Prøv avisen

Få har det så svært med russerne som danskerne

– Illustration: Rasmus Juul.

Rusland og præsident Vladimir Putin fylder meget i debatten om det kommende forlig om det danske forsvar. Netop danskerne har et særligt anstrengt forhold til russerne, viser tværeuropæisk undersøgelse, hvor Danmark i Rusland-skepsis overgår stort set alle andre EU-lande

Den russiske bjørn er et udholdende, uforudsigeligt og bidsk bekendtskab, som det er udmagrende at gå i nærkamp med og tager lang tid at nedstirre. Det har en lang række lande og ledere lært op gennem historien.

Lige fra Adolf Hitler, for hvem Stalingrad-slaget ifølge nogle beskrivelser var en slags Waterloo, og tilbage til Napoleon Bonaparte, der 130 år forinden fik tæv i Rusland, før han vitterligt mødte sit Waterloo. 1500-tallets svenske Gustav Vasa og 1900-tallets finske Gustaf Mannerheim mødte også russerne på slagmarken, mens amerikanske præsidenter fra Truman til Reagan lige holdt terrorbalancen over for Sovjetunionen i over 40 år frem til 1991.

Men lille Danmark har aldrig været i krig med den store bjørn mod øst. Jovist sørgede russiske soldater på Bornholm for, at Danmark ikke blev helt befriet med Befrielsen i maj 1945 – russerne blev på klippeøen helt indtil 1946. Og jovist havde vi danskere under den kolde krig et meget ukammeratligt forhold til kammeraterne i øst. Men Danmark og Rusland har aldrig været i krig.

Alligevel er vi – hollænderne undtaget – den mindst Rusland-venlige befolkning i EU’s endnu 28 medlemslande. Det viste en paneuropæisk holdningsundersøgelse, det såkaldte Eurobarometer, der foretages for EU-Kommissionen, tilbage i december sidste år. En undersøgelse, som måske er interessant at bide mærke i, nu hvor forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig går i gang. Forsvarsforliget skal nemlig især styrke ”forsvarets evne til kollektiv afskrækkelse og forsvaret af Nato”, som der står i regeringens udspil.

”Det gælder særligt i Østersø-regionen, hvor Ruslands ageren giver anledning til voksende bekymring. Rusland opruster kraftigt og gennemfører store militære øvelser langs Østersøen og de baltiske landes grænser uden respekt for internationale normer og principper,” står der også i udspillet, som straks fik det russiske udenrigsministerium på banen med kritik af den danske regering.

Ruslands annektering af Krim og simulerede missilangreb mod Bornholm, støtten til den syriske præsident Bashar al-Assad og en voldsomt kritiseret homo-lovgivning har alt sammen givet Rusland dårlig omtale i Danmark de senere år. Og så vender vi tilbage til Eurobarometeret. Kun 11 procent af danskerne angav i undersøgelsen fra sidste år, at de har et positivt syn på Rusland. Til sammenligning er ganske mange danskere – 76 procent – pænt begejstrede for de ellers så ofte arroganceanklagede franskmænd og virkelig begejstrede – 91 procent – for Tyskland, som ingen kan betvivle, at vi historisk har haft et anstrengt forhold til.

Russerne, derimod, kan vi tilsyneladende virkelig ikke lide. Ja, Rusland-begejstringen i Danmark er faktisk mindre end den tilsvarende i både Finland og Polen, der ellers nok har haft et historisk anstrengt forhold til Rusland, og hvor henholdsvis 18 og 27 procent af befolkningerne erklærer sig positive over for landet. Ikke høje procenter, og samlet set er Rusland det land i undersøgelsen, som flest EU-borgere har den mest negative opfattelse af. Men danskerne har altså set sig særligt sure på landet.

Og det kan der også uden den store sikkerhedspolitiske redegørelse være gode forklaringer på, mener flere Rusland-kendere, der selv er langt fra at være Vladimir Putin-fans. Heriblandt forfatteren og journalisten Leif Davidsen, der har boet og rejst i Rusland og kalder den russiske præsident for ”en bandit og en bølle” og en mand med ”en mangel på empati, jeg ikke tror danskerne generelt set synes om”.

”Vi har nok et forkert billede af russerne, men rent politisk kan jeg godt forstå, at danskerne, som tror på demokratiet, må tage afstand fra en meget stor nation, som godt kan lide at tryne sine naboer, hvis ikke de gør, som man siger,” siger Leif Davidsen, der tilføjer, at ”generelt ligger det i hele vores historie, folkekarakter og politiske kultur, at vi ikke kan lide stærke mænd og slet ikke stærke regeringer”.

”Danmark har stort set altid været regeret af mindretalsregeringer, fordi vi synes, det er et godt princip at samarbejde, og der er ikke ét parti, der skal have hele magten. Det kan vi ikke lide. Derfor tror jeg også, at vi reagerer lidt hårdere og skeptisk over for en stærk mand som Putin.”

Men, siger han også, ”den her undersøgelse spejler jo meget godt, at jo mindre man ved, jo mere fordomsfuld er man”.

Det er seniorforsker og ruslandskender Flemming Splidsboel fra Dansk Institut for Internationale Studier enig i.

