For et halvt år siden holdt Dennis Christensen og hans familie for rødt lys et sted i Ishøj syd for København. I bilen lyttede de til det populære Danmarks Radio-program ”Mads og monopolet”, og mens de ventede på grønt lys, fik de gennem bilruden øje på, at familien i nabobilen havde en gestik og nogle ansigtsudtryk, som tydede på, at de sad og lyttede til præcis det samme. Selvom de to familier hverken kunne høre hinanden eller hinandens radioer, gav det en sælsom følelse af fællesskab og samhørighed.
”På nogle måder er der noget, der går tabt, når vi kun sjældent har denne oplevelse af at dele vores medieoplevelse med de andre. Der ligger en tryghed i at vide, at man gør det samme. At man for eksempel, mens man ser en af de store sportsbegivenheder, kan høre naboen råbe inde på den anden side af væggen, fordi Danmark har scoret,” siger Dennis Christensen, som er chef for DR Medieforskning og hovedforfatter til rapporten ”Medieudviklingen 2019”, som netop er udkommet.
Rapporten viser, at selvom danskernes brug af tv, radio og trykte medier ændrer sig over tid, så sker der ikke revolutioner fra år til år, kun mindre forskydninger. 30 procent af den tid, vi bruger på medier, bruger vi på helt traditionelt at se det, der på godt dansk kaldes flow-tv, altså de udsendelser, hvor tv-stationen bestemmer indholdet og sendetiden, og vores frie valg begrænser sig til, at vi kan slukke eller slå over på en anden kanal. Den nye, stadigt voksende måde at se tv på, streaming, hvor man selv vælger, hvad man vil se og hvornår, lægger trods alt kun beslag på halvt så meget tid, nemlig 15 procent af vores samlede medieforbrug.
Film og serier fra streaming-tjenester som Netflix og HBO Nordic og kortere videoer fra hjemmesider som YouTube vinder stadig mere frem, og streaming er gået fra at være noget, som yngre og højtuddannede mennesker i byerne benytter sig af, til at omfatte alle aldre og samfundsgrupper. 60 procent af danskerne mellem 47 og 75 år har prøvet at streame, og 27 procent streamer på ugentlig basis.
”Med streaming bliver den enkelte sin egen programplanlægger. Vi vælger selv, hvornår det passer os at se eller lytte. Men når der er tale om udsendelser, der er så stor interesse omkring, at der vil blive talt om dem bagefter, er vi alligevel nødt til at få dem set forholdsvis hurtigt,” påpeger Dennis Christensen og giver endnu to eksempler fra sin egen verden.
”Der er mange, der synes, det er en god ting, at hvis man ikke lige har tid til at se ’Den store bagedyst’ lørdag aften, kan man bare streame den fra DR’s hjemmeside. Men mine børn er alligevel ret militante med, at vi skal se udsendelsen lørdag, for de ved, at der vil blive snakket om den henne i skolen mandag morgen,” fortæller medieforskeren.
Næste eksempel viser, at når interessen for streaming-tjenesternes produkter bliver stor nok, kan der også der opstå det, der på godt dansk hedder FOMO – fear of missing out – altså en bekymring for, at de andre ved noget, vi ikke ved om de populære film og serier, og dermed kan komme til at udløse spændingen – på godt dansk spoile – inden vi selv får programmet set.
”Da sidste afsnit af serien ’Game of Thrones’ i maj 2019 skulle vises på HBO Nordic, havde vi ude på vores arbejdsplads en pagt om, at ingen måtte røbe slutningen. Afsnittet blev gjort tilgængeligt fra mandag morgen klokken 04.00, og der var en aftale om, at mandag måtte ingen snakke om det over frokostbordet. Men tirsdag var der ingen barmhjertighed,” fortæller Dennis Christensen.
Samtidigheden og de fælles referencer i Mediedanmark er altså ikke afgået ved døden. Men der skal mere til end tidligere, før en begivenhed samler næsten hele befolkningen. Store sportsbegivenheder, enkelte dramaserier på DR og TV 2, Dronningens nytårstale, melodi grand prix og den slags. Det er kun udvalgte grupper, der er så meget til ”Game of Thrones” eller ”Den store bagedyst”, at de skal se disse programmer hurtigst muligt. Og selvom der for eksempel også findes grupper – primært unge mænd – der går meget op i e-sport, er det ifølge Dennis Christensen ikke en samlende begivenhed, som også berører hans mor i Vestjylland, når det de danske e-sportsuperstjerner på holdet Astralis spiller.
