I Torshavn og Moskva arbejder man for øjeblikket på en ny frihandelsaftale mellem landene. Sidste år underskrev repræsentanter fra de to lande således en såkaldt hensigtserklæring, der blandt andet skal mindske toldsatser landene imellem.
Dengang kaldte landsstyrets daværende minister for udenrigsanliggender, Poul Michelsen, aftalen for et ”gennembrud”, der ”nok vil bane vejen for, at en frihandelsaftale mellem Færøerne på den ene side og Rusland, Kasakhstan, Armenien, Hviderusland og Kirgistan på den anden side bliver til virkelighed”.
I Danmark synes flere folketingspolitikere, at det lyder som en dårlig idé. De mener, at en frihandelsaftale potentielt også er et udenrigs- og sikkerhedspolitisk anliggende, da rigsfællesskabet officielt er en del af EU’s sanktioner mod Rusland på grund af landets annektering af Krim og støtten til oprørerne i Østukraine.
Til Kristeligt Dagblad opfordrede tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (R) blandt andet færingerne til ”at tænke sig rigtigt godt om, før de tager et så ultimativt skridt, som det er at indgå en frihandelsaftale med Rusland.”
Konkret frygter Lidegaard, at Rusland kan udnytte Færøerne, hvis selvstyret bliver for økonomisk afhængigt af sin eksport til landet.
Tilbage står det afgørende spørgsmål: Er en frihandelsaftale mellem en stat i rigsfællesskabet og et land, som Vesten i årevis har været i konflikt med, i sidste ende et handelspolitisk anliggende, som Færøerne bestemmer over – eller et sikkerhedspolitisk anliggende, en interesse Danmark egenrådigt varetager?
”Både og,” svarer Jørgen Meedum Staun, der forsker i russisk udenrigs- og sikkerhedspolitik i Arktis ved Forsvarsakademiet og uddyber:
”Man kan sige, at al den stund, at der er forholdsmæssig lavspænding i det arktiske område mellem Danmark og særligt USA og Rusland, så handler frihandelsaftalen i særdeleshed om handel, men i det øjeblik, der kommer mere fokus på konflikterne mellem Rusland og Vesten, så kan en frihandelsaftale som den her hurtigt blive til et sikkerhedspolitisk spørgsmål. Særligt fra amerikansk side kan den dobbeltrolle, som rigsfællesskabet lige nu indtager i forhold til Rusland, blive problematisk,” siger han.
Det arktiske område, som forskeren refererer til, har de seneste år oplevet en stigende bevågenhed fra stormagter som Kina, Rusland og USA – med præsident Trumps fejlslagne forsøg på at købe Grønland for nylig som det mest åbenlyse eksempel. Interessen for Arktis skyldes, at området er blevet mere fremkommeligt, hvilket åbner nye handelsruter og gas- og oliefelter i et område, hvor landegrænser endnu ikke er trukket.
I Færøerne deler den nyvalgte minister for udenrigspolitiske anliggender Jenis av Rana ikke de danske folketingspolitikeres bekymring. Selvom hans forgænger benævnte hensigtserklæringen som en frihandelsaftale, så mener den nyvalgte minister, at der snarere er tale om en samarbejdsaftale, ligesom han siger, at hensigtserklæringen ikke har lige så stor prioritet for Færøernes nye regering.
”Først og fremmest er det ikke sådan, at Færøerne har valgt Rusland frem for EU. Selvom eksporten til Rusland voksede efter 2013, er EU stadig vores største marked, og vi er ikke bange for at blive økonomisk afhængige af Rusland – og vi skal nok passe på. Vi ser ikke hensigtserklæring som en vej til frihandel, men derimod et bredt samarbejde, men sådan noget kan jo udvikle sig henover årene. Verden ændrer sig jo,” siger han.
Sjúrður Skaale, medlem af Folketinget for det socialdemokratiske parti Javnaðarflokkurin, tøver ikke med at bruge betegnelsen frihandelsaftale. Han mener fortsat, at der er opbakning til udsigten til frihandel med russerne blandt de 50.000 færinger, men understreger, at han vil lytte, hvis allierede modsætter sig aftalen:
”Hvis der kommer et ønske fra Nato om, at vi ikke skal lave en frihandelsaftale med Rusland, så skal ønsket diskuteres i meget tæt dialog. Det vil medføre, at Danmark bliver nødt til også at inddrage Færøerne. Danmark er ikke længere i en position, hvor det kan træffe beslutninger hen over vores hoved,” siger han.