.

Fårene er en del af vores tradition, af vores liv. De har altid været her, og man skal huske, at de har gjort landet til det, det er i dag. De er en del af vores kulturelle arv, siger han.

Jóannes Patursson mener, at der er gode muligheder i fåreholdet, men han peger på flere ting, som skal laves om. Gården, han bor på med sin kone og fem drenge, er en kongsgård. Alle kongsgårde er ejet af Lagtingets jordfond uden mulighed for, at bonden kan købe gården Omkring halvdelen af den opdyrkede jord på Færøerne er på denne måde ejet af staten eller lade andre end sine børn overtage den. Sådan har det været i mange år, men Jóannes Patursson mener, at tiderne kalder på en ændring af de gamle love.

Vi har alle pligterne, men vi mangler rettighederne. Jeg tror ikke, at de fremtidige generationer vil stå model til det, så jeg mener, at privatisering er fremtiden, siger Jóannes Patursson.

Endnu er hans børn for små til at vide, om de vil overtage gården, men han frygter, at de vil blive frastødt af den manglende mulighed for at eje stedet.

Jóannes Patursson ejer omkring 350 moderfår, men han baserer ikke hele sin indtægt på fårene. Kongsgårdens unikke beliggenhed og historiske betydning tiltrækker hvert år turister og lokale i stor stil. En stor del af Jóannes Patursson og familiens tid går med selskaber i den gamle del af gården. Her spiser gæsterne sig mætte i gårdens egne dyr, og mange af de turister, der kommer, har aldrig smagt færøsk fårekød før. Det er nemlig ikke lovligt at eksportere kødet, fordi der ikke findes et slagteri på Færøerne. Derfor må bønderne selv stå for al slagtning, og det sætter ifølge Jóannes Patursson en stopper for udvikling af landbruget.

Jeg tror, der er potentiale til meget mere, men det er vigtigt at prioritere og effektivisere fåreholdet. Et slagteri er en nødvendig ting, hvis vi vil have fremgang på området, siger han.

Når slagtetiden nærmer sig, ringer han til en fast gruppe mænd og kvinder, som kommer og hjælper ham med at slagte. Det foregår på gården, og de personer, der hjælper, skal alle have fri fra deres job. Derfor er det begrænset, hvor mange får hver bonde kan have, for hjælperne kan ikke bruge uanede mængder tid til det.

Arbejdsgiverne er ikke længere så glade for, at deres medarbejdere skal have fri i længere tid, og derfor kan jeg ikke uden videre udvide mit antal får. Hvis der var et slagteri, kunne jeg få slagtet mine dyr uden hensyntagen til den hjælp, der er nødvendig nu. Så var der mulighed for at udvide besætningerne, og vi kunne eksportere fårekød i stedet for at importere, siger Jóannes Patursson.

Der er omkring 70.000 får på Færøerne, men til trods for det store antal kan øerne selv kun dække omkring 40 procent af det samlede kødforbrug. Resten importeres fra blandt andet New Zealand. Selvom det vil være ønskeligt med en mindre import, er det måske slet ikke muligt at udvide fårebestanden. Sådan lyder det fra Arvi Johanneson. Han er direktør i Landbrugsdirektoratet på Færøerne og mener, at landbruget begrænser sig selv.

Som det er nu, kan vi ikke have flere får, for så vil det gå ud over naturen. De spiser alt det grønne, og jorden bliver udpint. Det er muligt, at bønderne i fremtiden må holde fårene indenfor og fodre dem. Det bliver en bekostelig affære, så jeg tror ikke, der er basis for et mere intensivt fårehold. Der vil komme større krav om, at naturen skal komme frem for fårene, siger han.

Arvi Johanneson tror dog ikke, at fåreholdet helt forsvinder. Han peger på de mange traditioner, der ligger forbundet med fåreholdet og vurderer, at mange vil bevare fårene som en bibeskæftigelse.

Rektor for Universitetet i Torshavn, Jóan Pauli Joensen, er uddannet kulturhistoriker, og han mener heller ikke, at landbruget har det fornødne potentiale eller udviklingsmuligheder. Han tror dog, at interessen for især får overskygger de negative fremtidsudsigter.

Interessen gør, at folk vil blive ved med at have får, men måske vil det blive mere på hobbybasis. Fårene er så stor en del af vores identitet som færinger, at det ikke vil dø helt ud. Vi kan jo stadig finde glæde i at konkurrere om, hvem der har det største får. Jeg tror, at fårenes historiske og kulturelle betydning vejer tungere end manglende økonomiske gevinster, siger han.

På kongsgården i Kirkjubøur har Jóannes Patursson da heller ikke tænkt sig at nedlægge sit fårehold. En udvikling af landbruget er ønskelig, men traditionen og identiteten som fårebonde er vigtigere.

Et slagteri er alfa og omega for fremskridtet, men selv uden et slagteri bliver jeg ved. Så må vi bare finde på noget andet, siger han.

Et gammelt færøsk mundheld hedder, at fåreuld er Færøernes guld. Sådan er det måske ikke længere økonomisk set, men fårenes kulturelle betydning betyder, at færingerne holder fast ved de firbenede klippeklatrere.

barslev@kristeligt-dagblad.dk