”Der er blevet færre udsendelser, som virkelig samler alle, og flere, som samler publikum inden for en bestemt subgenre. Inden for bestemte segmenter er podcasts som ’Mørkeland’ populære, men selvom podcast er en genre i fremgang, kommer lyttertallet ikke i nærheden af de to millioner, der kiggede med på tv, da Danmark spillede mod Kroatien ved VM i fodbold i 2018,” konstaterer medieforskeren.
Men den tid er uigenkaldeligt forbi, da et dansk tv-monopol kunne regne med at samle befolkningen foran tv lørdag aften, næsten uanset hvad man fandt på at sende. Måske oplevede Danmarks Radio sit tydeligste hybris – overmod – midt i 1980’erne, da underholdnings- og debatprogrammet ”Lørdagskanalen” med Gregers Dirckinck-Holmfeld og Hans-Georg Møller havde skyhøje seertal lørdag efter lørdag.
Som et fast element havde programmet en seerinddragende quiz. På et tidspunkt ændrede tilrettelæggerne quizzen, så det ikke som vanligt var seerne, der skulle ringe ind til programmet. Mens programmet sendte live, slog værterne tilfældigt op i telefonbøger og ringede så hjem til seerne – troede de. Det viste sig, at adskillige af de mennesker, de ringede til, ikke så tv og derfor ikke havde den fjerneste anelse om, hvad det var, de skulle medvirke i. Hurtigt derefter vendte ”Lørdagskanalen” tilbage til et mere traditionelt quiz-koncept. Men eksperimentet vidner om, hvor dominerende forestillingen var dengang om tv for hele nationen. Ikke mindst hos DR selv.
I dag er ydmygheden større. Ingen nok så populær medieproducent tager for givet, at alle danskere er med derude som seere, lyttere eller læsere. Men rapporten om medieudviklingen 2019 vidner om, at på ét punkt har den gamle, nationale public service-station stadig en anden plads i danskernes bevidsthed end noget andet medie.
Spørger man danskerne, hvilket nyhedsmedie de anser for vigtigst for dem selv, vinder TV-Avisen på DR 1 med 18 procents tilslutning et hestehoved foran TV 2 Nyhederne, TV 2 News, dr.dk/nyheder og Radioavisen. Spørger man, hvilket nyhedsmedie der er vigtigst for samfundet, bliver hestehovedet til adskillige vognlængder. 39 procent peger på TV-Avisen, mens TV 2 Nyhederne tager andenpladsen med 10 procent.
”Jeg tror, mange har det sådan, at de ikke nødvendigvis får set TV-Avisen, og at de ofte læser, ser og hører nyheder alle mulige andre steder. Men netop til TV-Avisen knytter der sig en forestilling om, at her er foretaget en velovervejet udvælgelse fra hele dagens nyhedsstrøm. Ved at se dén udsendelse bliver man om ikke et bedre menneske, så i hvert fald godt klædt på,” siger Dennis Christensen.
Han bruger det billede, at ud over anvendt tid på et bestemt medie kan man som forsker også kigge på, hvilken mæthedsoplevelse et medie giver. Altså en følelse af at være blevet klogere, oplyst eller meningsfuldt underholdt frem for, at man bare spildte tiden med noget pjat. Selvom hurtige nyheder fra sociale medier og korte YouTube-klip fylder en del i især unges forbrug, så tyder noget på, at danskerne er blevet en lille smule mere bevidste om at bruge tid på de medieoplevelser, der mætter bedre. For eksempel avislæsning eller de ”gammeldags” samtidige tv-udsendelser, hvor man ikke bare føler, man modtager informationer, men at man bliver involveret i nationens fælles samtale.
”Op til folketingsvalget i juni brugte danskerne mange forskellige digitale medier i et forsøg på at finde ud af, hvad de skulle stemme. Men mange gav efterfølgende udtryk for, at de først blev i stand til at beslutte sig efter at have set den afsluttende partilederrunde som traditionelt flow-tv,” fortæller Dennis Christensen.