Efter manges bedømmelse har Mette Frederiksen klaret det første halve år som statsminister vældig godt. Regeringens interne koordination er veltrimmet, blandt andet på grund af stabschefen, Martin Rossens, rolle. Hun har håndteret en række sager rigtigt. Populariteten er i top. Alligevel er det naturligvis alt for tidligt at sige noget om, hvorvidt vi får en statsmand i Statsministeriet, men grundlaget er der.
Hvad er en statsmand? Der er (naturligvis) ikke enighed om svaret. Det afhænger også i høj grad af, hvad man lægger i begrebet statsmand. Et svar på det spørgsmål kan man til gengæld få ved at gå til statskundskabens klassiske grundlægger, som var grækeren Platon, der levede for cirka 2400 år siden. Ifølge hans dialog med navnet Statsmanden (’Politikos’) skal en statsmand være som en væver, der samler de forskellige samfundsklasser, således at statens sammenhængskraft sikres. Statsmanden skal i den forbindelse blandt andet gøre en ende på de modsætninger mellem rige og fattige, som skaber splid.
Ifølge Statsmanden af Platon består en stat af to vigtige grupper af mennesker i en stat. Der er de dynamiske og foretagsomme – de modige – og der er de stilfærdige, fredsommelige, der helst vil passe sig selv, og som han kalder de sagtmodige. Staten har brug for begge grupper. Derfor er det statsmandens opgave at få ”sammenvævet” de modige og de sagtmodige, således at der i staten skabes samdrægtighed og venskab.
Hvordan har Mette Frederiksen foreløbigt spillet rollen som væver? En af de første sager, hun tog op, drejede sig om Godhavnsdrengene og andre børn, som havde været anbragt på drengehjem, og hvoraf mange var blevet forulempet. Hun gav dem den undskyldning, som ingen tidligere regering ville give dem, selvom de nu voksne drenge sagtmodigt havde tryglet og bedt herom. Undskyldningen kom i forlængelse af Mette Frederiksens selverklærede rolle som ”børnenes statsminister”.
En anden sag kom til hende udefra, da den amerikanske præsident, Donald Trump, i forbindelse med et selvinviteret besøg til Danmark modigt udtalte, at han agtede at tage sagen om et amerikansk køb af Grønland op. Donald Trump blev venligt og meget bestemt afvist, hvilket førte til, at han droppede besøget. Mette Frederiksen optrådte her i rollen som de sagtmodige grønlænderes statsminister.
Den tredje sag, som kan trækkes frem, vedrører Mette Frederiksens meget klare afstandtagen fra antisemitismen i Danmark, hvor hun som en af de første danske toppolitikere samtidig har adresseret dens rod til at befinde sig både i visse frembusende islamiske indvandrerkredse, på venstrefløjen og på højrefløjen. Det er også de tre rødder, som det jødiske trosamfund i Danmark og i andre europæiske lande i årevis sagtmodigt har peget på.
Den statsmandsagtige håndtering af de tre sager er sandsynligvis medvirkende til, at Mette Frederiksen i en ny måling af YouGov blandt et repræsentativt udvalg af danske vælgere på en skala fra 1 til 5 får en karakter på 3,63, som er det højeste blandt regeringens ministre og en af de tre højeste karakterer til ministre overhovedet, siden YouGov begyndte deres undersøgelser for mere end 10 år siden.
Platon ville ikke tillægge den slags vægt. Som statsmand tager man beslutninger, uanset om de bliver bakket op af mange eller af få. Det afgørende er, at statsmandens beslutninger væver samfundet sammen. I et demokrati, som han heller ikke var meget for, bliver man imidlertid nødt til at tage hensyn til popularitetstallene, og man kan nok med en vis ret hævde, at de er udtryk for, at væverrollen er blevet varetaget tilfredsstillende.
Det er muligt, at Mette Frederiksens popularitet falder. Det er set før, at en regeringsleder har fået en begynderpopularitet, som siden er mindsket. Det skyldes flere ting. Mere trælse sager melder deres ankomst. Regeringslederen begynder måske at tro for meget på rygklappernes rygklapperi. Det sidste er det farligste, for en ydmyg varetagelse af statsministerrollen baseret på, at man konstant har en indre tvivlende orm gnavende i samvittigheden, er måske den bedste vej frem mod statsmandspositionen. Det er med denne tvivl, at man når de sagtmodige.
Når chancen for, at Mette Frederiksen måske alligevel beholder tvivlens nådegave, ikke er så ringe endda, skyldes det, at hun trods en relativt ung alder allerede har taget et ikke-taktisk herresving på den holdningsmæssige front. Det gælder hendes holdning til udlændingepolitikken. Når man af et ærligt hjerte har måttet sande, at hvad man mente engang ikke holdt, er fortsat ydmyghed en god mulighed. Dermed er der også chance for, at vi snart får en sand ”sammenvævende” statsmand i Statsministeriet.
Peter Nedergaard er professor på institut for statskundskab på Københavns Universitet.