Fagfolk på stribe modsatte sig tvangsanbringelsen af Kristinas sønner

Regeringen ønsker at øge antallet af tvangsfjernelser af børn. Sidste år overgik den skæbne Asger og Elias, der blev fjernet fra deres mor mod hendes vilje. Det skete, selvom flere fagfolk med kendskab til drengenes handicap mente, at moderen kunne passe dem med den fornødne hjælp

”Direkte skadelig”. Sådan lyder vurderingen om tvangsfjernelsen fra en af de fagpersoner, som har mødt og udredt Kristina K. Jensens to drenge. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen.
”Direkte skadelig”. Sådan lyder vurderingen om tvangsfjernelsen fra en af de fagpersoner, som har mødt og udredt Kristina K. Jensens to drenge. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen.

Har du fået læst de to første kapitler af historien om Kristina K. Jensen? Find kapitlerne her.

”Denne anbringelse kan være direkte skadelig og traumatiserende for børnene på grund af deres tale- og sprogvanskeligheder.”

Sådan indledte logopæd Louise Skov sin udtalelse til Københavns Kommunes børne- og ungeudvalg, efter at hun blev bekendt med, at Asger på fire år og Elias på to år var blevet tvangsfjernet fra deres mor, Kristina K. Jensen, sidste år.

Logopæden skrev, at hun med tanke på børnenes handicap ikke mente, det var ”en løsning at anbringe dem udenfor hjemmet væk fra den mor, som har indsigt og kendskab til deres behov,” ligesom hun skrev, at det undrede hende, at forvaltningen havde valgt, at ”negligere” hendes og andre fagpersoneners anbefalinger:

”Vi har uafhængigt af hinanden vurderet, at der her er tale om to børn med massive behov for en specialiseret indsat i SAMARBEJDE med deres mor,” stod der i udtalelsen.

Indsigelsen var nytteløs. Som Kristeligt Dagblad har beskrevet de seneste dage, besluttede kommunens børne- og ungeudvalg at tvangsfjerne Asger og Elias den 17. januar 2019. Brødrene blev placeret i en plejefamilie i Nordjylland, 400 kilometer fra deres mor og hidtidige hjem i København. Godt og vel et halvt år senere opsagde plejefamilien dog ”kontrakten” på den ældste af brødrene, hvorfor drengene i dag bor hver for sig. Den ældste, Asger, der nu er fyldt fem år, befinder sig i sin tredje plejefamilie på et år.

Sagen om tvangsfjernelsen af Asger og Elias er ikke så sort/hvid, som regeringens retoriske spørgsmål om at stå på børnenes side af og til kan fremstå.

Drengenes mor, Kristina K. Jensen, fik ikke fjernet sine børn på grund af vold, overgreb, psykisk sygdom eller misbrug. Forud for anbringelsen gik derimod et årelangt forløb, hvor sønnerne blev udredt af diverse fagpersoner, hvor flere uafhængigt af hinanden konstaterede, at drengene lider af dyspraksi – en medfødt motorisk udviklingsforstyrrelse, der gør det svært at koordinere muskelbevægelser, hvilket påvirker evnerne til at tale, skrive og holde balancen.

Det var da også med afsæt i drengenes handicap, at kommunens Børn- og ungeudvalg begrundende tvangsanbringelsen med, at ”der er en åbenbar risiko for, at Asger og Elias’ sundhed og udvikling lider alvorlig skade på grund af utilstrækkelig omsorg for og behandling af Asger og Elias”.

Spørger man imidlertid en række af de fagpersoner, der har mødt og udredt drengene, forholder det sig snarere omvendt.

Som beskrevet i indledningen kaldte logopæd Louise Skov anbringelsen for ”direkte skadelig”.

Hun bakkes op af foniatrisk overlæge Svend Prytz, der udredte de to drenge. Han er en af landets førende læger på området, og han fastslår, at han i sine ”25 år som overlæge på neurologisk-foniatrisk klinik på Bispebjerg Hospital og som foniatrisk konsulent for Pædagogisk-psykologisk rådgivning i Københavns Kommune kun har set otte til ti børn med tilsvarende svære udviklingsforstyrrelser”.

Derfor understreger han også, at han godt kan forstå, at fagpersoner i Københavns Kommune har været rådvilde, når de iagttog børnenes tilbagestående udvikling uden den rette viden om deres handicap.

