Hvert år fødes 50-100 børn med abstinenser, og i gennemsnit får 11 børn diagnosen føtalt alkoholsyndrom (FAS) som følge af moderens forbrug af rusmidler under graviditeten. Det tal fik for nylig socialminister Mai Mercado (K) til at introducere et forslag om tvangsbehandling.
Men ifølge de sundhedspersoner, som arbejder med kvinderne, er debatten ”afsporet”, fordi målgruppen ikke eksisterer med den profil, som ministeren tror.
For det første stopper langt de fleste gravide deres forbrug, når de opdager, at de er gravide, siger Merete Hein, overlæge i Familieambulatoriet på Aarhus Universitetshospital, som står for svangreomsorgen for sårbare gravide og opfølgningen af særligt sårbare småbørn i Region Midtjylland.
”De hardcore misbrugere har vi ikke på samme måde her, som man har for eksempel i udlandet. Hovedparten er motiveret for at stoppe med det tilbud, de kan få,” siger hun og illustrerer med tal fra sin egen region: Lige nu er 77 gravide tilknyttet Familieambulatoriet, men ingen af dem har et aktivt forbrug.
Samme melding lyder fra Inge Olga Ibsen, overlæge og faglig leder af Familieambulatoriet på Odense Universitetshospital. Hun anslår, at man her har ”én, to eller tre” kvinder om året, der ikke kan nås ad frivillighedens vej.
Problemet er, at de heller ikke kan nås med tvang, for ingen ved, at kvinderne er gravide, før det er for sent:
”De, jeg har haft, hvor jeg tænkte, at tvang kunne være en mulighed, er kommet i kontakt med sundhedsvæsenet mindst 20 uger for sent. Vi skulle sidde i folks soveværelser og overvære dem have sex, hvis tvang skulle hjælpe deres fostre, for skaderne sker tidligt.”
Blandt det mest ekstreme eksempel er en kvinde, som har født to skadede børn, men i dølgsmål, fortæller hun:
”De helt utilnærmelige finder vi ikke i systemet. Det kan godt være, at de er der – men ikke som nogen, systemet ved er gravide.”
Familieambulatoriet i Hvidovre har tilsvarende erfaringer, forklarer ledende overlæge Charlotte Wilken-Jensen: Hvert år kommer fire-fem kvinder ”meget kort tid før fødslen”, og da er det for sent:
”Dem kan vi ikke få ud af deres forbrug, inden de skal føde, selvom vi har succes med at trappe andre ud. De har ikke meldt sig som gravid nogen steder i systemet. De er ikke socialt velstillede, men de er nogle helt andre typer end den stereotype forestilling om en misbruger med stikmærker, for dem har vi ikke. De her er i stand til at gå under radaren,” siger hun.
Derfor er det afgørende, at kvinderne tør komme til sundhedsvæsenet så tidligt som muligt i deres graviditet, og en mulighed for tvangsbehandling vil ifølge lægerne skræmme flere væk, end det kan hjælpe:
”Låser man én inde, kan det skræmme 50 andre væk. Og de andre er mange flere. At introducere diskussionen om tvang vil på ny sætte vores opsporingsmuligheder tilbage, og det er rigtig trist for de kommende børn,” siger Inge Olga Ibsen.
Socialminister Mai Mercado ”køber ikke argumentet om, at man skræmmer nogen væk”, skriver hun til Kristeligt Dagblad:
”Jeg ved godt, at det her er meget principielt, men vi er nødt til at have en diskussion om, om vi bare fortsat kan acceptere som samfund, at børn kommer til verden med så alvorlige følgeskader, når vi har mulighed for at sætte ind. Jeg synes, barnets rettigheder negligeres, når vi accepterer, at det fødes med en hjerneskade. Der er behov for, at vi i højere grad tager barnets perspektiv med i det her,” mener hun også.
Formanden for Børnerådet, Per Larsen, mener også, at muligheden for tvang skal stå åben i de tilfælde, hvor sundhedspersonerne møder en konkret gravid, der kun kan holdes væk fra alkohol eller stoffer på den måde:
”Det er altafgørende, at man laver så meget opsøgende arbejde som overhovedet muligt og prøver at overbevise disse kvinder på den bløde måde om, at det er vigtigt, at de søger hjælp, hvis de bliver gravide. Men det er Børnerådets holdning, at man stadig skal have den ventil åben, at man i helt ekstreme tilfælde skal kunne behandle den stofmisbrugende kvinde for at redde barnet,” siger han.