Fagfolk: Vi aner ikke, om tvangsadoptioner hjælper udsatte børn

I sin nytårstale lagde statsminister Mette Frederiksen (S) op til, at flere børn skal tvangsadopteres. Men det er tvivlsomt, om flere tvangsbortadoptioner er den rette løsning, mener eksperter

Da Sisse Bøgild, 57 år og formand for Tabuka, landsforeningen for nuværende og tidligere anbragte, hørte statsminister Mette Frederiksen (S) sige i sin nytårstale, at flere børn bør anbringes tidligere, var hun grundlæggende enig. Men enigheden ophørte efterfølgende brat, da talen faldt på Mette Frederiksens ønske om flere bortadoptioner af udsatte børn. Arkivfoto.
Da Sisse Bøgild, 57 år og formand for Tabuka, landsforeningen for nuværende og tidligere anbragte, hørte statsminister Mette Frederiksen (S) sige i sin nytårstale, at flere børn bør anbringes tidligere, var hun grundlæggende enig. Men enigheden ophørte efterfølgende brat, da talen faldt på Mette Frederiksens ønske om flere bortadoptioner af udsatte børn. Arkivfoto. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.

Hvis det var nemmere at tvangsadoptere udsatte børn, da Sisse Bøgild var lille, var hun ganske sikkert blevet det, mener hun. Og hun gyser bare ved tanken. For selvom hendes barndom var præget af alt andet end tryghed og stabilitet, og hun blev tvangsfjernet som femårig, ville det at afskære hende fra al kontakt til den biologiske familie have været ganske katastrofalt, siger hun.

”Som barn vil man altid have behov for at søge tilbage til sine biologiske rødder. Jeg ville have oplevet en kæmpe usikkerhed om, hvor jeg hører til i livet, hvis jeg havde fået cuttet båndet helt til mit ophav,” fortæller Sisse Bøgild.

I dag er Sisse Bøgild 57 år og formand for Tabuka, landsforeningen for nuværende og tidligere anbragte. Da hun hørte statsminister Mette Frederiksen (S) sige i sin nytårstale, at flere børn bør anbringes tidligere, var hun grundlæggende enig. Men enigheden ophørte efterfølgende brat, da talen faldt på Mette Frederiksens ønske om flere bortadoptioner af udsatte børn.

”Vi har hele tiden været imod bortadoption, som kun kan være en løsning i aller-yderste og helt særlige tilfælde. Selvfølgelig skal vi forsøge at skabe mere kontinuitet i anbringelserne, men tvangsadoption er aldrig en god løsning. Stabiliteten i barndommen skal sikres ved, at børnene og anbringelsesstederne matches bedre fra start, så børnene ikke flyttes rundt i systemet hele tiden,” siger hun.

Når et barn tvangsfjernes, sker det uden forældrenes samtykke på baggrund af en begrundet formodning om, at problemerne i hjemmet, som eksempelvis manglende omsorg, misbrugsproblemer eller vold i hjemmet, ikke kan løses, mens barnet bor hjemme. Målet er dog ofte, at barnet på et tidspunkt kan vende hjem til forældrene igen, ligesom de biologiske forældre bevarer forældremyndigheden.

Det samme gør sig ikke gældende ved en tvangsadoption, hvor myndighederne beslutter, at barnet ikke kommer hjem igen. De biologiske forældre har ikke krav på at se barnet og mister samtidig forældremyndigheden, der overgår til barnets adoptivforældre.

Statsministerens udmelding, kommer efter at et flertal i Folketinget allerede har gjort det muligt at tvangsadoptere ved lovændringer i 2015 og 2019. Men de seneste år er under 10 børn om året blevet tvangsadopteret. Samtidig er der ingen dokumentation for, at bortadoption og flere tvangsfjernelser kan løse problemerne for de mest udsatte af de omkring 14.000 børn, der ikke kan bo hos deres forældre, lyder meldingen fra flere eksperter.

