Der står blæst om grænsen for fri abort i Danmark. Men flere aktører siger nu til Kristeligt Dagblad, at de er kritiske i forhold til at hæve grænsen for fri abort fra udløbet af 12. svangerskabsuge, hvor den ligger i dag.
I sidste uge meldte den seksualpolitiske interesseorganisation Sex & Samfund ellers ud, at foreningen gerne ser grænsen for den fri abort hævet til minimum 18. graviditetsuge. Senere på ugen sluttede fødselslægernes sammenslutning, Dansk Selskab for Gynækologi og Obstetrik, op om en højere grænse, og i dagens avis anbefaler også Institut for Menneskerettigheder en ny grænse: "Det kunne eksempelvis være til 18. graviditetsuge," skriver direktør Louise Holck i et debatindlæg.
Men en bred vifte af aktører er ikke enige i den linje.
Gorm Greisen er professor i neonatologi, det vil sige speciallæge i nyfødte og især for tidligt fødte børn, samt tidligere formand for Det Etiske Råd.
"Jeg mener ikke, at grænsen skal hæves," siger han og begrunder:
"I neonatologien kan vi gøre stadigt mere for at holde de mindste i live, og mange forældre ønsker det. Det er en flydende grænse, hvornår det kan lade sig gøre. For 25 år siden var levedygtighedskriteriet 28 uger. Nu er det måske 22 uger. Det er afhængigt af den teknologi, vi har til rådighed. Pointen er, at der ingen skarp grænse er for, hvornår det, der ligger derinde, bliver til et menneske. I respekt for det mener jeg, at grænsen for fri abort skal holdes på 12 uger."
Ida Donkin er medlem af Det Etiske Råd og kommende speciallæge i gynækologi og obstetrik.
"Mit indtryk fra min egen fødeafdeling og gynækologiske afdeling er, at vi selv som fagfolk er meget uenige," siger hun, som er ansat på Nordsjællands Hospital.
Selv synes hun, at "18 uger umiddelbart lyder højt", da fosteret på det tidspunkt "vejer et kvart kilo, har en vis længde og fuldstændig ligner et lille menneske. Og vi er her meget tæt på grænsen for, hvornår det viser livstegn ved fødslen”.
Et hovedargument for at ændre grænsen er at styrke kvinders selvbestemmelse. En kvinde kan godt få abort efter uge 12 i Danmark, men det kræver, at hun får tilladelse af et af de fem regionale abortsamråd. Men de fleste misdannelser og sygdomme hos fostret opdages først i de standardtilbud om scanning, der ligger lige omkring eller efter udløbet af den fri abort.
Derfor anbefaler flere aktører at ændre grænsen – så valget er frit, og kvinden slipper for at spørge om lov – til et tidspunkt, som ligger efter de fosterdiagnostiske scanninger, men før de cirka 22 uger, hvor man antager, at fostret er levedygtigt uden for livmoderen.
Flydende grænse mellem foster og barn
Men der mangler fokus på andre aspekter end alene disse "teknokratiske" betragtninger om levedygtighed og autonomi, mener blandt andre Karen Syberg, som er forfatter, kønsforsker og feminist.
En graviditet er også en følelsesmæssig proces, siger hun.
"Jeg er tilbøjelig til at mene, at 12-ugers grænsen er o.k. Hvis man kun anlægger et klinisk perspektiv omkring levedygtighed, så overser man den tid, fostret har ligget i kvindens mave. Det er også et hensyn til kvinden, at vi anerkender, at det hele sker i en biologisk, levende krop."
En tilsvarende pointe har Helle Timm, kultursociolog og professor ved statens institut for folkesundhed på Syddansk Universitet.
Hun peger på, at man i Danmark i dag anerkender spontane aborter – også tidligt i graviditeten – som en sorg for forældrene. Hun nævner, at forældre i forbindelse med senaborter kan få lov at se deres barn, og at de kan få barnet begravet, hvis de ønsker det.
"Vi har på den ene side fået en forståelse for, at det kan være rigtig vanskeligt og måske endda traumatisk at miste et foster, som ikke nødvendigvis er levedygtigt, men er på vej til at blive et levedygtigt barn. På den anden side taler vi meget lidt om den pris – tabet, sorgen og tvivlen – der for kvinder kan være forbundet med at afbryde et liv i forbindelse med en provokeret abort," siger Helle Timm.
Hun undrer sig over, hvor lidt det fylder i debatten, at grænsen for abort også handler om vores forståelse af liv og død.
"Vi kan ikke bare flytte grænsen uden at forholde os til, at vi samtidig flytter grænsen mellem liv og død. Hele den etiske dimension savner jeg i de udmeldinger, hvor fokus hovedsageligt har været på de kvinder, der kommer i klemme i den sidste del af forløbet," siger hun.
Neonatallæge Gorm Greisen har siddet med ved bordet, når gravide kvinder og par har fået beskeden om, at fosterdiagnostiske prøver viser, at fostret har misdannelser eller risiko for alvorlig sygdom.
Hans erfaring er, at det kan være en lettelse, at beslutningen om abort ikke træffes af kvinden eller parret alene.
"Det er ikke alle, som synes, det er ydmygende, at man skal have tilladelse til sen abort. For mange af disse par har det værdi at dele ansvaret med andre. At vi som læger siger: 'Det er o.k., at du vælger abort'."
Olav Bjørn Petersen er professor i føtalmedicin, det vil sige fosterdiagnostik, ved Københavns Universitet og Rigshospitalet.
Han mener, at abortgrænsen skal flyttes opad, så det frie valg følges bedre med de scanninger, som er standardtilbud i Danmark.
Men også han peger på "mange implikationer".
Enhver grænse er blot en ny grænse for yderligere debat om de tilfælde, der falder uden for dén, siger han.
Selvom mange kvinder og par vil undgå at skulle søge om tilladelse i abortsamrådene, hvis grænsen for fri abort sættes op, så vil andre stadig ikke.
"Vi har sjældne tilfælde, hvor der er bevilget abort i uge 25, 28 og 30, fordi dødelige tilstande hos barnet først er opdaget meget sent. Der vil altid skulle være et samråd, nogle kolleger, en etisk komité eller andre, der skal tage stilling til sene aborter. Sådan er det også i lande, hvor grænsen for fri abort er højere end i Danmark," siger han.