Prøv avisen

Fængselsbetjente: Isolation skal bruges til at tale fanger til rette

Brugen af isolationsfængsling er siden 2015 steget med 84 procent. Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Øgningen i brug af isolationsstraffe viser, at kriminelle ikke længere ustraffet kan håne eller true betjente. Fængselsforbundet ser dog gerne, at isolationen blev benyttet på at hjælpe de indsatte ud af kriminalitet

De disciplinære straffe blandt landets omkring 3700 indsatte i arresthuse og fængsler er siden 2016 blevet skærpet for en lang række forseelser. Brugen af strafcelle, hvilket vil sige isolationsfængsling, er som beskrevet i Kristeligt Dagblad forleden steget fra 2579 tilfælde i 2015 til 4752 tilfælde sidste år – en stigning på 84 procent.

Fængselsforbundet, der repræsenterer landets fængselspersonale, er primært glade for stramningerne.

”Der drejer sig om retfærdighed for en fængselsbetjent. Tidligere følte man afmagt, når systemet sagde ’nårh ja, det kan vi ikke gøre noget ved’. Nu er det tydeligt, at det ikke er omkostningsfrit at behandle statens medarbejdere eller ejendomme dårligt,” siger Bo Sørensen, forbundssekretær i Fængselsforbundet, men understreger dog samtidig, at isolationsfængsling ikke kan løse alle problemer.

”Som hovedregel får ingen det bedre af at komme i en strafcelle – intet tyder på, at det har en effekt hverken i forhold til at virke præventivt eller forbedrende. Vores grundholdning er derfor, at vi må bruge fangernes tid på en anden måde. Hvis man havde ekstra bemanding til rådighed, kunne personalet komme i dialog med fangerne i strafcellerne og for eksempel rekruttere bandemedlemmer til exitprogrammer,” siger Bo Sørensen.

Han tilføjer dog:

”Jeg er ikke så naiv, at jeg tror, det ville virke på alle.”

Som det er nu, har personalet kun sparsom kontakt med de indsatte i strafcellerne, eksempelvis i forbindelse med udlevering af mad eller hvis den indsatte skal følges til toilettet.

Bo Sørensen ser derfor et stort resocialiseringspotentiale, hvis fængselsbetjenten fik tid til at tale sig ind på livet af en kriminel under isolationsfængslingen, hvor den indsatte ikke behøver tage højde for de sociale dynamikker blandt de andre kriminelle. I strafcellen ville betjenten have mulighed for at bringe den kriminelle på rette spor.

”Skulle vi ikke hellere arbejde på, at fangerne blev nogle mindre ubehagelige mennesker? Så har vi virkelig vundet noget ved strafcellerne. I særdeleshed for personalet, men også for det omgivne samfund.”