Prøv avisen

Psykiatribruger: Man skal være halvdød efter et selvmordsforsøg for at blive hørt

For mig som beboer på et bosted er det ganske logisk, at volden øges på bostederne. Når man er på en psykiatrisk afdeling, bliver man ofte udskrevet, før man er klar, fordi der simpelthen er mangel på sengepladser, skriver Cecilie Skovbjerg, der bådeer psykaitribruger og beboer på et bosted. Foto: Polfoto

De beboere, der bliver tilkendt et bosted, bliver dårligere og dårligere, har mindre og mindre overskud til at arbejde med sig selv, fordi de simpelthen ikke var klar, da de ankom, skriver beboer på et bosted

Der bliver talt meget om, hvordan alt for syge beboere kommer til bosteder i stedet for at være, hvor de egentlig hører til – på psykiatriske afdelinger. Der bliver talt om at oprette en ny bostedsform, hvor tvang er en mulighed.

Jeg har selv boet på bosted i fire et halvt år, og i den tid har jeg tydeligt kunnet mærke nedskæringer, travlhed, mangel på tid og omsorg, samtidig med at der er kommet massivt dårligere beboere ind. Ofte personfarlige og udadreagerende. Det giver en øget utryghed blandt de øvrige beboere og fører til indlæggelser, fordi der ikke er overskud og tid til at give den støtte, der virkelig er brug for, og som burde være bostedernes fornemste opgave.

For mig som beboer på et bosted er det ganske logisk, at volden øges på bostederne.
 
Når man er på en psykiatrisk afdeling, bliver man ofte udskrevet, før man er klar, fordi der simpelthen er mangel på sengepladser. Der er kun plads til de allerdårligste. Resten bliver sendt hjem med argumentet om, at det er bostederne, der skal gøre arbejdet.

På bostederne er der heller ikke rigtig tid. Personalet gør sit bedste, men de beboere, der bliver tilkendt et bosted, bliver dårligere og dårligere, har mindre og mindre overskud til at arbejde med sig selv, fordi de simpelthen ikke var klar, da de ankom.
 
Samtidig lægges der pres på de psykiatriske afdelinger om at nedbringe tvangen, nedbringe bæltefikseringer og tvangsindlæggelser.

Jeg har som patient og beboer svært ved at se, hvordan dette kan lade sig gøre. For overhovedet at blive hørt skal man nærmest være halvdød efter et selvmordsforsøg. Man bliver målt og vejet og ofte fundet for let.
 
Det hænger simpelthen ikke sammen. Man skal huske på, at vi her taler om nogle af samfundets svageste borgere. 

Cecilie Skovbjerg er psykiatribruger