”Danskerne har en forholdsvis lille interaktion med russerne, men alligevel nok til, at vi har en mening om dem. Det er klart, at polakkerne har flere høns at plukke med russerne end os, men de har også en langt større interaktion, og mange af polakkerne kan jo russisk, fordi de to sprog er ret tætte på hinanden. Det vil sige, at de også på en helt anden måde har kendskab til russisk kultur, måske værdsætter det og kan tale med russere,” siger Flemming Splidsboel.

Han tror, at mange danskere husker sagen med den tjetjenske eksilleder Akhmed Sakajev, som Rusland i 2002 forgæves forsøgte at få udleveret fra Danmark, ligesom vi husker, at ”den russiske ambassadør har truet os med atomvåben”.

”Der er ingen tvivl om, at størstedelen af dækningen af Rusland i de danske medier er negativ. Det betyder ikke, at den har en slagside,” siger Flemming Splidsboel, der tilføjer, at ”jeg synes, at russerne, det russiske styre og den russiske præsident fortjener at få nogle smæk en gang imellem”.

Leif Davidsen tror desuden, ”at det spiller ind, at danskerne er et meget rejsende folk”. Og derfor indimellem har mødt russiske turister under varmere himmelstrøg.

”Og det er ikke nogen hemmelighed, at russere, der rejser i flok, ikke er til at holde ud. Så mange danskere har oplevet dem som en brovtende og uhøflig gruppe, der rydder de der all inclusive-buffeter, og det kan jeg skrive under på,” siger han.

Når det er sagt, mener Leif Davidsen, at danskerne har et stereotypt indtryk af Rusland som ”et mafialand, der uafbrudt pønser på krig, og hvor alle er enten meget, meget rige eller meget, meget fattige, og derfor har man måske et lidt forkvaklet billede af et meget komplekst, kompliceret og meget stort og varieret land med i dag en stor middelklasse, der er ret så moderne og på mange måder ligner os”. Et land, Davidsen trods alt besøger igen og igen, selvom befolkningen måske ikke er så smilende.

”De har den der indbyggede mistro til fremmede, til myndigheder og til autoriteter, for de har lært på den hårde måde, at man ikke skal stole på dem. De er antitesen til den japanske høflighed. Men jeg synes faktisk, at der er sket noget den seneste år, blandt andet ude i provinsen. Især de unge er mere smilende, mere glade og fornøjede, snakker mere højlydt med grin og latter på cafeerne, end man så for bare få år siden,” siger Leif Davidsen.

Flemming Splidsboel understreger, at ”jeg beskæftiger mig med Rusland og har valgt det, fordi jeg synes, det er et fantastisk land og nogle fantastiske mennesker”.

”Og så er de meget vidende og dannede mennesker. Det er folk, som er sjove at have samtaler med. De er meget hårde ved hinanden og vi andre i det offentlige rum, men meget søde og elskværdige, når man er sammen med dem privat,” siger han, og stort set samme toner lyder fra Leif Davidsen, der kalder russerne ”utroligt gæstfrie, hvis man inviteres indenfor”.

”De har i århundreder været vant til, at man overlevede i nære venne- og familiebånd. Og sådan er det jo stadigvæk, og man giver sin sidste skjorte, hvis en ven eller et familiemedlem har brug for det.”

Leif Davidsen har skrevet flere thrillere med russiske handlingsforløb. Hans bøger er ”befolket med mange russere, nogle er skurke, nogle er helte, men ingen af mine karakterer er sort-hvide”, siger han. Han kender til gengæld udmærket den russiske skurk fra anden fiktion.

”I underholdningsindustrien, i Hollywood og i dårlige bøger, også på dansk, har man ’typecastet’ den russiske mand som skurken. Den russiske mafiaskurk har været gængs i, jeg ved ikke hvor lang tid. Han taler med accent, han er brutal og han skyder alle. Sådan er det. I en periode i filmhistorien var det den sortsmuskede italiener, der var mafiamanden. Det er nærmest lige så patetisk som at hvis nogle ryger på film i dag, er de skurke,” siger Leif Davidsen.

Fra virkelighedens verden kender vi også russiske stereotyper og billeder. Vladimir Putin med bar mave og fiskestang er bare én af dem. Flere danskere har formentlig klukleet af den tidligere præsident Boris Jeltsin eller den flamboyante rigmand Oleg Tinkov, der overtog Bjarne Riis’ cykelhold og blev kaldt for ”den skøre russer” i sportspressen.

Flemming Splidsboel nævner også en tidligere reklamefilm for elektronikforretningen Fona med fiktionsfiguren ”Igor” i hovedrollen – en ifølge Splidsboel ”ret stor, overvægtig, midaldrende russisk mand med ung trofækone”.

Da Flemming Splidsboel for nogle år siden holdt et foredrag om russisk branding i Moskva, viste han reklamen til det lokale publikum, der ”havde lidt svært ved at finde ud af, hvad de syntes om det”.

”Det kunne ikke lide stereotypen, men den var egentlig leveret med kærlighed,” siger Flemming Splidsboel: ”Igor var lidt ligesom en onkel Igor, og derfor kunne vi tillade os at lave lidt sjov med ham. For han var en del af vores familie.”