Prøv avisen

Fagfolk: Overvej samme lindring til langvarigt psykisk syge som til døende

Det er sjældent, at patienter med alvorlige psykiatriske lidelser henvises til lindring af deres symptomer og lidelse som supplement til behandling af selve sygdommen. Foto: NIMA STOCK

Patienter med kronisk anoreksi eller andre alvorlige psykiatriske diagnoser kan have gavn af lindrende behandling ved hjælp af redskaber som dem, specialisterne anvender over for en terminal kræftpatient, mener to professorer

Omkring halvdelen af patienter, som får diagnosen anoreksi, bliver aldrig raske eller er syge i op til flere årtier. De har den højeste dødelighed på tværs af psykiatriske diagnoser, og den er næsten tre gange højere end i baggrundsbefolkningen.

Men selvom døden er en alt for sandsynlig følgesvend, henvises patienter med alvorlige psykiatriske lidelser som for eksempel anoreksi kun sjældent til lindring af deres symptomer og lidelse som supplement til behandling af selve sygdommen – det vil sige såkaldt specialiseret palliation, der især er kendt fra den specialiserede lindring til alvorligt syge og døende kræftpatienter.

Helle Timm, professor og forskningsleder på Rehpa, Videncenter for Rehabilitering og Palliation, ønsker at koble palliation tættere til psykiatriske lidelser.

”Også i psykiatrien kan døden være meget nærværende, det er bare oftest i form af risikoen for selvmord i stedet for en somatisk død som for en kræftpatient. Desuden kan personer med anoreksi også dø af underernæring og følger af det. Døden er nærværende, og det kan være meget lidelsesfuldt. Vi er efterhånden godt i gang med at udvide den specialiserede palliation til andre patientgrupper end kræftpatienter, og endnu et skridt kan være, at psykiatrien og palliationen taler sammen.”

Helle Timm understreger, at formålet med palliativ indsats er at lindre lidelserne forbundet med en livstruende sygdom – helt modsat at opgive disse patienter ud fra en betragtning om, at de er uafvendeligt døende.

”Måske skal man bruge et andet begreb end ’palliation’. Men en lidelse som anoreksi kan være så alvorlig, at man lever med døden som reel risiko, og det kræver lindring og omsorg for hele familien.”

En undersøgelse fra Rehpa fra 2013 viser, at palliation tilbydes langt mindre i psykiatrien, end når det gælder patienter med somatiske sygdomme: 18 procent af ledelserne på psykiatriske afdelinger havde dengang en overordnet politik for palliation mod 67 procent af ledelserne på somatiske afdelinger.

I disse år undersøger forskning i spiseforstyrrelser blandt andet, hvordan man kan sikre kronisk syge patienter en bedre livskvalitet i erkendelse af, at mange ikke bliver raske, siger Rene Støving, professor ved Syddansk Universitet og specialeansvarlig overlæge ved det højtspecialiserede Center for Spiseforstyrrelser på Odense Universitetshospital.

Der kan palliationen være med:

”Jeg tror, vi kunne have et fornuftigt samarbejde. Personer inden for palliationen kunne bidrage med redskaber, vi ikke bruger så meget. Det kan være at holde os fast på, at det er livskvalitet, der skal definere behandlingen, og at den ikke nødvendigvis skal forlænge livet for en patient, hvor det er så kronisk.”

Også han understreger, at palliation til denne patientgruppe ikke skal forstås på samme måde som palliation til en kræftpatient, hvor der intet håb er om overlevelse:

”Og de første mange år vil vi ikke opgive at behandle med det mål at helbrede,” siger han.

For eksempel kan man med tvang give ernæring via sonde til en person med anoreksi, som ellers ville dø, siger Loa Clausen, seniorforsker og psykolog på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Risskov ved Aarhus – man undlader altså aldrig at behandle selv de mest syge patienter.

Loa Clausen mener, at psykiatrien allerede råder over en tilgang, der har til formål at lindre symptomer og øge livskvalitet hos patienter med kronisk psykisk sygdom:

”Den kan sagtens komme mere i brug ved spiseforstyrrelser. Palliativ behandling er i min begrebsverden noget, der peger mod at lindre vejen mod døden, når man ikke længere tror på, at man kan overleve med sygdommen, mens såkaldt recovery-behandling peger mod et liv med sygdom, men med mindre lidelse.”