”Jeg har oplevet to familier med lignende vanskeligheder. De løb også ind i et langstrakt forløb med kommunen, men her synes jeg, man må sige, at Kristina gør alt, hvad hun kan for sine børn. Jeg mener, at de børn har bedst af at blive trænet af deres mor, der har suppleret sin uddannelse for bedre at kunne tage sig af sine børn, og jeg forstår ikke, hvorfor skal det være så kontroversielt, at hun vil træne sine børn hjemme,” siger han.

Overlægen vurderer, at hele sagen eskalerede, fordi kommunen aldrig indså, hvor svære børnenes handicaps er.

”Hvis jeg skal prøve at se lidt velvilligt på processen, så vil jeg sige, at hele forløbet bygger på en række misforståelser, hvor kommunen ikke indser, at Kristina K. Jensens børn er syge. Derfor vurderer kommunen, at nogle plejeforældre kan sikre børnenes udvikling, men jeg synes faktisk, at det er synd for de her plejefamilier, for det kræver en hel masse viden at tage hånd om de udfordringer, drengene har. Og det ser vi jo også nu, hvor den ældste af drengene er blevet anbragt for tredje gang.”

Ergoterapeut Stine B. Nielsen arbejder til dagligt med børn med hjerneskader og har ligeledes mødt og udredt drengene. I en skriftligt udtalelse til kommunen i kølvandet på tvangsanbringelsen anbefalede hun ”på det kraftigste”, at de gav Kristina K. Jensen ”vejledning til, hvordan hun i hjemmet kan indrette sin hverdag”, til gavn for Asger og Elias.

”Jeg har aldrig oplevet andet end en mor, som forstod, hvad det var for nogle problematikker, hendes børn var oppe imod,” siger hun, da Kristeligt Dagblad spørger, hvordan hun opfattede Kristina K. Jensen til konsultationerne.

Det er da heller ikke indtrykket af en ”dårlig mor” som den kommunale sundhedsplejerske, der har fulgt familien siden Asgers fødsel, giver i sine løbende notater. Et år før anbringelsen oplever hun ”generelt, at Kristina er både kærlig og lydhør overfor sine børn”.

Et halvt år senere noterer hun, at det er hendes indtryk, ”at Kristina er en kærlig mor, som vil sine børn det bedste. Ved mine samtaler over telefon samt ved mine hjemmebesøg har jeg generelt set en mor, der bruger sine intentioner og for eksempel afbryder talen med mig, når et eller begge børn har brug for hende”.

Samtidig noterer sundhedsplejerskens dog, ”at Kristina har måttet klare for meget for længe”. Ligesom hun skriver, at Kristina K. Jensen selv giver udtryk for, ”at hendes kræfter er brugt op”.

Samme udlægning kommer fra Annika Dam, der som ergoterapeutstuderende i godt ni måneder fungerede som familiens aflastningsperson, visiteret af kommunen. Hun kom i hjemmet flere dage ugentligt og beskriver ligeledes en kærlig og omsorgsfuld mor, der dog var frustreret og stresset over kommunens, ifølge hende, manglende hjælp.

Da Kristeligt Dagblad fortæller Annika Dam, at børnene i dag er blevet tvangsfjernet og bor i Nordjylland, bliver der stille i telefonen:

”Vent lidt… Er de blevet tvangsfjernet? … Det havde jeg ikke set komme.”

Københavns Kommune har ikke ønsket at stille op til interview. I en mail skriver borgercenterchef Lise Stidsen Vandahl:

”Som kommune må vi ikke udtale os i konkrete sager af hensyn til borgernes retssikkerhed, da det er personfølsomme oplysninger. Men det er altid dybt ulykkeligt, når et barn anbringes med tvang. Det er den sidste udvej. Vi arbejder målrettet med forebyggelse og støtte i hjemmet, fordi vi mener, at det som udgangspunkt er bedst for børn at være hos deres forældre. Vi er én af de kommuner, der anbringer færrest børn, og af de anbragte børn er kun en mindre del af dem tvangsanbragte.”

Asger og Elias er opdigtede navne. Brødrenes identiteter er kendt af redaktionen. Afgørelsen om at tvangsfjerne Kristina K. Jensens børn er i dag stadfæstet af Ankestyrelsen og byretten.

Vil du læse resten af historien om Kristina K. Jensen? Find alle kapitlerne her.