Fængselsforbundet: Datingstop for livstidsfanger er malplaceret

Bo Yde Sørensen, der er forbundsformand i Fængselsforbundet, havde svært ved at tro sine egne øjne, da han tirsdag aften så regeringens forslag om strengere forhold for livstidsdømte.

- Det bedste, jeg kan sige, er, at det er fuldstændig malplaceret, at regeringen bruger sit krudt på det her i en tid, hvor Kriminalforsorgen er gået personalemæssigt konkurs, siger han.

Regeringen foreslår, at forholdene for livstidsdømte og visse forvaringsdømte skal gøres strengere.

Det betyder, at de blandt andet ikke skal kunne danne nye relationer de første ti år af afsoningen, mens de heller ikke skal kunne ytre sig om deres forbrydelser uden tilladelse.

Han fortæller, at der har været tvangsbemanding i fængslerne i løbet af sommeren, fordi der ikke har været nok til at tage vagterne.

- Og så udarbejder man lovforslag på baggrund af to-tre fanger, der har kvajet sig i medierne. Det har jeg ganske enkelt svært ved at forstå, siger Bo Yde Sørensen.

Han fortæller, at forslaget ikke kommer til at gøre en forskel for de ansatte i fængslerne.

- For mine kolleger kommer det her forslag hverken til at gøre fra eller til. Hvis man beslutter, at de her mennesker skal have besøg af nogle færre, så får de færre besøg, siger han.

Han mener, at regeringen i stedet burde bruge tiden på at sikre, at der er tilstrækkelig bemanding i fængslerne, og at der er nok plads til alle fangerne.

Fængselsforbundet repræsenterer blandt andet fængselsbetjentene.

Anderledes positive er Kriminalforsorgsforeningen, der er fagforening for de civilt ansatte i Kriminalforsorgen.

- Særligt af hensyn til retshåndhævelsen og retsfølelsen støtter vi forslaget.

- Man skal finde en balance, så folk ikke bliver så isolerede, at de bliver desperate, og vi risikerer, at de begår uhyrligheder i fængslet, siger John Hatting, formand for Kriminalforsorgsforeningen.

Han mener også, at det vil påvirke hverdagen i fængslerne, hvis forslaget bliver til virkelighed.

- Vi skal huske på, at arbejdsmiljøet og afsoningsklimaet bliver påvirket, hvis folk ingen udsigt har til noget som helst.

- Så vi skal tænke os om, siger han.

/ritzau/