Kangerlussuaq minder på mange måder om en kulisse fra en westernfilm. En støvet vej skærer sig gennem byen, og langs den ligger små træhuse malet i blå og røde nuancer. Byens lufthavn er et af de få steder i Grønland, hvor landingsbanen er lang nok til, at store passagerfly kan lande. Derfor kommer de fleste, der besøger Grønland, forbi Kangerlussuaq, inden de tager et mindre fly videre til for eksempel Nuuk eller Ilulissat.
I byen hænger der ingen valgplakater. Faktisk findes der ingen synlige tegn på, at den grønlandske befolkning i morgen skal til stemmeurnerne for at vælge, hvilke to politikere som de kommende år skal repræsentere Grønland i Folketinget. Det er kun, hvis man bladrer i en af de grønlandske aviser, at man opdager, der er et nært forestående valg.
På parkeringspladsen foran Kangerlussuaq Lufthavn sidder Albert, der kun vil optræde ved sit fornavn, og ryger en cigaret. Han er 42 år og arbejder i lufthavnen, hvor han håndterer baggage og fylder brændstof på flyene. På spørgsmålet om, hvorvidt han skal stemme til valget, trækker han bare på skuldrene:
”Hvad for et valg? Jeg tror ikke på politikere, de lyver, derfor stemmer jeg ikke.”
Valgdeltagelsen til folketingsvalget i Grønland er faldende. I 2007 benyttede 64 procent af de grønlandske vælgere sig af muligheden for at stemme, mens det i 2015 kun var halvdelen af vælgerne, som endte med at sætte et kryds.
Ifølge Rasmus Leander Nielsen, der er adjunkt ved Institut for Samfund, Økonomi & Journalistik ved Grønlands Universitet, skyldes den lave valgdeltagelse blandt andet, at folketingsvalget står i skyggen af det nationale valg til det grønlandske landsting, Inatsisartut. Her stemte 72 procent af vælgerne til valget i 2018.
”Folketingsvalget i Grønland har lidt samme status som europa-parlamentsvalget i Danmark, et såkaldt ’andenordens-valg’, som er et velkendt fænomen i valgforskningen,” siger Rasmus Leander Nielsen.
”Man vælger kandidater til et parlament, som geografisk ligger meget langt væk, og hvor det kan være svært for borgerne at gennemskue betydningen af politikernes arbejde.”
Derfor gik valgkampen da også først rigtigt i gang i forrige uge, hvor de første vælgermøder blev afholdt i hovedstaden Nuuk, og valgplakaterne kom op at hænge.
Tager man et af de små Dash-8 propelfly, som forbinder Kangerlussuaq med resten af Grønland, når man efter en kort flyvetur mod nord til Grønlands tredjestørste by, Ilulissat. Mennesker fra hele verden rejser hvert år hertil for at opleve Ilulissat Isfjord og de enorme isbjerge.
Derfor er Ilulissat en by, hvor indbyggertallet i disse år stiger, og økonomien blomstrer. Her ses også de første synlige tegn på, at valgkampen er i gang. På byens torv hænger en valgplakat af Aleqa Hammond, der ved sidste valg blev stemt ind i Folketinget.
I forsøget på at genvinde et af de to grønlandske mandater til Folketinget, genopstiller hun denne gang for partiet Nunatta Qitornai.
Skråt over for valgplakaten af Aleqa Hammond ligger Cafennguaq. Her kan man, takket være et myggenet der er opsat i døren, i ro og mag nyde en bagel og en kaffe. Duften af ristet brød fylder lokalet, og ud af højtalerne lyder Britney Spears hittet ”Hit Me Baby One More Time”.
Cafennguaq er startet af 31-årlige Nikoline Berthelsen, der er opvokset i Ilulissat. Ligesom Albert i Kangerlussuaq har hun heller ikke fulgt med i valgkampen:
”Jeg følger slet ikke med. Når jeg prøver at lytte til dem, der stiller op, snakker de hele tiden om de andre partiers fejl i stedet for om, hvad de selv vil opnå. Det orker jeg ikke at høre på.”
I 40 år har Grønland selv haft ansvar for socialpolitikken i landet, hvorfor området i princippet er et nationalt anliggende. Alligevel fylder de indenrigspolitiske emner meget i valgkampen. Det gælder også for Nikoline Berthelsen:
”For mig er selvstændighed vigtig, men jeg synes ikke, at vi er klar til at blive selvstændige. I stedet burde de snakke om de virkelige problemer, som vi har her i Grønland. Vi kunne for eksempel gøre meget mere i forhold til børnene og det sociale område.”
Rasmus Leander Nielsen fra Grønlands Universitet har fulgt valget tæt, og ifølge ham er det ikke usædvanligt, at de nære nationale problematikker fylder meget for grønlænderne under folketingsvalget:
”Det ser vi jo også i Danmark, hvor politikerne til europa-parlamentsvalget diskuterer spørgsmål, som egentlig ligger uden for EU, men som optager vælgerne.”
Gående forbi caféen kommer Olava Hansen. Hun er 32 år gammel og arbejder ved Ilulissat Sygehus:
”Jeg synes, det er vigtigt, at der er et godt samarbejde i Folketinget. Ikke kun mellem de danske og de grønlandske politikere, men også at de to grønlandske mandater kan arbejde i samme retning. Vi må jo ikke glemme, at der bor mange grønlændere i Danmark, og for dem kan de grønlandske politikere i Folketinget gøre meget.”
I modsætning til Nikoline Berthelsen er Olava Hansen dog ikke i tvivl om, hvorvidt hun skal stemme til valget i morgen:
”Selvfølgelig skal jeg stemme. Jeg ved også, hvem jeg skal stemme på.”
På grund af tidsforskellen lukker de grønlandske valg-steder først ved midnat dansk tid. Det endelige valgresultat vil derfor blive kendt i løbet af natten til torsdag.