Danmark tæt på 1000 corona-døde. Men færre får alvorlige forløb

Med den aktuelle udvikling i dødstal, vil Danmark i dag runde 1000 corona-dødsfald. Men sammenlignet med foråret, er færre indlagt på intensiv afdeling og i respirator. Vi er blevet bedre til at behandle, lyder det fra læger

Her ses en covid-19-patient, Salim Aladdin på 54 år, i en samtale med læge, Claire Præst Holm, og sygeplejerske, Marie Svensson, på lungemedicinsk afdeling på Bispebjerg Hospital i København torsdag den 7. maj 2020. (Arkivfoto).
Her ses en covid-19-patient, Salim Aladdin på 54 år, i en samtale med læge, Claire Præst Holm, og sygeplejerske, Marie Svensson, på lungemedicinsk afdeling på Bispebjerg Hospital i København torsdag den 7. maj 2020. (Arkivfoto). . Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix.

En lille uge før jul er antallet af indlagte på landets hospitaler lige så højt, som det var i foråret, og alt tyder på, at Danmark i dag vil runde i alt 1000 corona-dødsfald, hvis dødstallet udvikler sig, som det har gjort de seneste dage.

Den gode nyhed er, at hverken antallet af døde eller indlagte på hospitalernes intensivafdelinger følger med antallet af indlæggelser i det hele taget, når man sammenligner med situationen i foråret.

Med andre ord ender færre af de indlagte under epidemiens anden bølge med at dø eller blive så syge, at de skal i intensiv behandling og måske respirator.

Det skyldes, at de syge, der i dag opsøger hospitalet, er både yngre og mindre skrøbelige, samt at behandlingen er blevet bedre, siger Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet.

”Vi har lært meget i løbet af sommeren. Mange flere patienter opsøger hospitalet tidligere, når de bliver syge af coronavirus, og så er vi simpelthen blevet bedre til at behandle. Begge dele har betydning for, at relativt færre ender i respirator.”

Coronaepidemien ramte et hidtidigt højdepunkt den 1. april i år. Den dag var 535 patienter indlagt. 146 var på en intensivafdeling, og 129 var i respirator. På ét døgn døde 22 døde mennesker med coronavirus i kroppen.

I går var 516 patienter indlagt, omtrent det samme tal som i april. Men kun halvt så mange som i foråret er i dag indlagt på intensiv og kun en tredjedel i respirator. De tal er henholdsvis 76 og 46. Det seneste døgn er 17 personer døde, hvilket betyder, at i alt 992 danskere er døde med corona.

Bjarne Ørskov Lindhardt er ledende overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på Amager og Hvidovre Hospital. De syge kommer tidligere, og det er den afgørende årsag til, at relativt færre af de indlagte i dag har et kritisk forløb med covid-19, mener også han.

”Mange af dem, vi ser nu, kom i foråret slet ikke ind på hospitalet. De lå derhjemme i sengen og stod sygdommen igennem. Men nu er de blevet testet og ved, de har coronavirus, og så opsøger de hospitalet, når de får symptomer, for eksempel vejrtrækningsbesvær. Vi har i dag patienter, som ligger et par dage til observation, uden at få behandling. I foråret fik vi kun patienter ind, der var så syge, at de skulle på hospitalet.”

Patienter behandles nu med lægemidlerne remdesivir, som bekæmper virus, og dexamethasone, der dæmper betændelsestilstand i lungerne. Det er en anden faktor, som er afgørende for, at ”de indlagte ikke lige så ofte behøver at blive rykket til intensivafdelingerne”, siger Hans Jørn Kolmos.

Samtidig er man på hospitalerne blevet bedre til at vurdere, hvilke patienter, der overhovedet vil have gavn af intensivbehandling, fortæller Christian Wejse, epidemiolog og afdelingslæge ved Aarhus Universitetshospital.

”Vi gør selvfølgelig alt, hvad vi kan, for at hjælpe vores patienter. Men hvis der overhovedet ikke er nogen udsigt til, at tilstanden forbedres og en patient kan reddes, bliver de nu liggende på sengeafdelingerne, i stedet for at blive trukket igennem et langt og ubehageligt forløb på intensiv, som alligevel vil ende med, at patienten dør,” siger han og fortsætter:

”Derudover var vi i foråret mere usikre på, om den ilt, vi kan give på sengeafsnittene, er tilstrækkelig for mange patienter. Det har den vist sig at være, og derfor kan vi i højere grad behandle dem der.”

På Amager og Hvidovre Hospital er der lige nu cirka otte patienter i intensiv behandling, oplyser ledende overlæge Claus Lund.

De er mellem 54 og 76 år og gennemsnitligt omkring ti år yngre, end den gennemsnitlige intensivpatient var i foråret. Også den tendens kan rumme en lille god nyhed.

”Det kan hænge sammen med, at man lukkede plejehjem ned for besøgende,” siger han med henvisning til de strenge besøgsrestriktioner på mange af landets plejehjem.

Også Christian Wejse mener, at det henover efteråret langt henad vejen lykkedes at beskytte de mest sårbare i samfundet.

”I efteråret har der været flere yngre patienter indlagt, hvor det i foråret i højere grad var de ældre. Mange af de yngre, vi har haft inde, har måske haft brug for ilt i nogle dage, men det har ikke medført de helt samme og alvorlige forløb, som det er tilfældet med ældre mennesker,” siger han.

Han er dog nervøs for, at det i lyset af et stigende antal smittede og indlagte vil ændre sig.

”Men det er vigtigt at få sagt, at vi godt kan følge med. Vi skal nok håndtere situationen, og der er ikke udsigt til, at vi løber tør for respiratorer,” siger han.

Også Claus Lund fra Amager og Hvidovre Hospital peger på, at Danmark er på vej mod en mere alvorlig situation, men at der er styr på situationen. For nok skal der i dag flere indlagte til, før vi risikerer såkaldt italienske tilstande. Men risikoen rykker tættere på, hver dag antallet af syge stiger.

”Antallet af døde patienter med corona på intensivafdelingerne hænger sammen med antallet af indlagte. Procentdelen af patienter, som behøver intensivbehandling, er mindre i forhold til foråret, men hvis antallet af indlagte nu stiger voldsomt, vil der procentvis også blive mange flere intensivpatienter. Dér er vi på vej hen. Men vi er på forkant og har plads til de patienter, der forventeligt dukker op mellem jul og nytår.”