Professor i socialret ved Københavns Universitet Kirsten Ketscher fremhæver, at tvangsadoption er et meget vidtrækkende indgreb i børns rettigheder, der kan risikere at kollidere med menneskerettighederne.

”Lige meget hvad, så er blod tykkere end vand, og retten til at være sammen med de biologiske forældre er helt afgørende. Både tvangsadoption og tvangsfjernelse ligger tæt på administrativ frihedsberøvelse. Derfor skal det være svært både at tvangsadoptere og tvangsfjerne et barn. Der er selvfølgelig børn, som ikke kan være sammen med deres forældre, men det kan løses ved de såkaldte barndomsfjernelser, hvor barnet er anbragt uden for hjemmet barndommen ud,” siger Kirsten Ketscher.

Ifølge professoren er hovedproblemet, at kommunernes sagsbehandling ofte ikke er grundig nok, og hun er derfor personligt fortaler for særlige børnedomstole uden for kommunalt regi, hvor anbringelsen besluttes på baggrund af en grundig udredning.

Seniorforsker Anne-Dorthe Hestbæk fra Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, efterlyser mere viden om, hvordan det går de ganske få børn, der hvert år bortadopteres med tvang.

”Indtil 2015 havde vi næsten ingen tvangsadoptioner, og de seneste år har vi haft under 10 om året. Jeg kunne godt forestille mig, at det er et skridt, der kan overvejes i de tilfælde, hvor forældrene måske er meget udsatte, også på lang sigt, og har flere andre børn, der er anbragt uden for hjemmet. Når statsministeren foreslår flere tvangsadoptioner, så ved vi ikke, om det er et forslag, der reelt vil løse de mest udsatte børns problemer,” siger Anne-Dorthe Hestbæk.

Hun understreger, at beslutningen om adoption og anbringelse uden for hjemmet altid er et svært valg.

”Det er ikke som at behandle en hovedpine eller en kræftknude. For nogle børn er det rigtige at blive anbragt. Andre børn, som måske endda er i en tilsvarende situation, har faktisk bedst af at være hjemme med støtte, på trods af problemerne i familien. Det vil altid være en meget nøje afvejning fra sag til sag,” siger Anne-Dorthe Hestbæk.

Professor i socialt arbejde, Inge Bryderup fra Aalborg Universitet, fremhæver, at anbragte børn ifølge danske undersøgelser opnår den bedste trivsel, når kommunen samarbejder med forældrene.

”En anbringelse med samtykke fra forældrene betyder ofte, at barnet forstår, hvorfor det er anbragt. Undersøgelser viser, at barnet stilles i en loyalitetskonflikt, hvis forældrene modsætter sig anbringelsen. Al forskning viser også, at næsten uanset, hvor lidt forældrene har været til stede i barnets liv, så bliver de ved med at være børnenes forældre langt op i voksenlivet. Samtidig ser en betydelig del af de børn og unge, der bor i plejefamilier, ikke deres plejefamilie efter, at de er blevet voksne,” siger Inge Bryderup.

Hensigten med et større fokus på bortadoption er, at det skal give flere børn mulighed for en tryg og reel start på livet, forklarer social- og indenrigsminister Astrid Krag (S).

”Børn, der er svigtede, skal ikke være kastebolde. De skal have et fast hjem og trygge rammer, og derfor skal vi kigge mod flere adoptioner og tvangsanbringelser, fordi det er to af de greb, vi har til at sikre trygge rammer for et barns liv. Vi vil nu kigge hele vejen rundt og se, om det er lovgivningen, der skal ændres, eller om det er betingelserne, proceskravene eller den kommunale forvaltning, der skal gøres noget ved. Og så må vi handle dér, hvor der er behov for det.”

Hun påpeger desuden, at bortadoption ikke nødvendigvis er ensbetydende med et rent snit, hvor de udsatte børn komplet afskæres fra relationen med deres biologiske familie:

”Beslutningen om, hvorvidt der skal være en relation til de biologiske forældre, må ske ud fra en individuel vurdering. Det afgørende er, at det sker på barnets præmisser.”8